Mikkel Hansen: "Kunst giver en form for ro i mit liv"

Du skulle have været til OL med herrelandsholdet i år. Hvad har du set frem til?

”At repræsentere mit land. Det er noget af det ypperste, man kan opnå. I håndbold er der store turneringer hvert år, så der er en kæmpe prestige i at komme til OL. At skulle møde op som forsvarende mestre var noget, vi alle sammen havde glædet os meget til. Derudover foregår OL i Japan. Tokyo er en fantastisk by og en by, som har fanget min opmærksomhed, og som interesserer mig på mange forskellige planer. Det er alt fra gadebilledet til deres arkitektur til deres mad, der inspirerer mig utroligt meget. Men først og fremmest så jeg bare frem til at komme til OL og tage revanche for den rigtig sløje EM-slutrunde, som vi spillede i januar.”

Når du ser tilbage på den slutrunde, hvorfor tror du så, at I præsterede dårligt?

”Det gik helt galt, og det er jo det, der gør det sjovt og svært at dyrke eliteidræt. Når man ikke spiller på sit topniveau, bliver man straffet – og det gjorde vi. Vi var ikke gode nok. Vi endte i en masse febrilske situationer, hvor vi, når jeg ser det i bakspejlet, burde have taget det mere med ro og bygget spillet op, så vi ikke stressede så meget. En af de ting, der har ærgret mig erfter slutrunden, er, at jeg ikke var skarp nok i overtalsspil, hvor vi normalt er supereffektive, og hvor min rolle er stor. Men når vi ikke var bedre, så må man også acceptere, at man taber.”

Hviler der et ekstra pres på jer til næste år, når I både skal forsvare OL-guld og samtidig vise, at I er bedre end jeres sidste slutrunde?

”Nej, det synes jeg ikke. Selvfølgelig er der et pres. Folk vil jo altid vise, at de kan slå de tidligere mestre, det er der ingen tvivl om. Men jeg synes også, at der er en god motivation i at vise, at vi er bedre, end det vi leverede sidste gang. At vi overhovedet får lov til at deltage ved et OL, er en stor og unik mulighed, og jeg håber ikke, at vi kommer til at pisse det væk, som vi gjorde til EM. Det var et wake-up call for, at vi som hold skal arbejde endnu hårdere.”

Når I nu har arbejdet så hårdt frem til OL, og det bliver udskudt, føles det så som spildt arbejde?

”Der er en form for tomhed, fordi vi ikke får muligheden for at vise alle i Danmark og rundt om i verden, at vi er bedre, end hvad vi præsterede til EM. Omvendt kan man sige, at der er vigtigere ting i verden end sport, og det, der foregår i verden lige nu, er vigtigere at få styr på. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde set vanvittigt meget frem til OL. Men som situationen er i verden, var det den rigtige beslutning. Der er ikke så meget at gøre ved det. Nu må vi bruge tiden fornuftigt på at træne og gøre kroppen klar til en sæson, som på papiret bliver fuldstændig vanvittig.”

Du er 32. Tænker du, at de kommende olympiske lege bliver de sidste for dig?

”Det kan jeg ikke svare på. Så langt er jeg slet ikke. Er jeg god nok, og synes jeg stadig, at det er sjovt, spiller jeg også, når der er OL i Paris i 2024. Det er jo min by, kan man sige. Lige nu er jeg rigtig glad for at spille håndbold. Jeg er tilmed stadig god til det, og det gør jo i sig selv motivationen til at fortsætte en smule større.”

Selvom et karrierestop virker langt ude i fremtiden, har du så tænkt over, hvad du skal lave, når du er færdig som håndboldspiller?

”Jeg er ikke nået så langt, at jeg har følelsen af, at det er ved at være tid til at undersøge, hvad der er af muligheder for mig. Så langt er jeg ikke kommet. Det er på en måde meget rart, ikke? Det er klart, at jeg skal tænke over det. Men når jeg når dertil, at jeg sætter mig ned og laver en plan, tror jeg også, det er på tide, at jeg siger stop. Så er det et tegn på, at jeg ikke vil arbejde hårdt nok for det mere, og så synes jeg, at man skylder alle – sig selv, sine holdkammerater og den klub, man repræsenterer – at man siger fra. Så giver man ikke nok. Lige meget hvor jeg har spillet, har jeg været en af lederne på holdet, og jeg har hele tiden presset mig selv til at blive bedre. Hvis jeg ikke kan det, ser jeg ingen grund til at spille videre.”

