EM-posten: Alle burde følge Patrice Evra på Instagram

Den tidligere fodboldstjerne Patrice Evra kan om nogen bringe smil på læben efter en følelsesladet og surrealistisk uge. Se ham spille sækkepibe og holde sit eget pressemøde hjemme ved spisebordet i sit hjem i København.

EM-posten: Alle burde følge Patrice Evra på Instagram
Offentliggjort

Velkommen til anden udgave af EM-posten. Her kuraterer vi internettet og giver dig nogle af de utroligt mange sjove og skæve vinkler på fodboldslutrunden. Og vi har brug for at grine igen.

Christian Eriksen har det heldigvis godt efter sit hjertestop i lørdags mod Finland, og vores landshold rejste sig på den smukkeste måde i Parken torsdag og kørte nummer 1 på verdensranglisten ud af banen i første halvleg. Ja, vi tabte til Belgien til sidst. Men jeg har aldrig været mere optimistisk efter et nederlag.

Jeg var selv i Parken i går og kunne ikke holde tårerne tilbage, da Yussuf Poulsen gav Danmark en drømmestart og bragte os foran 1-0. Det var en vild forløsning efter en forfærdelig uge. Der var sådan en intens og varm stemning i Parken. Jeg har aldrig oplevet noget lignende på et fodboldstadion før.

Det har påvirket hele landet, hvad der skete med Christian Eriksen. På TV 2 har man indsamlet og redigeret 1.500 personlige hilsener fra danskerne til Eriksen og sat det grafisk flot op. Tjek det ud her.

På Instagram har franske Patrice Evra, der er kæreste med den danske model Margaux Alexandra og bor i København, længe beriget sine følgere med geniale videoer. Ikke mindst, da han sang Birthe Kjærs 'Pas På Den Knaldrøde Gummibåd'.

Nu har den tidligere Manchester United-stjerne været på spil igen. I denne uge har man kunnet opleve Evra på sækkepibe og lave en parodi på Cristiano Ronaldos pressemøde forleden, hvor portugiseren fjernede to Coca-Cola-flasker og erstattede dem med vand.

Evra er ikke den eneste, som har lavet sjov med Ronaldos cola-stunt. Se bare den russiske landstræner Stanislav Cherchesov, der knapper en cola-flaske op på ægte håndværkermaner. Eller ukrainske Andriy Yarmolenko, der gerne vil have Coca-Cola og Heineken til at sponsorere ham.

Vi slutter af med østrigske Christoph Baumgartner, der tog imod en våd udfordring af sine holdkammerater.

Lad os alle gå på weekend sådan her i hedebølgen. Det kan ikke blive mandag hurtigt nok, hvor Rusland venter Danmark.

Se, hvad vi ellers skriver om: EM, Fodbold, Internettet og Instagram