Jakob Fuglsang Tour de France 2017

Jakob Fuglsang: Touren kommer før min datters fødsel

Stort interview med Jakob Fuglsang i det officielle Tour de France-magasin fra Euroman og TV 2 SPORT, der er på gaden nu.

Jakob Fuglsang Tour de France
Offentliggjort

Tour de France nærmer sig med hastige skridt, og Jakob Fuglsang, der er i gang med de sidste forberedelser, fik en perfekt generalprøve, da han i weekenden vandt den samlede sejr i løbet Criterium du Dauphiné. Hele året har det kun handlet om cykelsportens største løb for den danske Astana-rytter, og han arbejder sig frem mod målet med en dedikation så stor, at selv ikke hans kommende datters fødsel kan komme i vejen.

Det kommer ikke på tale at droppe Tour de France for at være med til fødslen. Det er både Jakob Fuglsag og hans kone Loulou indstillet på. Derfor har de også allerede aftalt, at Loulou tager til Luxembourg en uge før terminen og efter planen føder i sit hjemland, hvor hendes familie bor.

”Hvis det virkelig går sådan, at hun (babyen, red.) kommer i starten af Tour de France, tager jeg af sted fra en gravid kone derhjemme og kommer hjem til en lille pige, der er en måned gammel. Det bliver lidt en spøjs fornemmelse. Men kommer hun bare en uge tidligere, er der stadig mulighed for at se hende en uge, inden jeg tager af sted. Og ellers er der en god grund til at køre stærkt, så jeg kan skynde mig hjem.”

Det er ikke første gang, at en cykelrytter bliver far, mens han sidder på en cykel et helt andet sted i verden. Jakob Fuglsang kan bare skrive sig ind i klubben.

De har også lavet en aftale på forhånd. Fuglsang må ikke få at vide før en etape, at fødslen er gået i gang.

”Loulous far sagde til mig: ’Jeg skriver til Jakob, så snart jeg ved, hvornår det sker.’ Men der sagde Loulou: ’Nej! Du skriver først, når barnet er kommet til verden.’”

Tour de France er ikke hele livet, men det kommer tæt på for en cykelrytter i tre uger i juli. Så kan livet fortsætte bagefter.

”Jeg arbejder frem mod, at alt skal klappe, når jeg kommer til Tour de France. Alle de ting, jeg kan ændre, skal ændres. Om det så er sålerne i skoen, min behandling eller min træning. Alt. Når vi kommer til Touren, skal det bare være i orden. Så kan det godt være, at det ikke spiller i Baskerlandet Rundt, men når vi kommer til Touren, så skal det spille. Der må ikke være et tidspunkt, hvor jeg tænker, at jeg burde have taget til osteopat i Cannes for at blive tjekket op. Alt skal være det bedste under omstændighederne. Det er målet.”

Det er sådan, Fuglsang tænker hele tiden. På Tour de France og på forberedelserne dertil. I hvert fald når han tænker på cykelsport. Han kører masser af andre cykelløb, men lige siden han ved Tour de France-præsentationen sidste efterår fik at vide af Astana, at han skulle være kaptajn i juli, har alt, hvad han har foretaget sig i forhold til cykling, handlet om Tour de France.

”Man kan lægge mange ting i en kaptajnrolle. Det kan betyde, at Astana mener, at jeg er deres bedste bud på en topplacering, og det er dét, jeg lægger i det. Det er ikke, fordi de tror, jeg vinder Touren, men de mener, at jeg er deres bedste bud på en topplacering i klassementet. De siger: ’Vi tror på dig, og vi kører for dig.’”

Læs resten af det store interview med Jakob Fuglsang i det officielle Tour de France magasin lavet i samarbejde mellem Euroman og TV 2 SPORT. Magasinet kan købes i supermarkeder og kiosker eller bestilles her.

LÆS OGSÅ: Kasper Dolberg: ”Jeg opfatter det næsten ikke, når jeg scorer. Det sker bare"

LÆS OGSÅ: Peter Graulund: "Jeg rejste mig op og sagde, at jeg hadede dem alle sammen. Fordi de havde svigtet mig, holdet, sig selv, klubben, alle"

LÆS OGSÅ: Dennis Ceylan er det største håb i dansk boksning i mange år: "Boksning er det eneste jeg kan"