Tromletaktikkens død og fanatiske fans på Côte d'Asnæs Indelukke: 10 ting vi husker fra cykelsæsonen 2022

1. Selv de sejrsvante og brostensbevendte danskere kan have et skuffende forår

Det startede godt med sejre til Mads Pedersen i Etoile de Bességes og Paris-Nice og en tredjeplads til Kasper Asgreen i Strade Bianche. Men i brostensklassikerne udeblev de store triumfer, og de danske ryttere levede ikke op til egne eller omgivelsernes monumentale forventninger.

Asgreen fandt ikke benene fra 2021 i Flandern. En ellers uhyre formstærk Mads P. var igen uheldig i Paris-Roubaix. Og Michael Valgren kunne ikke fortsætte takterne fra sit forrygende efterår 2020. At kalde foråret for skuffende er derfor på sin plads, men det skyldes udelukkende, at forventningerne til danskerne – med rette – er himmelhøje efter de senere års resultater. Heldigvis tog rytterne revanche senere på sæsonen.

2. Mads P. er en gave til dansk cykelsport

Det er sjældent, at atleter taler ufiltreret, begavet og drømmende. Men det gør Mads Pedersen. Straks efter sit miserable Paris-Roubaix erklærede han, at målet var komme i gult under Tour-dagene i Danmark. Sådan gik det som bekendt ikke, men det var heller ikke det vigtige.

Mads Pedersen forstår nemlig, hvordan sportens verden og dens fans fungerer. Vi tænder ikke fjernsynet for at høre på afmålte bureaukraters tomgangssnak, men derimod for at drømme stort sammen med vores helte. Og hvis de så skuffer? Ja, så gør det sgu ikke så meget, for de forærede os stadig drømmen.

Mads Pedersens verbale tæft er en gave til danskerne – og så hjalp det selvfølgelig også, at han havde karrierens bedste og mest konstante sæson med utallige top 10-placeringer, etapesejren på 13. Tour-etape og sit sejrstogt gennem Vueltaen. Læs i øvrigt Euromans anmeldelse af Mads Pedersens nye biografi her.

3. Evenepoel forløste talentet og frigav irritationen

Remco Evenepoel er ikke længere en storrytter in spe efter sin succesrige sæson, hvor han føjede Liége-Bastogne-Liége, den samlede sejr i Vueltaen og VM til sine palmarés. Han er årets rytter og skal nu nævnes i samme sætning som Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Tadej Pogačar.

Men forløsningen af talent frigav også lede blandt iagttagere. I Weekendavisen skrev Brian Nygaard, at Evenepoel ”i bedste fald udløser en fuldstændig blank følelse i mig”, og selv er jeg da også knap så begejstret for Remco Evenepoel, som jeg er for han generationsfæller. Han minder mig mere om en Sunny Beach-gæst eller en hurtig fodboldspiller på afveje.

Men én af tidens største rytter er han bestemt også, det lærte vi i år. Dog tror jeg, at vi i det kommende år vil se, at han endnu ikke er holdbar og klatrestærk nok til at konkurrere med Vingegaard og Pogacar i Touren, hvis han da stiller op.

4. Pogačar er til at slå

Lukker man øjnene for det faktum, at Pogačar agerer levende reklamesøjle for regimet i De Forenede Arabiske Emirater, finder man ikke en bedre ambassadør for cykelsporten. Prinsen med det lyse sind og de lette ben har fra sæsonens begyndelse til dens afslutning tilført hidtil uset underholdningsværdi og vovemod til nærmest ethvert løb, han har deltaget i.

Sejrene i Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Lombardiet Rundt taler deres eget tydelige sprog, og det gjorde hans mindeværdige forsøg på at sætte van der Poel fra hjul på brostenene i Flandern Rundt også. Pogačar er verdens bedste cykelrytter, men i 2022 lærte vi også, at hans talent trods alt har grænser, hvis konkurrenterne angriber ham med vid og bid.

5. Vingegaard kunne vinde Touren

Sætningen siger det hele: Jonas Vingegaard vandt Tour de France 2022. Og så var det tilmed i den bedste Tour-udgave, jeg har bevidnet i mine 30 leveår. Før Tour de France havde Vingegaard med hidtil uset selvtillid erklæret, at han troede på at kunne vinde Touren. Men hånden på det rød-hvide hjerte: Det var nok de færreste, der havde satset børneopsparingen på triumfen.

