Hvor er fodboldens Greta Thunberg?

Det er et kendetegn ved protestbevægelser, at de er centreret omkring en markant person eller et slagkraftigt budskab. Tænk på Martin Luther King i borgerrettighedsbevægelsen. Tænk på det blanke papir, kinesere i disse dage rækker i vejret i protest mod Xi Jinpings styre. Tænk på Greta Thunberg, der om nogen er blevet ansigtet på de unges vrede, når snakken falder på klimaet og de ældre generationers svigt.

Vi har stadig proportionssansen i behold, og sammenligner naturligvis ikke moderne fodbold med sortes rettigheder, frihed for 1,4 milliarder kinesere eller klimakrisen. Men alligevel mener jeg, at de vestlige fodboldnationer kan lære noget af de førnævnte bevægelser: Vi mangler en stærk oprørsleder og et fælles budskab.

Omtrent halvvejs inde i VM kan det konkluderes, at alt det, vi frygtede, er blevet til virkelighed. Fodboldens aktører har nærmest intet gjort for at råbe op om migrantarbejdernes vilkår eller FIFA’s opførsel. Godt nok bød de første danske dage på højlydte diskussioner om anførerbind og en Jesper Møller, der på Mourinho-inspireret manér forsøgte at tvinge mediernes fokus væk fra spillerne – men tilbage står, at kun de tyske spillere har markeret sig under selve slutrunden.

Siden har ingen vidst, hvor de skulle rette blikket hen. Og så triller bolden bare videre. For ingen forbund, ledere, trænere eller spillere har turdet agere moralsk fyrtårn for fodboldens vej ud af det uvejr, som permanent hænger over spillet. Senest mindede Peter Møller på torsdagens pressemøde tilmed sig selv og andre om, at DBU faktisk er et fodboldforbund. Han glemte bare at nævne, at DBU siden 2015 og særligt efter ansættelsen af Kasper Hjulmand har excelleret i at kommunikere om alt andet end spillet på banen, hvorfor man helt for egen regning har bygget danskernes forventninger op. Men sådan ligger landet i fodboldens verden anno 2022. Under en tordensky og fyldt med varm luft.