Der er ikke mere fodbold i denne sæson. Og afslutningsfesten blev noget møg. Nogen glemte alkoholen, og Volbeat var aftenens musikalske indslag.
Annonse
Man havde glædet sig i ugevis. De to suverænt bedste klubhold i verden. De overlegne mestre i Italien mod de overlegne mestre i Spanien. Et færdigt Juventus-hold – i modsætning til det hold, der tabte klart til Barcelona for et par år siden – og så de forsvarende mestre, som for første gang i syv år havde vundet verdens stærkeste liga. Spanierne med fænomenet Ronaldo, italienerne med verdens bedste forsvar, der havde lukket to mål ind i hele Champions League. Man skulle være et skarn, hvis man ikke glædede sig. Desværre spillede det ene hold kun i 45 minutter.
Gianluigi Buffon udtalte efter kampen, at han ikke havde nogen forklaring på Juventus’ anden halvleg. Han så frustreret ud. Man forstod ham. Han havde lige set sit eget midterforsvar – normalt en uigennemtrængelig mur – falde mere eller mindre totalt sammen under Real Madrids tryk.
Offensivt forsvandt Juventus også efter pausen. Mandzukic lavede et fantastisk mål og blev derefter pakket ind. Dybala startede godt, men forsvandt helt i anden halvleg. Higuain var helt usynlig, fra start til slut. Han virkede nærmest overmatchet. De store kampe ligner efterhånden et traume for den korpulente argentinske målmaskine.
Det største problem for Juventus var dog, at de simpelthen glemte at markere Cristiano Ronaldo ved de to mål. Når man nu ved, at ham portugisereren har lavet otte mål i de seneste tre kampe i CL mod Bayern München, så bør man nok sidde tæt på ham. Hvordan han så pludselig stod totalt blank ved begge mål, må guderne vide. Men det lignede ikke det sædvanlige Juventus-forsvar.
Bevares, Real Madrid spillede en formidabel anden halvleg. Isco, Modric og naturligvis Ronaldo styrede showet, og fordi Juventus satsede så hårdt på at komme igennem på kanterne, kom Pjanic og Khedira virkelig på overarbejde centralt. De blev simpelthen overmandet.
Sidst må det også nævnes, at Real Madrid havde alt heldet. De første to mål bliver rettet af og snyder Buffon. Det andet mål er simpelthen utroligt. Bliver bolden afrettet en millimeter mere eller mindre, er der ikke mål.
Annonse
På den anden side styrede Real Madrid det hele efter pausen, og man ventede egentlig bare på målet. Det lignede nærmest powerplay. Efter målet til 3-1 så det ud som om, at Juventus gjorde deres bedste for at begrænse nederlagets størrelse. Det ville ikke være sjovt at tabe 6-1 eller 7-1, og Real Madrid kan lave mange mål meget hurtigt, når det kører.
4-1 endte med at være passende. Vi var mange, der var overraskede over, at der faktisk var klasseforskel. For første gang i en del år er der absolut ingen tvivl om, hvem der er verdens bedste klubhold.
Engelsk lønvanvid
Én af de hurtige: Sunderlands årlige lønbudget er på 900 mio. kr., Atlético Madrids er på 860 mio. kr. Det svarer til, at man betaler mere for sin kørepude end for sin bil. Mere for en Big Mac end en tur på Noma. Mere for en bustur til Harzen end den første tur til Mars. Jeg kunne blive ved.
Helsingør – really?
Superligaen er overstået, og Helsingør er en del af den næste år. Det er næsten ikke til at tro. Jeg synes, at det er lidt fedt. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om Viborg, men det er da en solstrålehistorie, at et undertippet hold af fyraftensproffer, der ligefrem spiller flot fodbold, slår et rutineret Superligahold og rykker op.
Annonse
Det kan godt være, at den første sæson med slutspil i Superligaen har været dødkedeligt i toppen, men FCK og Brøndby lagde bare tidligt så stor afstand, at vi slet ikke fik set, hvor interessant slutspillet i toppen egentlig kan blive.
Hold som AaB, OB og især FCM må tage den uendelige kedsomhed i toppen på deres skuldre. Til gengæld har nedrykningsslutspillet været en stor succes. Retfærdigt? Ikke specielt. Men underholdende har det været. På den front har det nye system været fint – hvad der så end kommer til at ske med strukturen næste år.
Byfest i Portland
For et par dage siden var jeg på Providence Stadium i Portland for at se hjemmeholdet Portland Timbers spille mod San Jose Earthquakes. Portland har en vild historie: Klubbens første sæson var i 2011. Der kan være 21.000 mennesker på stadion, og der har været udsolgt i alle hjemmekampe nogensinde. 15.000 har sæsonkort, 14.000 er på venteliste.
