Det er ikke alle serier, der er til seks stjerner. Mildest talt.
Men til gengæld er der ofte virkelig gode øjeblikke i rigtig mange af de serier, der bliver pumpet ud i streaming-søen i disse år. For pludselig kan man få et helt nyt syn på en fortælling eller blot på en person i den i løbet af få sekunder.
Eller også kan man ligefrem sidde i sofaen og juble i stilhed over, hvor elegant og raffineret en serieskaber eller instruktør har løst et lille øjeblik i den store historie.
Her er fem uforglemmelige tidspunkter i serier, der har ramt Danmark i den seneste tid.
Big Little Lies, sæson 2
Åbningen i anden sæson af den prisvindende serie er eminent. I et drømmesyn genfortælles et skelsættende øjeblik fra første sæson, og det er så filmisk overlegent, at man må hylde episodeinstruktør Andrea Arnold til skyerne. Arnold har tidligere brilleret med filmperlerne ’Fish Tank’ og ’American Honey’ samt med instruktion i serierne ’Transparent’ og ’I Love Dick’, hvor kameraet hver eneste gang har været lige i nakken på persongalleriet.
Med ’Big Little Lies’ er der gået mere ”high concept” i den, men det gør bestemt ikke noget, når man som Arnold formår at genfortælle plottet fra første sæson så skarpt på få sekunder, at alle kan være med i anden omgang.
Kan streames på HBO Nordic
Perfekte steder, sæson 3
Mikael Wulffs serie har glimret ved markante stigninger og fald i både skuespil, plot og opfindsomhed, men med den korte episode ’Pigerne & drengene’ rammer ’Perfekte steder’ plet. Humoren syder og bobler i sommervarmen, mens de unge kvinder taler om de unge mænd, og de unge mænd viser, hvordan den moderne mand er, når han er bedst – eller værst.
Det er både originalt og elegant forløst, fordi det ekstremt korte afsnit formår at udstille en hel generation af unge og stadig række tilbage i tiden, hvor det var mere konventionelle ting, mænd og kvinder talte om. ’Pigerne & drengene’ er både sjovt, underfundigt og elegant fortalt.
Kan streames på TV2 Play
Black Mirror, sæson 5
Det er uden tvivl korrekt at indvende, at den nye sæson af Charlie Brookers kultserie ’Black Mirror’ er blevet langt mere humanistisk, end de tidlige sæsoner var. Ikke desto mindre er referencerne også så markante, at der er et mindre skatkammer at gå på opdagelse i, hvis man er fan af serien. Ja, på sin vis er hele afsnittet ’Smithereens’ i den nye sæson så proppet med små hints tilbage til seriens forrige sæsoner, at det er umuligt ikke at stoppe op undervejs og tænke, hvor det er, man har set det her før.
I sig selv er afsnittet et stort øjeblik, fordi det hiver og flår i én og scene for scene trækker paralleller tilbage til ikoniske episoder som ’The National Anthem’, ’White Bear’, ’Nosedive’, ’Shut Up and Dance’, ’San Junipero’ og ’White Christmas’. Se, om du selv kan finde alle referencerne!
Kan streames på Netflix
Blank, sæson 2
Det kan jo lige så godt indrømmes her. Når man sidder og ser noget om unge, norske mennesker, så venter man på det øjeblik, hvor ’Skam’-følelsen kommer krybende. Men ’Blank’ er noget andet end ’Skam’. Det er en langt mindre idealistisk storesøster til den norske, eventyrlige serie om at være ung i gymnasiet. ’Blank’ er mødet med virkeligheden, når man står på tærsklen til at blive rigtig voksen og skulle skabe sig en karriere. I anden sæson følger vi Zehra, der har en fod i to kulturer, men som ikke lader sig påvirke synderligt af det.
Hun er forelsket, men spiller hård, indtil dette øjeblik, der er så ømskindet smukt på en så ungdommelig måde, at ’Skam’ står og brøler i baggrunden. Spol hen til det 18. minut herunder og lad dig forføre.
Kan streames på DR TV
The Little Drummer Girl
Sommetider er de mest logiske øjeblikke ulogiske, fordi vi er i gang med at kigge på noget andet. Sådan er scenen i ’The Little Drummer Girl’, hvor den hemmelige agent Charlies bil bliver undersøgt. Eftersom instruktør Park Chan-wooks kamera arbejder med så ekstremt nervepirrende suspense, opdager vi tilskuere ikke, at seriens hovedperson selv træder lige ind i noget, der er svært at forklare sig ud af, da hun bliver stoppet af politiet.
Vi befinder os i 1979, og tidsbilledet er formidabelt optegnet, mens den unge kvinde Charlies vej ind i et storpolitisk net, som er svært at filtre sig ud af, både er fascinerende og ubehageligt. Og så er der øjeblikket, hvor Charlies bil bliver stoppet. Det er intenst!
Kan streames på TV2 Play og C More
Se, hvad vi ellers skriver om: HBO, Netflix, Danske serier, Serier og Streaming