Branding-myte

Myte gennemhullet: Trøjesalg kan ikke opveje astronomiske transfersummer

Det skriver engelsk medie.

Branding-myte
Offentliggjort

Det er efterhånden blevet en slidstærk kliché:

Store fodboldklubber kan tillade sig at give hundredvis af millioner af kroner ud for spillere, uanset om de kommer til at omsætte deres talenter i trofæer til klubhusmontren.

I hvert fald, hvis der er tale om populære verdensstjerner, for så ved man, at investeringen kommer til at give afkast i fanshoppen, og så betyder det mindre, hvis den ikke giver den store værdi på grønsværen.

Et af de mest kendte eksempler på denne økonomiske strategi var Real Madrids køb af David Beckham i 2003. Selv på et tidspunkt, hvor midtbanespilleren havde sine bedste indlæg bag sig, var hans værdi som reklamesøjle stadig høj.

I 2013, da Becks skulle have debut for Paris Saint Germain, som også ville have ham til at sætte lidt ekstra skub i trøjesalget, vurderede Daily Mail http://www.dailymail.co.uk/sport/football/article-2276177/David-Beckham-shirt-sales-1billion.html , at englænderen i løbet af sin karriere havde solgt Adidas-produkter for over 10 milliarder kroner. Det er jo også en slags penge.

Men nu gennemhuller samme avis ideen om, at merchandisesalget kan opveje de sindssyge beløb, som klubberne giver hinanden for at overtage hinandens spillere.

I en ny artikel fokuserer mediet på spillere som Ibrahimovic og særligt Pogba, som Manchester United forstærkede sit hold med op til denne sæson. Det franske håb blev købt fra Juventus for rekordsummen 763 millioner kroner. Og mens hans nye arbejdsgivere stadig venter på, at han skal opfylde sit potentiale som fodboldspiller, hvor meget kan de så forvente at få ind på trøjesalg?

Ifølge en sportsadvokat, som Daily Mail har talt med, kan selv en klub med Manchester Uniteds format og fanskare ikke forvente at få mere end en femtedel af salgsprisen for hver solgt trøje.

Det tal har Daily Mail taget som udgangspunkt for en beregning af, hvor meget klubben vil tjene på ekstra trøjesalg, såfremt Pogbas navn på ryggen forøger Uniteds trøjesalg med 15 procent (i forvejen et meget optimistisk skøn ifølge skribenten):

“Tag de optimistiske 15 procents forøgelse af trøjesalg, som Pogba muligvis kunne forårsage; klubben ville kun få circa en femtedel af salgets værdi, og det ville kun være 30 millioner værd – en 24nde-del af Pogbas transfer.”

Men selv om det altså er højst usandsynligt, at overgangssummen direkte vil kunne dækkes af trøjesalg, kan det godt være, at United på en mere indirekte måde har gjort en god marketingmæssig investering ved at anskaffe sig det franske talent.

For selv om det er Adidas, der får mest ud af at sælge United-uniformer, så får United omvendt en rigtig stor pose penge af den tyske sportstøjsproducent. Godt 640 millioner kroner giver Adidas United hver sæson for at få sine tre striber på klubtrøjerne.

Og i og med, at han er ung, fotogen og har over 10 millioner følgere på Instagram – to millioner mere end klubikonet Wayne Rooney – så er Pogba, om han spiller godt eller ej, attraktiv for Uniteds samlede brandværdi, og for Adidas'.