Juventus-Barcelona satte en tyk streg under, hvad Serie A-folket har vidst længe. 23-årige Paolo Dybala er noget helt specielt. Han scorede to fremragende mål mod Barcelona, men han har længe lavet nogle vilde ting i Serie A, både for Palermo og Juventus.
Én ting er, at Dybala laver nogle vigtige mål – noget andet er, at han spiller med en lethed, der ikke ses ofte. Dybala er en af disse sjældne spillere, der får ekstraordinære ting til at se nemme ud, både i afslutningerne og i kombinationsspillet. Messi har det, Romario havde det, og Dybala har det. Han danser sig nærmest igennem kampene.
The sky is the limit for Dybala. Mange ser ham som Messis arvtager i fodbolden, og det bliver spændende, om det lykkes for en af de to store spanske giganter at hente ham indenfor de næste par år. Juventus ved, hvad de har, og de er på ingen måde interesseret i at sælge ham.
Torino-giganterne, der har masser af penge, har netop forlænget med Dybala indtil 2022 og har i øvrigt tredoblet hans løn. Mon ikke Real eller Barca skal et godt stykke over 100 millioner euro for at hente Dybala, hvis det overhovedet kan lade sig gøre?
Magic Mignolet
Igennem de sidste par sæsoner er der blevet grinet meget ad Liverpools belgiske målmand Simon Mignolet. Med rette. Liverpool-folk har med misundelse set 45 minutter nordpå til Manchester Uniteds De Gea, der i et par sæsoner i træk reddede omtrent 15 point for Liverpools ærkerivaler, mens Mignolet vel cirka kostede det samme.
Før denne sæson hentede Jürgen Klopp så Loris Karius i Mainz som førstemålmand. Det fungerede slet ikke. Karius var en endnu større katastrofe for Liverpool. Han virkede fysisk underlegen og imponerede ikke med fødderne eller hænderne for den sags skyld. Han kostede vel Liverpool ti point i efteråret. Til gengæld har Mignolet været fyr og flamme lige siden, han kom tilbage.
Annonse
Først reddede han nærmest ene mand et point på Old Trafford (og dét er vigtigt i Liverpool), og i de sidste to kampe har han været den afgørende faktor på et ellers svagt spillende Liverpool-hold.
Det kan godt være, at Karius ikke var så god en målmand, som man troede, men det ser ud til, at konkurrencen gjorde Mignolet væsentligt bedre. Det kan blive meget værd for Liverpool. Selv når Klopp fejler, får han noget godt ud af tingene. Men derfor skal han nu alligevel ud at købe et halvt hold til sommer.
Kinesisk derby i Milano
Der var Milan-derby i weekenden, og det endte helt spektakulært med en Milan-udligning i 97. minut. I øvrigt på målfoto – en teknologi, som man ikke vil betale for i verdens bedste liga, La Liga. Go figure.
Silvio Berlusconi har netop solgt Milan til et kinesisk konsortium, og Inter har været kinesisk-ejet i et godt stykke tid. Medierettighederne til den italienske liga er også kinesiske, og derbyet blev også spillet på et meget kina-venligt tidspunkt lørdag.
Måske bliver næste skridt, at alle de italienske hold skal have minimum tre kinesiske spillere på holdet? Der er åbenbart ikke meget, man ikke kan købe for kinesiske Yuan i italiensk fodbold.
Det er spændende, om de kinesiske investeringer kommer til at tegne en ny gylden fremtid for Milano-klubberne, der har været voldsomt pressede de sidste par sæsoner. Ikke bare suveræne Juventus, men også Napoli og Roma har været klart bedre end de to Milano-giganter, der har 36 mesterskaber tilsammen.
Annonse
Granada i Spanien har også kinesiske ejere. De hyrede Tony Adams som redningsmand sidste uge. I hans første kamp ved roret tabte Granada 3-0 og er med stormskridt på vej ud af ligaen. Men hvis nogen kan redde dem, må det være Adams.
