Hvert år udkommer den prestigefyldte kåring af de bedste 50 barer i verden af The World's 50 Best.
Og ifølge årets liste, der blev offentliggjort ved et storstilet arrangement i Madrid i går, er den mexicanske bar Handshake Speakeasy den bedste bar i verden anno 2024.
På trods af Københavns sprudlende byliv og fremmarch som turistattraktion har kun to skandinaviske barer fundet vej til listens top-50, og de ligger i Oslo og i Stockholm.
Helt oppe som nummer 11 placerer Oslos Himkok sig, og på plads nummer 45 finder man Röda Huset – om denne sagde Babylons chefkok August Theil til nærværende magasin dette tidligere på året:
”Det er et meget moderne sted med klassiske, men også spacy cocktails, hvor der bliver brugt urter, olier, og sifoner. De gør sig også meget i det, der hedder fat washing, hvor man tager det fedt, man gerne vil have, alkoholen skal smage af – det kunne være brunet smør, sesamolie eller svinefedt – og blander fedtet med alkoholen, lader det stå ude og fryse, indtil man kan skrabe fedtet af, så kun fedtets smag er tilbage i alkoholen.”
Den højest placerede danske bar på listen er Bird, der ligger på Gammel Kongevej på Frederiksberg og er placeret som nummer 77.
Senest, Danmark var repræsenteret blandt de bedste 50 barer i verden var, da Ruby Bar på Nybrogade i indre København indtog en 44. plads i 2016.
Rangeringen finder sted hvert år på baggrund af 680 drinkeksperters vurderinger. Du kan se hele listen her.
Se, hvad vi ellers skriver om: Sverige, Drinks, Cocktail og Norge