Premiere på EM-posten: Far og søn tager hævn

Vi starter med en ulykkelig sommer, en brast drengedrøm og … cykling. I 2017 var jeg snublende tæt på at skulle dække Tour de France for et dagblad, og min far skulle være min personlige chauffør. Muligheden opstod pludselig med under en uge til 1. etape. Min far ville alligevel gå på pension nogle måneder senere, så han havde ingen problemer med at gå ind til sin chef og med kort varsel kræve ferie de følgende tre uger efter 40 års tjeneste som telefonmand for TDC: ’Ellers kan I bare fyre mig,’ var hans plan at sige.

Min far ville det så meget, at han var klar til at troppe op i sin sorte Suzuki Swift, der skulle transportere os rundt i Frankrig og være et rullende hotelværelse. Vi nåede at drømme i et halvt døgn. Men så smuldrede det. Det var alligevel for usikkert at sende en nyuddannet journalist uden kørekort og hans halvgamle far af sted i en Suzuki Swift uden nogen hotelbookinger så tæt på Tour-starten, fik vi at vide.

Jeg var så ked af det, at jeg ikke så én eneste etape af Touren den sommer. Jeg kan stadig få en klump i halsen over, at mig og min far ikke fik den unikke oplevelse sammen. Det er netop kærligheden til Tour de France og sport, der især binder os sammen. Mine bedste barndomsminder er de der formiddage i sommerferien, hvor vi tog dynerne med ind i stuen for at se dagens bjergetape. Vi sad med vores egne stopure i rigtig Rolf Sørensen-stil og havde sportssektionen med klassementet fra avisen i hænderne for at have styr på tiden, der konstant rykkede og udviklede sig.

Hvorfor skriver jeg så alt dette i en klumme om EM og om fodbold?

Jo, for præcis 543 dage siden tikkede der en mail ind sidst på eftermiddagen. En mail fra DBU, som fortalte mig, at jeg var blevet udtrukket blandt mange tusinde og håbefulde roligans til at købe to billetter til Danmarks kampe under EM 2020. Der var tale om nogle restpladser.

Jeg var ikke et sekund i tvivl. Min far skulle selvfølgelig have den anden billet. At stå sammen i Parken skulle være den far-søn-oplevelse, vi ikke fik med Tour de France i 2017, og det skulle være et fantastisk fælles minde. Men vejen dertil skulle alligevel vise sig at blive mere udfordrende og nervepirrende end forventet.

Jeg aktiverede linket uden at have færdiglæst mailen. Et ur i højre hjørne af skærmen viste sig og begyndte at tælle ned. Jeg havde 15 minutter til at indløse billetterne i, og hvis jeg ikke nåede det, ville de to billetter gå tabt for altid, som der stod. DBU skulle både bruge pasinformationer fra mig og min far. Selv havde jeg dem heldigvis stående i et dokument på computeren, for jeg kunne ikke nå at cykle hjem til lejligheden. ’Bare min far tager telefonen. Han er sikkert ude i sin juletræsplantage og har ikke sin mobil på sig,’ tænkte jeg.

Han tog den heller ikke i første omgang. Tælleren på skærmen viste nu 10 minutter tilbage. Så ringede han. Jeg havde det som, når en deltager i ’Hvem vil være millionær’ ringer en ven op for at få hjælp til et spørgsmål og ikke har tid til den store introduktion. Selvfølgelig kunne min far til at starte med ikke finde sit pas. Det lå i en anden skuffe, end han troede. Passet viste sig også at være udløbet for flere år siden, da han endelig fandt det. Men vi skrev informationerne ind alligevel. Da handlen gik igennem, var der under tre minutter tilbage på stopuret. Jeg fik min bekræftelse på, at jeg havde købt to billetter til kampen mellem Danmark og Belgien.

Og så kom coronaen. Hvis jeg skal være ærlig, og det lyder kynisk, så har mine to billetter til EM været min allerstørste bekymring under pandemien. Det har fyldt alt. Jeg ville ikke kunne bære, at jeg og min fars fælles drøm endnu engang skulle brase sammen. Heldigvis blev vi udtrukket igen, da UEFA forleden skulle opklare, hvem der fik lov til at beholde sine billetter under de nye restriktioner.

Min far og jeg kommer til at stå i Parken sammen næste torsdag. Og jeg kan ikke være mere EM-klar. Jeg har læst og lyttet til så mange optakter til slutrunden, og det bugner med dem. Herunder deler jeg mine bedste anbefalinger fra internettet:

• Det første jeg altid gør, når der er slutrunder, er at plugge samtlige kampe ind i kalenderen på telefonen med kamptidspunkter og tv-oversigter. Sofabold.dk er din ven. Hent EM-kalenderen her.
• Du skal selvfølgelig også have det bedste overblik over turneringens 24 lande og deres trupper. The Guardian har overgået alle medier og har lavet en interaktiv grafik i verdensklasse, hvor samtlige spillere bliver beskrevet. Hvis du stadig mangler at sætte dit EM-drømmehold inden i aften, så får du ikke en bedre service. Du finder grafikken her.
• Vi kender alle Teemu Pukki, Tim Sparv og Lukáš Hrádecký fra deres Superliga-tid. Men hvad er det egentlig for et hold, Danmark møder på lørdag i den første kamp? Det suveræne og næsten alt for billige sportsmedie The Athletic har lavet en insiders guide til Finland (abonnement koster 30 kroner om måneden i et år). Læs den her.
• Det her er sjovt og godt tænkt. Oliver Bilberg Ravn var ikke født, da Flemming Povlsen, John ’Faxe’ Jensen og ’Store-Larsen’ tog røven på alle og vandt EM-guldet i 1992. Derfor har han skabt en podcastserie om den danske EM-triumf i et nutidigt perspektiv og har erstattet Richard Møller Nielsen og Flemming Povlsen med Kasper Hjulmand og Kasper Dolberg. Lyt til ’Det’ løgn, Preben’ her.

• Den bedste fodboldbog i dansk litteratur har journalist Joakim Jakobsen skrevet. Hvis du endnu ikke har læst bogen ’Tynd luft’ om Danmarks præstation ved VM 1986, og hvordan det forandrede os som nation for altid, så er det en kæmpe fejl. Joakim Jakobsen arbejder til daglig på Weekendavisen og har til mediet nu skrevet historien om Danmarks første EM-slutrunde i 1964 som optakt til sommeren slutrunde. Fantastisk læsning. Læs her.
• Slutteligt har komiker Martin Johannes Larsen og Phlake-forsanger Mads Bo Iversen produceret en sang til hver spiller i Danmarks-trup. Kasper Dolbergs hymne er min personlige favorit.

Rigtig god EM-åbningsdag!

Se, hvad vi ellers skriver om: EM, Internettet, Fodbold og Far