Avenue des Champs-Élysées. Navnet i sig selv er storslået. Og for enhver cykelentusiast som jeg selv, er der noget majestætisk over afslutningen af Tour de France på den brostensbelagte avenue midt i byernes by.
Siden 1975 har avenue des Champs-Élysées lagt sin historie og æstetiske kraft til fortællingen om Tour de France, og selvom scenariet for den sidste etape synes at være givet på forhånd, har afslutningen så meget sjæl og liv at byde på.
Det starter allerede fra morgenstunden med afspærringen af avenue des Champs-Élysées. Kun ved Bastilledagen, Frankrigs nationaldag 14. juli, når militærparaden kører gennem gaderne, og ved afslutningen på Tour de France, er Champs-Élysées blottet for biltrafik - dog opleves der bilfrie søndage i kampen mod smog, skal det retfærdigvis nævnes.
Annonse
Det er en særlig følelse, ugeneret at kunne spankulere rundt på kørebanen med udsigten til Triumfbuen, vedvidende at gaden timer senere er omdannet til et organiseret kaos, når Tourens sprinterhold positionerer sig i jagten på triumf.
På trods af at Champs-Élysées overvejende har udviklet sig til et samlingspunkt for internationale mega-kæder, som pariserne selv skyr, Lido-show og eksklusive high-end brands, fornemmer man, at den historiske kraft stadigvæk har tag i området, der strækker sig fra Place de la Concorde op mod Triumfbuen.
Prestigen ved at vinde på den sidste etape er enorm. Det er den direkte vej til historiebøgerne.
I år fornemmer man ligeledes, at historien sætter sit præg. Desværre i en negativ retning. Frankrig har de seneste år oplevet terror-tragedier, senest på nationaldagen i Nice, der kostede 84 mennesker livet. Det har efterladt landet i en tilstand af sorg og chok. Igen.
Sikkerhedsopbuddet omkring Champs-Élysées er det synlige bevis. Hver en taske bliver gennemsøgt af politiet, der er udstationeret i hobetal med tunge våben. Det er foranstaltningerne, man er nødt til at tage, når tusindvis af mennesker er samlet for at hylde rytterne og et fransk varetegn.
Hændelserne i Nice gik selvfølgelig heller ikke ubemærket hen, da Chris Froome holdt sin sejrstale, efter han for tredje gang stod øverst på podiet iført den gule førertrøje. Det var temmelig emotionelt og hårrejsende at overvære.
Annonse
Meget er sagt om Chris Froome og hans manglende karisma, udstråling, og hvad der ellers bruges af tillægsord om hans personlighed. Men hans tale rørte folk på tribunerne. Det hersker der ingen tvivl om.
"Disse begivenheder sætter sporten i perspektiv, men de viser også, hvorfor sportens værdier er så vigtige for et frit samfund. Vi elsker alle Tour de France, fordi det er uforudsigeligt, men vi elsker Touren mere for, hvad der forbliver det samme - lidenskaben fra fansene, skønheden i det franske landskab og venskab skabt gennem sport. Disse ting vil aldrig ændre sig," sagde Chris Froome, der virkede rørt af situationen og sejren, som han dedikerede til sønnen.
Uforudsigeligheden, som Froome nævner, har til gengæld været flittigt diskuteret. Ikke kun på Champs-Élysées, der set ud fra et statistik synspunkt altid ender i massespurt, men for hele Touren. Sidste gang, det i øvrigt lykkedes for en rytter at køre alene over målstegen i Paris, var i 2005, hvor kazakhstanske Alexandre Vinokourov utraditionelt formåede at holde et frådende og jagtende felt bag sig.
Det har været grundlæggende kedeligt i år, hævder mange. Af forskellige årsager: Sky-holdets dominans, hvor bjerg-kvartetten bestående af Wout Poels, Sergio Henao, Mikel Nieve og Mikel Landa tilsat en særdeles velkørende Geraint Thomas har ledt Froome næsten urørligt gennem løbet, ruteplanlægningen fra arrangørerne ASO, og meget mere har været nævnt.
