5 film og serier, der viser den anden side af Amerika

I øjeblikket er det muligt at se et USA, som det sjældent fremstilles hertillands. De danske streamingtjenester har nemlig små forrygende fortællinger fra det Amerika, der virker i indre konflikt med sig selv for tiden.

The Land of Steady Habits på Netflix
Offentliggjort

USA er et land i identitetskrise. Det er som om, at de politiske modstandere ikke engang kan blive enige om, hvilken virkelighed de lever i, og det smitter naturligvis af på landets film, serier og dokumentarer.

Det er ikke altid, at disse er lige hurtige til at tage turen over Atlanten, men for tiden er der nu en stribe amerikanske streaming-perler tilgængelig herhjemme.

De viser alle, hvordan landet er splittet. Ikke ved at italesætte lige netop dette, men ved at lade det flyde både rundt omkring og ikke mindst indeni deres persongalleri.

Se blot på disse fem streamingsager.

Atlanta, sæson 2

Donald Glover er et suverænt bekendtskab. Som Childish Gambino kreerede hans sidste års bedste musikvideo med ’This is America’, og hans ’Atlanta’-serie er et mesterværk i anden sæson. Plottet er ikke altid til at få øje på, for fortællingen om Earn, der forsøger at være sin rappende fætter Alfreds manager, fylder ikke så meget i forhold til sidehistorierne.

Der er så mange vilde øjeblikke i ’Atlanta’, der ikke bør spoiles her, men kigget ind i USA lige netop nu er fuldstændig formidabelt. Donald Glover formår nemlig at kommentere på det splittede USA uden at nævne det, men blot ved at fremvise den amerikanske tankegang på en både skræmmende og komisk facon.

Kan streames på Xee

The Land of Steady Habits

Nicole Holofcener forstår at skrue et manuskript sammen. Hun står bag årets Oscar-nominerede ’Can You Ever Forgive Me?’, og hendes seneste film som instruktør vil i den grad også sige noget om USA – med et glimt i øjet. Det er ikke fordi, vi ikke før har set historien om en familiefar, der skrider, da børnene er blevet nogenlunde voksne, og forsøger at genopfinde sig selv.

Men det er tonen i ’The Land of Steady Habits’, der gør filmen til en særlig oplevelse. Ben Mendelsohn leverer en kompleks og prisværdig rolig præstation som den tidligere finansmand, der forsøger at finde nye værdier i livet. Og det er ikke nær så nemt, som han havde forestillet sig.

Kan streames på Netflix

United Skates

Måske har du aldrig tænkt over, at afroamerikansk rulleskøjteløb lige er det, der kan give dig en større kulturel indsigt. Men det får man ganske enkelt i ’United Skates’, hvor USA’s ikoniske rulleskøjtehaller trues af nedlukning, hvilket fører store protester med sig. Stille og roligt forstår vi, at mange af Amerikas musikalske begavelser faktisk er startet på disse baner og har fået rytme, vid og musikalitet ind i kroppen på denne måde, mens hallerne også er nødvendige for at holde de unge fra gadens hårde kriminalitet. Der er uden tvivl nostalgi i denne dokumentar – men også et unikt indblik i en undergrundskultur under pres.

Kan streames på HBO Nordic

You Were Never Really Here

Joaquin Phoenix har udviklet sig til én af sin generations største skuespillere, og i den opfindsomme billedmager Lynne Ramseys forrygende homage til ’Taxi Driver’ er han endnu engang suveræn. Phoenix spiller denne gang en krigsveteran, der fuldstændig desillusioneret har gjort en karriere ud af at opspore forsvundne piger. Da han får til opgave at finde frem til en senators savnede datter, åbner verden sig pludselig op – fordi veteranen træder ind i en dyster og korrupt parallelvirkelighed. ’You Were Never Really Here’ er en modbydelig og foruroligende formidabel film.

Kan streames på Viaplay

Get Me Roger Stone

Hvis man skal forstå, hvordan USA rent politisk er nået dertil, hvor landet kan have en præsident, der går mere op i seertal end i almindelige amerikanere, så skal man se ’Get Me Roger Stone’. Trumps nære rådgiver blev tidligere i år anholdt og ført væk af maskinpistolklædte betjente.

Det skyldes, at undersøgelserne imod USA’s præsident har afsløret kriminalitet hos flere af hans tætte forbindelser, og Stone er lige netop sådan én: En forbindelse til at forstå, hvad der foregår i Det Hvide Hus netop nu. Roger Stone er selv fortæller i dokumentarfilmen her, hvor han forklarer om sine regler og principper. De er både usympatiske og ildevarslende. Især fordi de minder så meget om Donald Trumps.

Kan streames på Netflix

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Streaming, Netflix, Viaplay og HBO