Klumme: Tour de France-reporter får tatoveret rytters navn på låret. Det skal han ikke hyldes for. Tværtimod

Med mere end 1.200 likes til følge delte den danske Eurosport-journalist Anders Mielke mandag en video på Twitter, hvor han får tatoveret ”Mads P.” og tallet ”8” for den danske cykelrytter Mads Pedersen og nummeret på den etape, han i weekenden vandt. Reaktionerne lød over en bred kam sådan her:

”Genialt!”

”Elsker det!”

Og: ”Anders” – efterfulgt af en hær af hjerte- og klappe-emojis.

Videoen er måske en god gimmick ved første øjekast. Men det er i sidste ende, mener jeg, dybt uprofessionelt og med til at gøre ham decideret inhabil. Jeg antager, at Martin Krasnik, Knud Brix, og hvad chefredaktørerne på landets aviser ellers hedder, havde stukket journalisten en fyreseddel uden en eneste anden overvejelse, hvis en lignende situation udspillede sig på Christiansborg.

Valget om at få tatoveringen er nemlig symptomatisk for et langt større problem i den danske dækning af Tour de France og cykelsporten generelt: Journalistholdet, der rejser rundt i Frankrig i hælene på rytterne, er ét stort heppekor.

Jeg tvivler i hvert fald på, at Anders Mielke kan stille de kritiske spørgsmål, som en reporter skal kunne, hvis situationen kalder på det. For det kan jo være, at Mads Pedersen træffer dårlige beslutninger i en finale, at han er skyld i et højhastighedsstyrt i en massespurt eller – Gud forbyde det – skifter til UAE Team Emirates, der er sportens måske tydeligste eksempel på, at rytterne bruges til at vaske oliestaters blakkede ry i gule trøjer og etapesejre.

Her er det selvfølgelig sportspressens ansvar at turde at stille de kritiske spørgsmål, som seeren ikke har mulighed for. Ligesom med al anden journalistik. Det ved jeg ikke, om Mielke kan og tør over for perlevennerne i lycra. Jeg har i hvert fald til gode at høre ham forholde Mikkel Bjerg, som er hans ”bedste kammerat”, til netop valget af UAE Team Emirates som arbejdsgiver.

DET VILLE IKKE VÆRE RETFÆRDIGT kun at fremhæve Anders Mielke i denne kontekst. For han er egentlig bare endnu et eksempel på et problem, der stikker langt dybere i den danske sportspresse. Vi ser det også hos TV 2, hvor den tidligere reporter Søren Reedtz eksempelvis iklædte sig den grønne pointtrøje under forrige års Vuelta a España, mens han interviewede Mads Pedersen, der havde en identisk trøje på inden etapestarten. At der ikke har været én hos TV 2, der har kunnet se, hvor pinligt det var, er nærmest ikke til at tro på.

Et nyere eksempel hos TV 2 er nationalskatten Rolf Sørensen, der er ekspertkommentator (hvilket er en formildende omstændighed i forhold til journalisten i marken). Alligevel er det ikke klædeligt, at Rolf, som han efterhånden bare hedder i folkemunde, kører de afsluttende strækninger af Tour de France-etaperne for derefter at sende de danske ryttere sms’er med tips, tricks og opmuntrende ord i løbet af Tour de France (som Mads Pedersen har beskrevet det i B.T.). Det må simpelthen være sportsdirektørernes opgave.

Ekspertkommentatorens opgave er at analysere løbet for os seere – og det må for min skyld gerne foregå med en gennemgående danskervinkel, der ikke ligger skjul på, at kommentatorerne håber på dansk succes. Selvfølgelig gør de det. Ligesom vi på den anden side af skærmen gør det.

Men den dobbeltrolle, som Rolf Sørensen indtager, hører i min verden ikke hjemme i en journalistisk dækning af en verdensomspændende sportsbegivenhed.

MÅSKE ER DET BARE ET VILKÅR for at bedrive journalistik i dag, at rytterne skal pleases. For hvis først Mads Pedersen eller Jonas Vingegaard ser sig sur på et bestemt medie eller en særlig reporter, kan det blive rigtig dyrt for det pågældende medie. Jeg kan i hvert fald ikke erindre at have læst et eksklusivt interview med Mads Pedersen på net-mediet Feltet.dk, siden han langede ud efter dem i sin selvbiografi fra sidste år.

Men den risiko håber jeg, at Anders Mielke tør at løbe, når hans slyngkammerater i feltet skal forholdes til noget knap så sjovt som en etapesejr. For han er en enormt skarp formidler, og Rolf Sørensen er en garvet og dygtig løbsanalytiker, men deres professionelle distance til nærmest samtlige danske ryttere synes ikkeeksisterende.

Og det er en skam. For hvis denne tendens fortsætter, vil jeg hellere kalde det, TV 2 og Eurosport laver på direkte fjernsyn, for sportskommunikation snarere end sportsjournalistik.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykelløb, Cykling, Tour de France og Journalistik