Pierre-Emile Højbjerg: "Jeg spurgte Ryan Giggs om jeg måtte få hans trøje. Han sagde: 'Here you go, lad.' Det var kæmpestort"
Hvad er landsholdsspillernes bedste – og værste – trøjeminder, og hvad sker der i omklædningsrummet, når vellønnede fodboldspillere skifter til civil efter kampen? Pierre-Emile Højbjerg fortæller her om sine oplevelser med fodboldtrøjer og mode.
Min første fodboldtrøje købte jeg for mine egne lommepenge på et marked i Frankrig i 2002. Jeg var syv år, og den kostede 5 euro. Det var en Real Madrid-trøje med ’Zidane’ på ryggen. Totalt fake. Logoet var gult i stedet for guldfarvet. Men jeg var stolt og havde den i lang tid.
Min første klubtrøje var BK Skjolds røde og hvide. Den var jeg helt vildt stolt af. Jeg gik i den, trænede i den, sov i den, og så blev den vasket to gange om ugen. Jeg spillede selv for Skjold, og jeg kom til alle førsteholdets kampe (senior, red.) på Østerbro Stadion.
Annonse
Det kostede 10 kr. for mig og 20 kr. for min far og min bedstefar. Skjold spillede i 1. division og var ret gode, og jeg stod der hver gang og levede mig ind i det med liv og sjæl. Jeg tog også til kampene alene.
Den værste trøje, jeg har spillet i, er nok vores udebanetrøje med landsholdet, som vi bar ude mod Portugal og Albanien i EM-kvalifikationen. Vi vandt aldrig i den trøje. Den var hvid, men det betyder ikke noget. Det, der betyder noget, er, at det er landsholdstrøjen.
Du kæmper og slås for Danmark og historien og de værdier og alt, hvad vi står for. Resten betyder ikke en skid. Om den er hvid eller rød, så længe vi kæmper for Danmark. Men den trøje var ikke god.
Efter Champions League-kvartfinalen for Bayern München mod Manchester United i 2014 gik jeg hen til Ryan Giggs på vej ned i omklædningsrummet. Jeg spurgte, om jeg måtte få hans trøje. Han sagde: ”Here you go, lad.” Det var Ryan Giggs’ sidste Champions League-kamp i karrieren. Det er kæmpestort for mig at have hans trøje.
Hvis jeg havde spillet 10 år for den samme klub, havde jeg nok klappet på klublogoet, når jeg scorede. Men hvis man kun har været der kort tid, skal man lade være.
Jeg går da op i tøj og har min egen stil. Skoene skal passe til tøjet, og tøjet skal passe til den, jeg er. Jeg er forfængelig. Hvis jeg skal til et eller andet, hiver jeg fire par bukser og 20 par sko ud af skabet og skifter skjorte tre gange. Der er jeg kun fem år gammel.
Annonse
Som professionel fodboldspiller er der fokus på mig, og jeg møder mennesker ude i offentligheden, som ved, hvem jeg er. Så er det da klart, man lige tænker lidt over, hvad man går rundt i.
Den mest forfængelige på landsholdet er Jannik Vestergaard. Han underspiller det, men han går helt vildt op i det med sin black on black casual stil, som ikke er spor tilfældig.
