Det store overblik: Disse danske restauranter har michelinstjerner. Og disse er blevet forbigået
I juni blev årets michelinstjerner uddelt. Danmark har fået endnu en trestjernet restaurant, mens et nyt stjerneskud entrerede guiden på blot 81 dage. Stadig mange restauranter bliver forbigået. Vi danner et overblik.
Set med danske briller var der to store overskrifter ved årets uddeling af de nordiske michelinstjerner til showet i Helsinki i starten af juni: Restaurant Aure fik deres første stjerne efter blot at have haft åbent for gæster i 81 dage, mens Restaurant Jordnær fik deres tredje stjerne.
Flere havde gennem længere tid hvisket i krogene om, at Jordnær var et overmåde seriøst bud på endnu en trestjernet restaurant på dansk jord.
I forvejen har Noma og Geranium tre stjerner, en status de holdt fast i, og med den nye stjerne til Tina og Eric Vildgaard og deres team i Gentofte blev spådommene til virkelighed.
Annonse
Det er ikke kun danske anmeldere og gæster, der forlader restauranten med lys i øjnene. Nu stemmer også den franske guide i, hvilket er manifestationen af benhård determination og et ambitionsniveau, der rækker langt ud over de danske grænser.
”Betjeningen er udsøgt og Nicky Arentsens nordisk tintede udgave af de bedste sider af det klassiske franske køkken er med sit fokus på det delikate og detaljeorienterede af så høj klasse og med så udsøgt velsmag, at anmelderen spørger sig selv: Er Aure årets fine dining-debut?”
Sådan skrev Gastros anmelder Svend Rasmussen efter sit besøg hos Restaurant Aure kort efter åbningen, hvor han kvitterede med seks stjerner. Siden har man haft travlt hos Aure, også med at bespise inspektørerne fra dækfirmaet, som altså udløste ikke bare en stjerne til Aure, men også med en pris til Nicky Arentsen som Young Chef. Den samme Young Chef Award vandt også danske Anika Madsen fra Iris i Norge.
Og nu vi er ved de øvrige priser: Restaurant Lyst i Vejle modtog en Service Award, mens ærkeitalienske Enomania i København fik en velfortjent Sommelier Award for deres afgrundsdybe vinkort og fokus på vin.
Den grønne michelinstjerne, der uddeles for særligt fokus på bæredygtighed og økologi, fandt vej til Nordjylland hele to gange, hvor både Alimentum i Aalborg og Tri i Agger høstede grønt.
De forbigåede
Annonse
Og så er der alle dem, der blev forbigået, og som meget belejligt minder os om, at Michelin-guiden ikke er alt og langtfra altid er fornuftig som eneste vejviser til gastronomiske oplevelser i verdensklasse.
Mielcke & Hurtigkarl forbigås nærmest rituelt hvert eneste år. Gastros tidligere chefredaktør har før skrevet, at Mielcke & Hurtigkarl nærmest har fået kultstatus på grund af den manglende stjerne, og det er meget sandt, men det nærmer sig en hån, at man år efter år vender det blinde øje til.
Tostjernede Alchemist er også en meget varm trestjernet kandidat, som dog må vente endnu et år på at rykke et niveau op. Det er svært at se, hvor meget mere Rasmus Munk og hans team på Refshaleøen kan gøre for at få den tredje stjerne. Selv ikke-gastronomiske gæster på stedet har nærmest religiøse og transcenderende oplevelser hos Munk.
Treetop i Vejle samt Studio og Sushi Anaba i København har også niveauer, der for længst burde have udløst stjerner. Og så er der Falsled Kro med unge Simon Juel Petersen ved roret, som i den grad bør have et skilt med minimum en stjerne på døren. Om det er svært for inspektørerne at finde vej helt til Millinge på Sydfyn, skal være usagt, men noget kunne tyde på det. Mød i øvrigt Simon Juel Petersen på side 44 i dette magasin.
Michelin-guiden er vigtig for dansk gastronomi, fordi den trækker turister til landet og gør vores restaurantscene så meget mere sprudlende. Og en stjerne er en blåstempling af en kok og et køkken, uanset hvor meget man forsøger at underspille begejstringen. Koncentrationen af restauranter og kokke på topniveau er meget høj i Danmark, og den ganske store stjerneregn over landet er bestemt med til at få flere danskeres øjne op for god mad og vin. Og det er ikke så lille en bedrift endda.
Danske restauranter med michelinstjerner
Tre stjerner
Noma, København
Geranium, København
Jordnær, Gentofte (ny)
To stjerner
Alchemist, København
AOC, København
Frederikshøj, Aarhus
Henne Kirkeby Kro, Henne
Kadeau, København
Koan, København
Kong Hans Kælder, København
Én stjerne
Alouette, København
Aro, Odense
Domæne, Herning
Domestic, Aarhus
Dragsholm Slot Gourmet, Hørve
Formel B, København
Frederiksminde, Præstø
Gastromé, Aarhus
Jatak, København
Kadeau Bornholm, Aakirkeby
Lyst, Vejle
Marchal, København
Mota, Nykøbing Sjælland
Restaurant Aure, København (ny)
Substans, Aarhus
Syttende, Sønderborg
Søllerød Kro, København
The Samuel, København
Ti Trin Ned, Fredericia
Tri, Agger
Villa Vest, Lønstrup
De mistede stjerner
Færøske Koks, som for to år siden flyttede restauranten til Ilimanaq i Grønland, mistede begge sine stjerner, som man har haft både i 2022 og 2023. Koks har meldt ud, at man flytter tilbage til Færøerne. Man har dog endnu ikke fundet den eksakte adresse, og det kan ifølge køkkenchef Poul Andrias Ziska have haft betydning. Til Kalaallit Nunaata Radioa fortalte han i juni, at man har meldt ud, at man ikke åbner før den rette lokation er fundet, og det kan have spillet ind på beslutningen fra Michelin-guiden.
Danske Bib Gourmand-restauranter
Udmærkelsen gives til restauranter, som tilbyder fremragende mad til en overkommelig pris.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.