Scenen er sat i Paris: Holger Rune jagter oprejsning mod sit norske nemesis

Med den andenseedede Daniil Medvedevs exit i første runde af dette års Roland Garros (vi kaldte den), blev Runes halvdel af lodtrækningen – og dermed også hans vej til en finale mod Carlos Alcaraz – åbnet på vid gab. Runes på papiret sværeste kamp inden titelopgøret blev i tilgift en mulighed – og siden også virkelighed: Han står i kvartfinalen over for sin banemand fra sidste år, norske Casper Ruud.

Rune har spillet solidt og afmålt i den første uge af Roland Garros: fornuftigt tryk fra baglinjen, jævn force i sine i forvejen tonstunge transportslag og ikke for mange unødvendige langfarter mod nettet. Rugbrødstennis, som har fungeret fint mod de indledende runders ret tynde udfordrere.

Roland Garros er nemlig tålmodighedens og tidsmesterens trofæ: Hvis man åbner godteposen for tidligt i løbet af de to ugers strabadser på det røde grus, klarer man den ikke længere end kvartfinalen.

Det var faktisk først i ottendedelsfinalen, hvor Rune besejrede argentinske Francisco Cerundolo i fem lange sæt, at han fyrede på alle cylindre. Men situationen krævede det i den grad også.

Den unge, fremadstormende argentiner havde lagt en djævelsk plan, som gav pote. Han tvang Rune til at spille for mange uovervejede stopbolde ved at bryde Runes yndlingsstopboldmønster: Lad modstanderen løbe efter sin forhånd for derefter at lægge stopbolden fra sin egen baghånd i netop modstanderens forhåndsside, mens denne kramper sig tilbage mod midten. Alle tiders bedste ’Bambi på glat is’-finte og det, franskmændene så vidunderligt kalder contre-pied, kontrafod.

Problemet var bare, at Cerundolo lobbede den højt mod Runes forhånd – den slagposition, Rune har sværest ved at generere fart fra – i de fleste tilfælde, og så var det back to square one.

For et år siden havde det taget pippet fra Rune: Han ville have gestikuleret fornærmet mod sin boks og stillet en mine an, som mange nok ville læse som forkælet berettigelse ansporet af hans alder og det faktum, at han stammer fra en privilegeret enklave i et privilegeret land.

Man kunne være tilbøjelig til at føje den kritik, og det gjorde en del af spillerne faktisk også. Ikke mindst Casper Ruud, som syntes, Rune skulle tage at blive voksen, æde modgangen og passe sit job uden brok.

Ruud har i øvrigt meget i den tråd stensikkert og lige så uhøjtideligt, som kun nordmænd kan, spillet sig i kvartfinalen, hvor han altså nu møder Rune i en gentagelse af sidste års samme, som Ruud trak sig sejrrigt fra.

Nuvel, Ruud. Nok er I ikke på julekort, og nok står du så sikkert som selve fjeldet på din banale jævnstrømstennis, men i morgen står du over for en ung dansker, der i den grad har taget kritikken og oplevelsen fra sidste år til efterretning, som har føjet mindst 20 nye slag til repertoiret siden sidste år, og som smilede sig gennem en neglebidende match-tiebreak (her spilles der til 10 modsat en normal tiebreak, hvor der spilles til syv) mod Cerundolo – endda med overskud til at rose denne undervejs for sin imponerende stamina og ånd.

Det bliver en vaskeægte grudge match, en skæbnedefinerende bitterhedskamp, som vi tipper Rune til at hale hjem i fire grusomme sæt – samme antal som Ruud vandt i sidste år – for derefter at tage ridtet videre til finalen mod Alcaraz.

Tag en velfortjent varmefridag og forvent en dansker, der tager sin hævn.