Danmarks dygtigste kvindelige freerider sætter livet på spil i jagten på suset

Bjergsiden er stejl. Josefine Lützau er nervøs, men hun har lært at styre det. Så hun går tæt på kanten og forsøger at finde sine pejlemærker. Hendes fokus er at ramme sin linje rigtigt, og i hvert fald at have set de første sving af løbet, inden det er hendes tur.

Hendes visualisering er essentiel for udfaldet, men den må ikke være for detaljeret. Hun skal hele tiden være omstillingsparat. Hun skal altid være klar til at tage en hurtig og sikker beslutning under et løb. Denne forårsdag går den ned af et bjerg i Hochgurl. Her afholdes løbet Open Faces, der er et led i verdens hårdeste freeridekonkurrence, World Tour.

Pludselig, kort inden start, skal Josefine Lützau tisse. Bjergets top er så smal, at hun ikke kan gemme sig, men hun er også ligeglad med, om nogen ser hende. Alle deltagerne er en stor familie. Da hun er færdig med at tisse, står hun og betragter sine omgivelser. Bjergene omkring hende. Solen skinner, og forholdene er gode. Det er ikke pudder. Puddersne er en luksus til konkurrencer, men sneen er eftergivende - på den faste måde - god til at lande de klipper hun har tænkt sig. Hun er spændt.

“Rider Josefine Lützau up next,” råber dommeren.

En ven banker hendes støvler fri for sne med staven, så hun ikke klikker ud af bindingerne. Hvis hun mister en ski under sit run, er det no score. Det er hendes tur nu. Hun bevæger sig i glidende bevægelser hen mod starten, hvor der står et trekantet stillads med en starter til venstre.

Han kommunikerer med dommerne over sin radio. Hun står klar. Alle hendes tanker, som ikke omhandler det løb, hun skal køre, forsvinder. Hun koncentrerer sig kun om at mærke sin krop. Hun skal være sikker på, at hun kan mærke sine ben, at hun kan mærke alle lemmerne i hendes krop. Starteren kommunikerer med dommerne, som sidder for enden af bjerget:

“Judges ready?”

Hun slår sig selv. Hårdt. Det pumper hende op. Så spørger han hende:

“Rider ready?”

Hun slår sig selv igen. Denne gang endnu hårdere. Han tæller ned.

“Rider ready. Dropping in 3-2-1- Dropping!“

Så banker hun sine stave sammen og sætter af.

Med livet på spil

Nogle måneder senere sidder Josefine Lützau hjemme i sin sofa nord for København. Hun rejser sig op og retter på sin sorte skinne. Sæsonen stoppede denne gang, da hun i foråret styrtede til træning i St. Anton am Alberg.

“Jeg har fået fem skruer og en plade i anklen. Jeg rev også ledbåndet over, så det er også blevet hæftet fast igen,” siger hun.

Det er ikke første gang, at Josefine kommer slemt til skade, mens hun står på ski:

“Sidste år rev jeg ledbåndet og ledkapslen i tommelfingeren over. Forrige år fik jeg en fraktur i knæet. Og så har jeg haft brækket brystbenet og fået foretaget tre operationer i hælene. Det er prisen, for at dyrke ekstremsport - det er en hårfin balance mellem progression og skader.”

Josefines forældre skulle, da Josefine var kun 15 år gammel, underskrive forsikringspapirer for deres datter, inden hun kunne deltage i internationale konkurrencer. Derfor er de skader, som Josefine påtager sig under sit skiløb en naturlig del af spillet.

“Jeg tror ærligt, at det kildede lidt i maven på min mor og far, da de skulle indsende et underskrevet papir med: ‘In Case of death or dismemberment,’ da jeg deltog i min første konkurrence. De skulle simpelthen erklære sig fuldt indforstået med, at jeg dyrkede en sport, hvor mit liv stod på spil. “

Josefine mister sine venner til sporten

Freeride kræver, at Josefine Lützau har forstand på sne- og lavine forhold. Det er den viden, konkurrenceerfaringen og skitalentet, som skaber de gode resultater. Men det er ikke altid nok. Sidste år mistede Josefine indtil flere af sine venner i laviner.

“Der var mange af mine venner, som døde i 2016. Den ene var lige blevet verdensmester for 2. gang i snowboard. Et par måneder senere døde Mathilda Rapaport.

Hun var en af mine rollemodeller. Senere døde en fyr, som jeg havde kørt junior med. Han faldt ned fra en vulkan.“

Josefine navigerer rundt i de døde venners navne. Hendes stemme knækker, da hun begynder at tale om Estelle.

