'Vikarlandsholdet' må gøre alle reality-castere vanvittige af misundelse

Jeg er et 89'er-barn.

Derfor har jeg været forkælet med uhørte danske sportspræstationer i min barndom: Det startede selvfølgelig med EM-guldet i 1992. Fire år efter vandt Ørnen fra Herning Tour de France. Poul Erik Høyer slog alle ved OL i Atlanta senere den sommer i badminton og jublede på den mest legendariske måde ved at flå trøjen i stykker. Til samme OL lavede De Jernhårde Ladies et utroligt comeback i finalen mod Sydkorea.

På klubfronten i fodbold tæskede B 1903 Søren Lerbys Bayern München-mandskab med 6-2 i starten af 90'erne. OB leverede Miraklet i Madrid og slog Michael Laudrup og Real Madrid ud af 4. runde af UEFA Cuppen i 1994. Samme store turnering, hvor Brøndby tre år forinden nåede frem til semifinalen mod Roma.

Det er i ens barndom, at man forelsker sig i sport. Bliver du ikke ramt i de afgørende år, så kommer fascinationen nok aldrig. Fordi jeg oplevede så mange vilde danske sportspræstationer i netop min barndom, blev jeg også forvænt til en jubeloptimist. Og jeg kan stadig ikke slippe det helt. Jeg bliver ved med at tro på, at Jakob Fuglsang kan vinde Tour de France, og at vi en dag genvinder EM-pokalen i fodbold. Hvorfor ikke allerede til sommer på hjemmebane?

Men jeg var så dum ikke at have tiltro til Vikarlandsholdet.

Siden VM 1998 mindes jeg nærmest kun at have misset to danske landskampe foran skærmen. Da en klodset Thomas Sørensen efter et hjørnespark fumlede bolden over stregen i sit eget mål mod England i 1/8-finalen ved VM 2002, stod jeg i silende regn i Høve til en petanque-turnering og gik glip af nederlaget. Ja, mange spørgsmål rejser sig nok. Spillede du petanque som ung? Ja, du læste rigtigt, men den historie kan vi tage en anden dag.

Min pointe er, at jeg altid ser Danmark spille landskampe og stadig kan mærke rumlen i maven af forventninger og glæde i dagene op til kampene. Men jeg valgte af egen fri vilje ikke at se med, da Danmark sendte et vikarlandshold med amatørspillere til Slovakiet til en venskabskamp i 2018. Der var tale om et boykot fra min side – dog overhovedet ikke i sympati med Simon Kjær, Thomas Delaney, Christian Eriksen og alle de andre 'rigtige' A-landsholdsspillere. Tværtimod.

Nej, jeg var skuffet. Skuffet over at opleve, hvordan personlige sponsorater åbenbart var vigtigere end at trække i trøjen. Og for første gang nogensinde var jeg sikker på, at Danmark ikke kunne levere et sportsligt mirakel. Det ville simpelthen gøre for ondt at overvære, at vi blev slået med 0-12 eller et tilsvarende, ydmygende resultat.

Da jeg forleden så dokumentarserien 'Vikarlandsholdet' på DR om netop den landskamp i 2018, måtte jeg erkende, at jeg havde lavet et Simon Busk Poulsen-selvmål af dimensioner og var gået glip af en historisk dansk sportspræstation.

Du kender nok allerede til forhistorien: DBU og landsholdsstjernerne kan ikke blive enige om en ny økonomisk aftale, og forhandlingerne bryder sammen en dag i september 2018. Spillerne nægter at spille den kommende landskamp mod Slovakiet få dage senere, og bliver vi væk fra kampen, vil det få store konsekvenser for dansk landsholdsfodbold. Måske vil det ligefrem koste os billetten til EM i 2020, der endda skal foregå i Parken.

DBU får pludselig travlt med at stable et nyt hold på benene, og man skal langt ned i rækkerne for at finde spillere, som har lyst til at gå imod A-landsholdet og Spillerforeningen. DBU sætter træner Hasse Kuhn og 92-koryfæet John 'Faxe' Jensen på opgaven.

Da Lyngby Boldklub i 2001 gik konkurs, overtog Hasse Kuhn trænergerningen i den halvsæson, hvor klubben spillede som amatørklub i Superligaen. Han fulgte med klubben ned i Danmarksserien. Han har et stort kenskab til de lavere rækker og må finde en gammel liste med navne på gode Danmarksseriespillere i skuffen frem.

Hasse og 'Faxe' får to dage til at kunne sammensætte en trup, hvilket viser sig at være en nærmest umulig opgave. Når de endelig finder en spiller, der siger ja til at spille, går der ikke mange timer, før han ringer og melder afbud igen. Spillerforeningen og sågar Simon Kjær og Christian Eriksen kimer amatørspillerne ned og beder dem om at blive væk.