Om eftermiddagen inden kampen talte jeg med Portland Timbers' marketingschef Cory Dolich. Han forklarede mig, at de i virkeligheden stod med et problem.
“Vi har brug for et større stadion, men en af grundene til, at vi har så mange tilskuere, er, at vores stadion er så intimt, og så det faktum at det ligger inde midt i byen. Fodbold er populært her i byen, og vi har endda 17.000 tilskuere i snit til vores kvindehold, hvor vi har nogle af verdens bedste spillere på holdet. Skal vi være større, skal vi nok også have mere plads. Det er lidt af et dilemma,” sagde Cory Dolich.
Det er svært at forstå, at Timbers med den enorme interesse ikke bare får bygget et større stadion. Så meget kan beliggenheden og atmosfæren da ikke betyde, spurgte jeg.
“Nu har du jo ikke været til en hjemmekamp før,” smilede Cory Dolich.
“Vent og se!”
Og man bliver virkelig ramt af hjemmekampene i Portland. Helt fra morgenstunden går halvdelen af byen rundt i grønt og gråt Timbers-tøj. Der er lige mange kvinder som mænd og masser af børn og ældre mennesker iblandt. Der er optakt på tv hele tiden, og selv om det i avisen handler mest om LeBron James, NBA og NHL, er der også en del om Timbers. Sådan var det ikke i USA for bare fem år siden. Det vokser hurtigt, det her.
Stadion er ganske rigtigt lille og intimt. Endetribunen er kæmpestor og fyldt med de mest hardcore fans, alle står op, og under den obligatoriske nationalmelodi svinger hele tribunen deres tørklæder i takt med melodien, og til sidst brøler alle “…and the home of the TIMBERS!”
Når Timbers scorer, har de en mascot, der er klædt som en stor skovhugger, der tager en motorsav frem og saver et stort stykke træ af en træstub foran et ellevildt publikum. Der skal selvfølgelig være grænser for, hvor meget cirkus, det skal være på en fodboldbane, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at danske superligaklubber kunne lære noget af Portland TImbers. Og måske af MLS generelt.
Lies, damned lies and statistics
I FC Midtjylland mener de, at de fastholder kursen. Rasmus Ankersen og FCM- og Brentford-ejer Matthew Benham tror meget på deres statistikker, selv om der bliver stukket en del til Ankersen, når han taler om sin ’Table of Justice’. Jeg bad ham om at komme med et eksempel på, hvordan FCM’s talmaskiner vurderer angribere i forhold til andre klubber. Fx har man jo hørt, at de i FCM ikke ser så meget på, hvor mange mål angribere nødvendigvis laver, men hvor mange de kunne have lavet.
"Udnyttelsesprocenter er ikke repeterbare fra sæson til sæson,” forklarer Rasmus Ankersen.
"Det er til gengæld evnen til at komme i gode afslutningspositioner. Evnen til at komme i gode afslutningspositioner er derfor en bedre indikator for, hvor mange mål en angriber (formentlig) vil score i fremtiden, end hvor mange mål han har scoret indtil nu i sæsonen. Det er dét, vi kalder ’expected goals’ versus ’actual goals’.”
FC Midtjylland sikrede sig europæisk deltagelse med en sejr over Randers (ønskemodstanderen for ulvene; 24 sejre, syv uafgjorte og fem nederlag i alt). Ulvene meldte bagefter ud, at det havde været en sæson på det jævne, men jeg vil nu godt kalde det en decideret svag sæson. Når man har Superligaens måske næstbedste trup, og i hvert fald er i top tre, så holder det ikke at slutte henholdsvis 14 og 26 point efter nummer to og ét. Det er sølle.
FCM mødte David Nielsens Lyngby – med en langt svagere trup – fire gange og vandt slet ikke. De tabte to og spillede to uafgjort, og den sidste var en røvfuld på 0-3 i Herning. FCM har scoret 19 mål mere end Lyngby denne sæson. Der er kun gået seks mål færre ind hos Lyngby, som har en målscore på +2. FCMs er på +15. Lyngbys 25 scorede mål er det laveste i ligaen.
Respekt for, at FCM forsøger at bruge tal at skaffe sig fordele i forhold til andre hold ved at bruge statistikker. Tal kan bare bruges til ret mange ting. Lyngby har været skarpe, når de skulle være det. Det har FCM ikke. Hvordan regner man sig ud af den?
