"Helt sorte støvler er noget af det frækkeste, man kan have på i dag"
Bliver VM-slutrunden det store comeback for den sorte fodboldstøvle? Det er der begrundet håb om, fortæller Magnus Kraft, der er dykket ned i historien om de farvede fodboldstøvler, der for 20 år siden ændrede modebilledet på grønsværen.
Kan du genkalde dig synet, duften og følelsen af 1980’ernes og 90’ernes støvleklassikere som Puma King og Adidas’ Copa Mundial?
Det var dengang, fodboldstøvler stadig var sorte, som de skal være, men det har de ikke været i snart 20 år, og nu når Messi, Cristiano Ronaldo og Neymar indtager de russiske baner, bliver det formentlig også denne gang med hidsige farver på fødderne. Men andre spillere vil måske gå retro, og der er begrundet håb om, at den flotte, sorte støvle står foran et velkomment revival.
”Med alle de mange farver er der en meget naturlig efterspørgsel på sorte støvler,” siger Jakob Michaelsen, der er fodboldstøvleaficionado og web-tv-vært hos Unisport: ”Det sjove er, at hvor folk for 15 år siden flippede helt ud over farvede støvler, er blackouts, altså helt sorte modeller uden andre farver, noget af det frækkeste, man kan have på i dag – ganske enkelt fordi den type støvler skiller sig ud i farvehavet,”
Annonse
Dem, der endegyldigt har begravet den sorte støvle på fodboldhistoriens kirkegård sammen med grusbaneknickers og trøjer med sløjfede kraver, kan med andre ord have været lidt for hurtigt ude. Markedet bliver stadig mere moderorienteret, og i den verden vil en bølge altid blive besvaret af en modbølge, så mens amerikanske Nike lader den nyudnævnte Louis Vuitton-chefdesigner Virgil Abloh få frit slag til at pryde den populære Mercurial Vapor-model, som i bedste sneakers-ånd er udkommet i et begrænset oplag, vil andre reagere med en helt sort model.
Hovedansvaret for farvernes indtog på fodboldstøvlen ligger hos verdens største sportsbrand, Nike, som for præcis 20 år siden lancerede sit banebrydende trafikuheld af en støvle, de blå, gule og sølvfarvede Mercurial R9.
Støvlen var specialdesignet til Ronaldo, O Fenômeno, som trods sine kun 21 år var udset til egenhændigt at spille det brasilianske landshold frem til landets femte VM-triumf i 1998.
Ifølge Peter Arnholdt, der er talentscout og ekspert i brasiliansk fodbold, var Nikes indflydelse på det brasilianske landshold enorm under det VM.
”Edmundo, som var en del af den brasilianske trup, beskriver det, som om Nike hele tiden var præsent i landsholdslejren i Frankrig, som om at de var del af den tekniske stab. De var tøjsponsor for det brasilianske landshold, og Ronaldo var jo Nikes flagskib på fodboldsiden. Nike var selvfølgelig interesseret i både brasiliansk og Ronaldo-succes ved VM-slutrunden. Måske mest det sidste.”
Aftenen inden finalen mod Frankrig fik den unge stjerne et mystisk anfald, der af landsholdskollegaen Roberto Carlos er blevet beskrevet som et epileptisk krampeanfald. Ronaldo var ude af startopstillingen, da den blev offentliggjort en time før kampen, men da spillerne løb på banen, var Ronaldo med alligevel.
Annonse
Brasilien, med en fuldstændig anonym Ronaldo i front, tabte 0-3, og hans deltagelse i finalen har siden fodret brasilianske konspirationsteoretikere, fortæller Peter Arnholdt:
”Det gav Nike en masser ridser i lakken, fordi de tilsyneladende pressede på for at få Ronaldo tilbage i startopstillingen trods hans anfald. Brasilianerne elsker at vinde, og nu blev Nike udlagt som skurken.”
Mercurial R9-modellen sparkede døren ind til et våbenkapløb mellem de store sportsmærker. Nu blev ambitionen at pryde spillernes fødder med de mest vovede designs. Ifølge Jakob Michaelsen fra Unisport er støvlernes hidsige udseende et udtryk for sportsmærkernes kamp om opmærksomhed:
”Det er nærmere blevet reglen end undtagelsen, at de store mærker lancerer opsigtsvækkende designs med klare, markante farver, så de skiller sig ud på banen. En faktor er naturligvis, at det skaber opmærksomhed; folk snakker om vilde støvledesigns og skøre farver. Det er ligesom i dyreriget; en prægtig, farverig fjerpragt tiltrækker opmærksomhed.”
De store stjerner og reklamesøjler vil formentlig stadig være ofre for dette våbenkapløb ved det kommende VM, men hold øje med modtrenden. Den sorte støvle kan være genopstået. ■