Det er et yderst dramatisk døgn. Jeg anede slet ikke, at det havde været så hektisk at sammensætte truppen. Og det er vildt underholdende at få genfortalt de afgørende timer i dokumentarserien.

Heldigvis er hjælpen på vej. Den kommer blandt andet fra futsal-landsholdet og Fyn, nærmere bestemt Tarup Paarup. Her sætter Victor Vobbe Larsen, Christian Bannis, Mads Berthelsen og Anders Fønss sig ind i en bil og sætter kursen mod Idrættens Hus i Brøndby, hvor truppen skal samles.

Jeg ved ikke, hvor mange gange man har fået genfortalt historierne om, at EM-spillerne fra 92-holdet kom direkte i badeshorts og fra havegrillen til slutrunden i Sverige og endte med at vinde. Men den kan Vikarlandsholdet nu sagtens overgå. De må lægge sig syge på deres arbejdspladser for at komme med. Nogle af spillerne ankommer endda i en Ford Ka med båndafspiller og må køre bilen næsten helt op til flyet, der venter på dem i lufthavnen i Roskilde. De når det akkurat i sidste øjeblik.

Guderne skal vide, at jeg har set meget reality-tv gennem tiden. Fra 'Robinson Ekspeditionen' til 'Mig og min mor'. Der må simpelthen sidde så mange castere og være dybt misundelige over holdet af medvirkende i 'Vikarlandsholdet'. Det er sådan, et reality-program burde se ud i 2021.

Nutidens reality-programmer som 'Paradise Hotel' og 'Ex on the Beach' er jo ikke andet end iscenesatte karakterer, som hjemmefra på forhånd har planlagt one-liners og halvdumme kommentarer, de skal huske at sige, mens kameraet kører. Med andre ord: Nutidens reality-tv har glemt at få virkeligheden med.

Der er derimod ægte personligheder med i 'Vikarlandsholdet'. Især de fynske Tarup Paarup-gutter går rent i hjertet. De emmer af stolthed og en umiddelbarhed. Fx tror de ikke deres egne øjne, da de ser den dobbeltseng på hotellet i Slovakiet, som de skal ligge på helt for dem selv. Der er endda også et kæmpe badekar. Jeg har ikke set nogen i tv blive så begejstret over badeforholdene på et hotel, siden Knaldperlen råbte: 'Fedt mand, spa!' i 'Kongerne af Marienlyst'.

Anders Fønss har fået sin helt egen fanskare på Twitter. Han bliver ofte beskrevet som lidt af en gangster-fyr, og historierne går på fra tidligere modstandere, at han får rødt kort i hver anden kamp og har ødelagt sit talent på bajere, slåskampe og damer. Jeg kunne sagtens have set ham medvirke i 'Sommer i Sonny Beach' på TV 3.

Vikarlandsholdet er sendt på en umulig mission. En flok amatørspillere skal op imod stjerner som Marek Hamšík og Martin Škrtel fra Slovakiet. Mads Berthelsen bliver også ligbleg under opvarmningen, da det går op for ham, at han starter inde. Nede i omklædningsrummet fortæller han træneren John 'Faxe' Jensen, at han ikke kan spille, fordi han har maveproblemer. 'Faxe' forklarer Berthelsen, at han altid havde ondt i maven før en landskamp, og at han bare skal 'tage en Yankie-bar', og så er han klar til kamp. Det er blot én af mange fantastiske one-liners i dokumentarserien.

Spillerne giver alt, hvad de har i sig, og i pausen må én af dem endda brække sig af udmattelse. Han nægter dog at blive skiftet ud, da anden halvleg starter op igen.

Jeg begik en stor fejl ved i første omgang ikke at se kampen i 2018. Sikke en præstation. Vi har det altid bedst som underdogs i Danmark og kan med sammenhold skabe store bedrifter. Selvom Vikarlandsholdet tabte 0-3 til Slovakiet, vandt de i min bog. Sådan fejrede spillerne det også selv nede i omklædningsrummet efter kampen.

Når jeg forhåbentlig til sommer står med min far på tribunen i Parken og ser Danmark spille mod Belgien ved EM, sender jeg Vikarlandsholdet en varm tanke. Det er dem, der spillede os til EM. Vikarlandsholdet er de sande helte!

Se 'Vikarlandsholdet' af Janus Køster-Rasmussen her. En kæmpe anbefaling.

Se, hvad vi ellers skriver om: Streaming, Dokumentar, Anmeldelser, Fodbold og Landsholdet