6. Tromletaktikkens død

Den mindre danskofile iagttager af Touren vil først og fremmest huske årets udgave for Jumbo-Vismas sublime kollektive præstation. Klarest i hukommelsen står 11. etape til Col du Granon, hvor Primož Roglič og Jonas Vingegaards med otte udmarvende angreb på Pogačar skabte den bedste Tour de France-etape i mange, mange år. Roglič ofrede simpelthen egne chancer for Vingegaards skyld, og manøvren lykkedes som bekendt. På Granon kørte Vingegaard fra Pogačar, der i sin overmodige iver efter at følge ethvert angreb havde udtrættet sig selv.

Mere skelsættende var Jumbo-Vismas taktik på årets sidste bjergetape dog. Igennem årtier har det været kutyme i Touren, at det førende hold har holdt løbet i defensivt jerngreb med selvopofrende lokomotiver i front for at afværge angreb fra konkurrenter. Den logik fulgte Jumbo-Visma bare ikke. Holdet smed i stedet Wout van Aert i udbrud, og da Vingegaard og Pogačar nåede Hautacam, ja, der var det såmænd van Aert, som droppede Pogačar. Van Aert og Jumbo-Vismas indsats under Touren var til historiebøgerne. Farvel til tromletaktikken.

7. Cykelsportens væsen er herligt uforudsigeligt

Sæsonen bekræftede os i, at det eneste forudsigelige ved cykelsporten er dens utilregnelighed. Matej Mohoric var ikke ligefrem den ventede vinder af Milano-Sanremo, Dylan van Baarle hørte heller ikke til topfavoritterne forud for Paris-Roubaix, og så var Tobias Foss’ regnbuefærd på enkeltstartcyklen til VM nok sæsonens største overraskelse. Cykelsporten er bare vidunderlig svær at regne ud.

8. Nyt liv på Den Iberiske Halvø

2022 blev året, hvor vi måtte sige farvel til to af de mest animerende skikkelser gennem de seneste 15 år, Vincenzo Nibali og Alejandro Valverde. Og så har vi ikke engang nævnt Philippe Gilbert. Men hvor Nibali efterlader et ekkoende tomrum af italienske Grand Tour-arvtagere, så ser det pludselig lysere ud i Valverdes Spanien.

I år trådte blot 20-årige Juan Ayuso og 21-årige Carlos Rodriquez nemlig frem på scenen i særligt Vueltaen. Det lover godt for spanierne, der i alt for mange år har lagt deres forhåbninger i Valverdes hurtige men trods alt aldrende antrit. Og så viste den normalt så kedelige Enric Mas jo pludseligt helt nye takter med sin første klassiker-sejr i Giro dell’Emilia og insisterende kørsel i Lombardiet Rundt. På resultatlisten i sidstnævnte indtog spanierne faktisk hele fire pladser i top-6.

9. Danskerne er altid klar på en sommer på sofaen – eller på Asnæs Indelukke

Det blev ikke til et historisk sidevindsdrama over Storebæltsbroen på 2. etape til Nyborg. Og 3.etape til Sønderborg bidrog heller ikke med meget dramatik. Til gengæld blev Tour-starten i Danmark en folkefest til skue for både ind- og udland. Pludselig var løsslupne Magnus Cort hele Danmark kæledægge, senere blev Jonas Vingegaard symbolet på den kærlige familiemand, og i det hele taget forvandlede Touren sig til en dansk sommerdrøm. Det blev næsten for selvsmagende, bemærkede Weekendavisens Christian Bennike i en kommentar, og så fik han folkedybets kærlighed at føle. Vi kan åbenbart ikke få det sukkersødt nok.

10. Cykelsporten finder altid nye stjerner

Ikke så sjældent de senere år er spekulationen gået på, hvor mange Tour-sejre Pogačar kunne få på CV’et. Og måske endda i træk. Sagen ved cykelsporten er blot, at der hele tiden kommer nye, store ryttere til. Som Vingegaards triumf illustrerer (og Bernals i 2019 og Pogačars i 2020 i øvrigt også), så behøver nutidens ryttere ikke længere mange år på affyringsrampen, før de skyder til tops i verdens største løb.

Bernal har potentielt stadig flere Tour-sejre i sig. Det har Pogačar og Vingegaard bestemt også. Nye udfordrere vil helt sikkert også dukke op. Måske det næste år er Ayuso, der forbløffer? Måske Pidcock er blevet endnu mere bjergbevendt? Måske Evenepoel også går i offensiven på de helt høje tinder? Sikkert og vist er det, at cykelsporten er et meget, meget interessant sted i disse år.