“Jeg havde kørt junior med Estelle, og havde mødt hende tre uger, inden hun døde. Hun var lige blevet verdensmester igen. Hun fortalte at, det var hendes største drøm at vinde finalestoppet i Verbier. Hun strålede som en sol.”

Estelle blev fanget af en lavine under et filmprojekt og døde af sine alvorlige kvæstelser. Hun var livløs, da redningsfolkene fandt hende. Hun er sandsynligvis blevet revet ned over nogle klipper og har brækket nakken.

Hendes hånd knuger sig fast om tekoppen. “Den sidder hårdt,” siger hun så. “Hun var den første, som jeg rigtig kendte, der døde.”

Hun læner sig frem og spænder langsomt sin skinne op, så siger hun:

“Selvom det jeg laver er farligt, tænker jeg ikke på døden, når jeg står på ski. Jeg er klar over, at der altid er en risiko. Døden kan ikke ændre på, at jeg gør det, jeg gør, men den gør mig mere bevidst om, hvordan jeg gør det.“

Der er kun én vej ned

For 2 år siden var Josefine ude at træne med nogle mandlige kolleger, alle tre professionelle World Tour-løber. De har styr på det, tænkte hun. Det havde sneet i løbet af natten, og de var alle vågnet op med en kriblende fornemmelse i maven. Årets første snefald gør enhver skiløber helt ekstatisk. Josefine ville gerne vise dem, at hun kunne følge med, at hun ikke var den, der gav op, bare fordi de var drenge. Vejret var ustabilt, og der var dårlig sigtbarhed.

Josefine vidste godt, at det var noget rod, de var ude i. Den sikreste vej ned var at vende om. Problemet var bare, at det ikke var muligt at vende om, hvis hun ville følge gruppen. Ham, der førte an, var på månen. Han tændte en joint, hver gang de stoppede. Alle hendes alarmklokker ringede. Sneen bandt ikke, lavinerisikoen var forøget.

Ikke nok med at der var lavinefare, der var heller ikke nok sne. De tog deres ski af og gled ned gennem en slugt, der om sommeren var et vandløb – langsomt, fuldstændig udstrakte og med deres ski på maverne.

Pludselig ramte Josefine en sten. Det gjorde ondt, men jeg slipper nok med et blåt mærke, tænkte hun. Da de efter en lang og anstrengende tur endelig var nede igen, og Josefine tog sit skitøj af, var hendes lår revet op, og der var blod overalt i hendes bukser.

Josefine kigger misfornøjet efter at have fortalt historien. “Jeg slap heldigvis med et flot ar den dag. En dag, som kunne have gået grueligt galt. Den oplevelse lærte mig, hvor vigtigt det er at sige fra og stole på dem, man løber med.”

Hendes hår rejser sig på armene, men ansigtet foretrækker ikke en mine:

“Det jeg frygter mest er laviner. Jeg vil jo gerne stå på ski i morgen. Jeg kan ikke forestille mig en værre død end at dø i en lavine. Selv om det på den ene side er smukt, at man dør imens, man står på ski, er det på den anden side så forfærdeligt, da man bliver kvalt af sneen. Det er ligesom druknedøden.”

----------------------------------------------------

Nu er Josefine Lützau halvvejs nede af bjerget i Hochgurl, som hun satte af fra i begyndelsen af denne artikel. Hun sætter af fra en klippe, som hun i forvejen havde set fra toppen.

Hendes spændte krop svæver gennem luften, der skinner af frost. Alle hendes muskler er aktive. Hun er klar til at lande så balanceret som muligt. Idet hendes ski igen rammer sneens overflade, ved hun, at hun har den rigtige kontrol over skiene.

Ekstasen baner sig vej gennem hendes krop og, der legende svinger sig gennem den sidste del af løbet. Som hun nærmer sig mållinjen, mærker hun smilet brede sig på sine læber, mens hendes arme strækker sig over hovedet. Da hun har passeret den, lader hun sig grinende falder ind i sine venners jublende arme.

LÆS OGSÅ: Danske Mikkel Strøjer tog til Canada uden job og er nu en del af toppen i den nordamerikanske fodboldliga MLS

LÆS OGSÅ: Danske Jamil fotograferede Jay-Z da han kun havde en single: "Han ville fotograferes på den Lexus han kørte stoffer i"

Se, hvad vi ellers skriver om: Ski