Mandsopdækning det nye sort?
Der var derby i Brøndby 2. påskedag. For den neutrale iagttager, ville en hjemmesejr klart være at foretrække, fordi det kunne give lidt spænding i toppen af ligaen. Men Brøndbys vigtigste spiller, Teemu Pukki, valgte at spille sin svageste kamp i sæsonen, og så tog FCK en fortjent sejr, selvom Mukhtar var tæt på en udligning med et vildt langskud.
Når Pukki bliver neutraliseret, mister Brøndby 80% af deres offensive ammunition. Intet hold i Superligaen har så vigtig en spiller for holdet, som Brøndby har med Pukki. José Mourinho havde luret det samme hos Chelsea, da han valgte at mandsopdække Eden Hazard lørdag eftermiddag.
Ander Herrera var på intet tidspunkt mere end cirka 30 cm væk fra Hazard, og det betød, at belgieren var nærmest totalt usynlig. Og så har Chelsea faktisk meget lidt frem ad banen, når nu Costa kun vil lave svinestreger.
Manchester United vandt en meget fortjent sejr, men Chelsea har nu det store problem, at det er meget sandsynligt, at deres modstandere resten af sæsonen også bare parkerer en spiller på Hazards fødder.
Det er nu, at Conte skal vise sin store taktiske kunnen. Han er heldig med, at Chelsea har et relativt nemt program tilbage. Southampton (h), Everton (u), Boro (h), West Brom (u), Sunderland (h). De fører med fire point ned til meget formstærke Spurs.
Er der ingen ende på AGFs nedtur?
Stakkels AGF. Efter årtiers nedtur henter gymnastikforeningen en mesterskabstræner i FCM, en topscorer samme sted og en dygtig sportsdirektør i Randers.
Hertil formår klubben at skrabe et af de højeste lønbudgetter i Superligaen sammen. Alligevel ramler det hele sammen i Århus. Skader, dårlige spillerindkøb og generelt bare den sædvanlige AGF-syge gør, at de hviiies sæson igen kommer til at handle om nedrykning.
Det er som om, at spillerne fryser, når de kommer til AGF. De mange fans taler altid om, at der er et stort pres i AGF i forhold til andre klubber. Som jeg ser det, må det være ledelses ansvar at lette det pres. Det burde ikke være så svært. For eksempel kunne man forholde sig til realiteterne. De har ikke vundet et mesterskab siden 1986, de har rykket ned tre gange de sidste 13 år. I de sidste tyve år har de én placering i top 5 (nr. 5, 2012). Én!
Selvom det ikke huer AGF, skal man måske skele til Ålborg og Herning, hvis man gerne vil tilbage til tidligere tiders styrke. Både AaB og FCM har i årevis baseret deres hold på stærke ungdomsspillere, der har været i klubben i mange år. AGF har nærmest gjort det modsatte – måske også en smule tvunget, al den stund at ungdomsholdene ikke har haft en overvældende høj kvalitet.
Men i øjeblikket har AGF et rigtigt stærkt U-17-mandskab, der fører ligaen og kun har tabt én af de sidste 13 kampe. Måske skal man ofre de kampe, det tager for at få kørt eksempelvis Magnus Kaastrup, Sebastian Hausner og især Benjamin Hvidt ind som faste superligaspillere?
Kæmpetalenter som Martin Jørgensen, Claus Thomsen og Stig Tøfting kommer ikke ret ofte, og de talenter der er i næste række er også værd at investere tid og ressourcer i. Så kan det godt være, at man må tage en pointmæssig nedtur med, mens man lærer de unge knægte at spille bold. Men nedturen kommer jo med 99% sikkerhed alligevel, så hvorfor ikke forsøge at spille med nogle Århus-drenge med noget fremtid og klubånd i stedet for et hold bestående af 11 lejesoldater, der ikke har noget hvidt i hjertet?
