I dag er Tour de France en autonom, der kaster med sten mod monotonien

‘Denciks dagbog’ - 9. Kapitel

BROSTENENS ANATOMI

I dag er der brostensetape i Tour de France og VM-finale i fodbold. Den sidstnævnte begivenhed begyndte med brask og bram for en måned siden med tre-fire kampe dagligt, sprudlende og omvekslende dage. Men siden hen er der indfundet sig en metaltræthed, kampene bliver sjældnere og mere ensformige på samme tid. Der er noget ved dramaturgien i en lang sportsbegivenhed, hvor landevejscykling altså har en snedigere konstruktion end en slutrunde i fodbold.

I årets Tour de France har den første del både været statisk og langsom i optrækket. Men vær sikker på, at den dramatiske kurve nu vil slange sig mere og mere inciterende for hver dag frem imod Paris. Jeg vil vove påstanden, at det begynder allerede med dagens etape. I dag er Tour de France en autonom, der kaster med sten mod monotonien.

Brostenen har været på noget af en idéhistorisk rejse. Fra det ene yderpunkt til det andet. Da Napoleon - og andre med ham - valgte at lade visse strækninger brolægge, skete det for at skabe orden i en uorden. Et uvejsomt terræn blev gjort lidt mindre kaotisk. Kreaturstier kunne bevares, færdselsårer etableres, tropperokader realiseres.

I dag er det omvendt. Brostenen er gået fra at have en samlende effekt til at være decideret splittende. Den er blevet et symbol for det oprørske, ufornuftige og fandenivoldske. Brostenen som idé blev kastet ind i den nulevende danskers bevidsthed for lige godt 25 år siden, nærmere bestemt den 18. maj 1993. Her blev brostenen lanceret som det autonome våben par excellence. Hvis myndigheder prøver at skabe ro og orden med tåregas og skarpskud, vil urostiftere ty til brosten.

Brostenen er hjørnesten i modstandens æstetik. I cykelsportens måske flotteste monument, Paris-Roubaix, er præmien netop en brosten. Efter at have kørt væddeløb hele dagen over nogle af Europas mest ujævne veje, får vinderen en egen brosten som ærefuldt minde. Da Peter Sagan i år vandt løbet, kan man sige, at én sten faldt fra trippel-verdensmesterens hjerte, mens en anden sten, brostenen, i en vis forstand fandt sin rette ejermand. Cykelsportens rebel fik det voldsommeste bevis, man kan give ham for hans anarkistiske tilgang til livet.

I dag skal rytterne forcere 22 kilometer brostensveje. Hermed ender også den første bue i det læbeformede kys, som jeg for små ti dage siden drømte om, at Touren ville kunne blive. Overlæben har måske mest af alt været en stiff upper lip foreløbig. Løbet har hidtil været jævnt reguleret og aldeles uinteresseret i at gøre sig lækker. I dag når vi til mundvigen.

Mens der stadig er mulighed for at trække smilebåndet op i en indbydende latter, vil mundvigene imidlertid for de fleste rytteres vedkommende nok fortrække sig i forpinte, nedadgående træk. Og for en håndfuld af de mest uheldige helte vil det hele ende i dag. Med drømme knust af brosten.

Daniel Dencik, 15. juli 2018

LÆS OGSÅ: Doping inden for og uden for grænserne

LÆS OGSÅ: Når Sofie smider tøjet

LÆS OGSÅ: "Jeg skal holde Peter Sagans hjul. Mit navn er Sonny Colbrelli. Min hjelm er af guld. Jeg hedder Sonny Colbrelli."

LÆS OGSÅ: 'Denciks dagbog' - kapitel 5: "Jeg savner mig selv som baby. Sådan er det at savne sport."

Se, hvad vi ellers skriver om: Tour de France og Cykling