EM er en følelsesløs fornøjelse

DET HAR VÆRET et skidegodt EM indtil videre. Der er orden på sagerne, de unge talenter brillerer, der bliver scoret mange og flotte mål, der er eventyrfortællinger fra småstaterne, og forhåndsfavoritterne sliber stadig knivene inden de afgørende runder.

Der mangler måske en rigtig bomber, der bare stikker af fra alle på topscorerlisten.

Og nåh ja, følelser. Der mangler også nogle følelser.

Det startede allerede inden slutrunden, hvor UEFA indførte reglen om de såkaldte kontaktpersoner (alene navnet…) – nu er det kun anføreren (eller i Danmarks tilfælde en udpeget markspiller), der må kommunikere med dommeren. Og fair nok. Hvem husker ikke start-10’ernes El Clasicos, hvor dommeren i perioder syntes livstruet af overophedede spaniere og portugisere?

Reglen giver mening og er praktisk anvendelig, men den er også udtryk for et fodboldspil, hvor det er bedre at føle lidt for lidt end lidt for meget.

DET BEDSTE EKSEMPEL herpå er selvfølgelig videodommerne, der helt definitivt har medbragt retfærdighed og juridisk rygdækning til fodboldens sammenskudsgilde, men som koster på den umiddelbare jubelrus. Det har min kollega Oliver Bodh Larsen fremragende skrevet om her på stedet førhen.

Mange danskere følte sig vel nok åndsbollede, da de i et minuts tid havde været af den overbevisning, at Danmark var foran mod Tyskland, indtil Thomas Delaneys tånegl viste sig at være i en strafbar offsideposition.

Ét er, at man i en blanding af nationalromantisk– og bogstavelig beruselse kan glemme den klamme VAR-hånd, når Danmark spiller. Men hvad så, når miniputnationen Slovakiet bringer sig sensationelt foran i en knockoutkamp mod de skrantende englændere?

Her kommer en ordret transskribering af Thomas Kristensens live-kommentering på TV 2 før og efter målet:

”Det ligner en offside-position her … men den er i kassen i første omgang. 1-0 til Slovakiet. Og der er ikke kommet nogen markering endnu.”

Det er jo ikke ligefrem, så man hopper op og sætter sofafjedrenes liv på spil.

Da Bruno Fernandes havde bragt Portugal foran med 3-0 mod Tyrkiet i gruppespillet, var det soleklart, at de portugisiske spillere simpelthen i selve jubelseancen gav sig til at filosofere over, om Cristiano Ronaldo mon havde været offside i opspillet.

DEN URUGUYANSKE FORFATTER Eduardo Galeano har beskrevet målet som fodboldens orgasme.

Skal man køre det billede helt til ende, svarer videodommernes indtræffen vel til, at man i ny og næ må afrunde strabadserne ved at få pumpet fodkold sæd tilbage op i urinrøret. Og det kan vel ikke helt undgå at påvirke sexlysten fremadrettet?

Det her er et velspillet EM – hvor man jubler med trøjen på og med øllet blivende i glasset. Det er sikkert godt for meget, men ikke for fodboldens poetiske skønhed.

Efter Galeano i ’Fodbold i sol og skygge’ skrev, at målet er fodboldens orgasme, fulgte han op med et nostalgisk suk: ”Og ligesom orgasmer er mål blevet en stadig sjældnere begivenhed i det moderne liv.”

Det med målene er en sandhed med modifikationer, og særligt den første del af årets gruppespil var målrigt ud over alle grænser.

Men hvad ville Galeano, der døde i 2015 – tre år før det første VAR-VM – ikke tænke om tidens gennemtjekkede og hyppigt tilbagerullede orgasmer? Jeg tror, han ville reagere med den for fodboldfans værste af alle følelser: apati.