Tour-ikonet Jørgen Leth beskriver i et interview med BT, hvordan han ser på dette års løb:
"Jeg er ikke så begejstret for Froome. Og jeg er endnu mindre begejstret for den måde, hvorpå hans hold har dræbt al modstand og givet feltet en injektion af frygt og passivitet. Det, synes jeg, ikke er skidegodt. Det føles som om, at der ikke er nogen, der har kunnet tillade sig at udfordre Froome. På mange måder er det næsten værre end under Armstrong."
Hos Tour-arrangørerne selv har man naturligvis også bemærket kritikken. Løbsdirektør Christian Prudhomme har flere gange åbnet op for, at antallet af ryttere på de enkelte hold kan skæres ned fra 9 til 8 - men det er nok de færreste, der forestiller sig, at Sky-dominansen ville have været mindre af den grund.
Annonse
Andre taler om, at der skal indføres et lønloft i cykelsporten, som vi fx kender det fra flere amerikanske sportsgrene. Det kan føre til en mere ligelig fordeling af kvalitets hjælperyttere, hvis et hold som Sky, der har det absolut største budget, får pengemæssige regulativer.
Kim Plesner, skribent på AltomCykling, skriver således om Touren udfordringer på sin Facebook-side.
"Selvom formatet, holdene, favoritten og udfordrerne er præcis de samme næste år, så sidder folk klar bag skærmen og står i massevis i kanten af de franske landeveje - også i 2017. Tour de France er cykelsportens McDonald's. Det er kæmpestort, det er professionelt drevet af dygtige mennesker. Og selvom vi allesammen godt ved, at maden er lort, spiser vi der alligevel."
Udmeldingen er hård, måske sand, men denne søndag i Paris, er der kun begejstring at spore i området omkring Champs-Élysées. Folk har taget opstand i første parket for at se den kæmpemæssige Tour-karavane, der er et show i sig selv. Det er køretøjer udformet som bildæk og kyllinger, høj musik, merchandise og dansende mænd og kvinder.
Karavanen er dog kun forvarslen på det, vi alle er kommet efter: opløbet på Champs-Élysées. Et hektisk og brutalt kapløb om at lade sig krone som etapevinder. Når rytterne rammer Champs-Élysées, skal de rundt på rundstrækningen ni gange, før vinderen findes.
Stemningen på tribunerne er høj. Der udbryder jubel, hver gang rytterne passerer os - næsten som når der bliver scoret til en fodboldkamp. De colombianske tilskuere har medbragt store flag og er iført nationalfarver, mens de trofast hepper nationalikonet Nairo Quintana, selvom han ikke har kunnet indfri deres forhåbninger om en samlet sejr.
En omgang før mål styrter en rytter lige foran vores tribune. Han bliver liggende i jorden, mens folk nervøst ser til. Tilskuerne lider med rytteren, der hurtigt får følgeskab af lægestablen - et Tour de France må ikke slutte hér, så kort før mål. Han rejser sig efter at have ømmet sig i et halv minut. Han tiljubles med klapsalver og hujen, som havde han vundet etapen, da han igen sætter sig i sadlen.
Sprinterholdene har - selvfølgelig - igen i år timet deres arbejde, så lykkeridderne er kørt ind i tide. Med en fart på op mod 70 kilometer i timen, nærmer de sig den sidste kilometer og den egentlige spurt. På et øjeblik kulminerer forarbejdet, da André Greipel for andet år i træk, spurter ind over målstregen stærkt forfulgt af den angrebslystne Peter Sagan, der i disse år nærmest ejer den grønne pointtrøje.
Forløsningen er total, da han hæver sin knyttede hånd i vejret, mens Sagan banker i styret. Kort tid efter kører Sky-holdet på linje over målstregen arm i arm med Tourens vinder i midten. Froome bliver på et splitsekund overfaldet af fotografer og journalister, der vil forevige momentet.
Fra en plads bag tilskuerpladserne køres podiet frem. Det er herfra, at Froome sidst i sin tale på fransk adresserer sine ord direkte til franskmændene, der den seneste tid har stået så meget igennem:
"I har det smukkeste løb i verden. Vive le Tour, Vive la France."
Euroman var inviteret til Paris af Tissot, der officiel timekeeping-sponsor på Tour de France, ligesom de var det i perioden 1988 til 1992.