Hvad beskæftiger du dig med, når du ikke spiller håndbold?

”Jeg interesserer mig meget for kunst og arkitektur. Jeg tror, at det giver mig en god distance til den machoverden, som sport er. Det er sådan en jungleverden, hvor man virkelig skal gå til den og ikke lade sig tryne, om det så er til træning eller kamp. Det giver en meget god distance til det univers, at man kan fordybe sig, om det så er i kunst eller arkitektur. Det giver et frirum, som jeg synes, at jeg har brug for, og som jeg tror, at vi alle sammen har brug for i forhold til vores arbejde. Om det så er ting, jeg har hængende derhjemme eller udstillinger. Det giver en form for ro i mit liv.”

Bruger du kunst og arkitektur til at koble af, når du ude og spille store turneringer i udlandet?

”Når man ser på mit program til OL fx, hvor vi spiller kamp hver anden dag, er det svært. Men hvis muligheden viser sig, griber jeg den for at få pustet lidt ud. Når man kun taler om håndbold, er til træning, spiller kamp og så starter forfra igen, kan det let blive en boble, man lever i. Derfor er det rart at komme væk fra det en gang imellem, så jeg kan trække vejret – og så komme tilbage og give alt, hvad jeg har.”

Hvad er den seneste udstilling, der har gjort indtryk på dig?

”’Neon’. Den var kurateret af Jens-Peter Brask hos Martin Asbæk. Kunstnerne havde aldrig arbejdet med materialet før, og det var meget interessant. Jeg tror også, at det var nyskabende for kunsterne selv at springe ud i noget, som de aldrig havde prøvet før og udfordre sig selv på et område, hvor de ikke havde været før. Sådan noget kan jo ofte gå to veje, enten bliver det virkelig godt eller virkelig skidt.”

Det er jo småt med nye udstillinger for tiden. Mangler du det?

”Lige i øjeblikket tror jeg, at vi alle sammen hungrer efter at få kulturelle oplevelser. Tit og ofte finder man først ud af, at man har et behov, når det ikke bliver opfyldt, og sådan tror jeg, at mange har det med kultur lige nu – sådan har jeg det i hvert fald. Jeg vidste ikke, at det betød så meget for mig.”

Hvordan ser din hverdag ud lige nu?

”Normalt ville jeg gennemgå en intens periode med vigtige kampe for klubhold, der definerer, om min sæson bliver en succes eller en fiasko. Men i stedet for alle de store kampe og rejser, der slider på mig både fysisk og mentalt, jamen så sidder jeg i et sommerhus i Nordsjælland og hygger mig med min familie. Det er væsentligt anderledes. Det er første gang i min professionelle karriere, at jeg har så meget tid til andet end håndbold. Det er virkeligt dejligt, at jeg kan være her med min familie, og at vi har en masse ekstra tid sammen, men jeg glæder mig naturligvis til at spille håndbold igen.”

Hvordan er det at bruge så meget tid med din søn?

”Det er helt fantastisk at se, hvordan han udvikler sig fra dag til dag. Det bliver sjovere og sjovere i takt med, han kan flere ting. Trods omstændighederne er det jo held i uheld, at jeg har så meget tid at tilbringe med ham lige nu. Det er ret unikt. Det er klart, at jeg hellere ville have undgået alt det her, men når det ikke kan være anderledes, handler det for mig om at udnytte tiden med min familie.”

Tror du, at det ændrer dine prioriteter, at du er så meget sammen med din familie?

”Jeg tror, at det at blive far ændrede, hvad jeg prioriterer. Lige pludselig kan man ikke nå de ting, som man gjorde før, fordi man har en person, som er væsentligt vigtigere end alt andet. Det tror jeg egentlig, er meget sundt. Stephanie og jeg har altid spist meget ude og været meget sociale, og det er selvfølgelig blevet minimeret, efter vi har fået vores søn. Der er en masse ting, som vi cutter fra, fordi der er noget, der er vigtigere. Sådan bør det jo også være, når man får et barn.”