Populært bageri i Aarhus udvider forretningen med café

Det populære Aarhus-bageri David Breadhead udvider bageriets forretning i Ny Munkegade med en ny café i nabolokalerne. I samme ombæring stopper man også med at drive tapas-café på Aarhus Ø.

Populært bageri i Aarhus udvider forretningen med café
Offentliggjort

Siden David Milberg i september 2020 slog dørene op til sit mikrobageri David Breadhead, har der været lutter succes i det lille bageri i J.M. Mørks Gade i Aarhus.

Som et surdejsbrød til hævning er bageriet vokset stødt med et nyt bageri og større bageri i Ny Munkegade og en lille tapas-café i livsstilsforretningen Otaku på Aarhus Ø. Nu udvider den 25-årige selvudlærte bager David Milberg atter, når bageriet på Ny Munkegade overtager et af nabolokalerne.

Her skal der åbnes en café, der efter planen skal huse omkring 20 mennesker indendørs, mens caféen og bageriet, der vil blive adskilt af en glasvæg, også er begunstiget med to gårdhaver. Desuden udvider stedet den hidtidige servering med blandt andet specialøl, naturvin og juice.

I samme ombæring stopper David Breadhead med at drive café i Otaku på Aarhus Ø, og har solgt den fra til caféen Groma.

David Breadheads udvidede café på Ny Munkegade ventes at åbne og stå klar i starten af juni.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad og Restauranter i Aarhus