ZeroZeroZero
Hvilke kringlede veje skal kokainen igennem, inden den når slutbrugerens næsebor? Ikke så få, ifølge denne mesterlige serie, der er en af årets positive overraskelser.
Fra de første bjergtagende optagelser af Syditaliens smukke bakker, får vi scener, der er så smukke og forfærdelige på samme tid, at det kan virke overvældende. I bakkerne gemmer den aldrende mafiaboss sig fra sine mange fjender, og det er kun en ordentlig ladning kokain, der kan redde den skrøbelige fred.
Samtidigt med ham følger man leverandørerne i Mexico, som består af en kristen udbrydegruppe fra hæren, og en amerikansk familie, der fungerer som kurerer.
Det er barskt, spændende og helt usentimentalt fortalt. Det kan man takke blandt andet danske Janus Metz for, der har instruereret flere af afsnittene. Serien bygger på en bog af den italienske journalist Roberto Saviano, der også stod bag ’Gomorrah’, og også her formår han at bygge en medrivende historie op, hvor sympatierne nok kan ligge på et lille sted, men hvor man alligevel ikke har lyst til at slippe dem af syne.
Det er en serie af høj klasse hele vejen igennem og viser narkoens brutale fødekæde, der må give selv den mest kokain-blæste (mis)bruger noget at reflektere over.
Se den på HBO
I May Destroy You
Den 32-årige britiske skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør, producer, sanger, sangskriver, digter og dramatiker Michaela Coel har med ’I May Destroy You’ skabt et mesterværk.
Det helt særlige ved ’I May Destroy You’ er dens tone. De fleste andre serier havde sat strygere og drama under fortællingen, men Michaela Coel vil det anderledes. Hun lader sin hovedperson være både tilbagelænet, ambitiøs og heftig, men altså i stigende grad også urolig for, hvad det er, der har ramt hende. Udenom Arabella flyder venskaber, dateri og ord rundt, og selvom ’I May Destroy You’ er dybt ubehagelig i visse scener, skifter den hurtigt til slumrende dialog eller benhård girlpower i minuttet efter.
Det er både opfindsomt og elegant fortalt, men det er også mere end det. For ’I May Destroy You’ er det fremmeste eksempel på en tendens, vi har set her i 2020. Selv om man vil fortælle en hård historie, er et dramatisk fokus nemlig ikke længere nødvendigt, nej, tværtimod har flere serier excelleret i, at kunne tumle rundt og stadig tackle alt fra misbrug og vold til hemmeligheder og kultursammenstød – og altså nu også voldtægt.
Se den på HBO
Better Call Saul – sæson 5
Endelig er Jimmy McGill trådt i karakter i sæson 5 af ’Better Call Saul’ som den listige (og til tider løgnagtige) advokat, vi kender og elsker. Det har taget noget tid at nå dertil, og serien er stadig næsten zen i sit tempo, men den er bestemt ikke kedelig.
Den tror så meget på sin historie og karakterer, at den tager sig god tid i hver eneste scene og skud. På den måde slentrer den gennem serielandskabet, som Saul gør det med tilværelsen og sandheden.
Hans kæreste Kim (spillet formidabelt af Rhea Seehorn) formår at give afbalanceret modsætning til den speedsnakkende Saul, og hver eneste birolle stråler i egen selvsikker glans.
Se den på Netflix
Efterforskningen
Der er allerede sagt og skrevet meget om Tobias Lindholms nye serie, der har sit udgangspunkt i sagen om drabet på journalist Kim Wall i en selvbygget ubåd. Men det er også kun udgangspunktet, for egentlig handler ’Efterforskningen’ om drabschef Jens Møllers arbejde med at finde frem til, hvad der er sket, da han får sagen ind på sit bord.
Søren Malling spiller med stoisk ro og flossede nerver som drabschefen, der nægter at blive et mere dystert menneske, selvom han arbejder med mord i dagligdagen. Kameraet følger registrerende i hælene på ham og hans hold, og hvert eneste lille ansigtstræk er bittersødt turneret. En skuespilpræstation fra øverste hylde.
Se den på TV2 Play
I Know This Much Is True
‘I Know This Much Is True’ er en miniserie på seks afsnit baseret på bogen af samme navn fra 1998. Her følger man tvillingebrødrene Dominick og Thomas Birdsey, som begge er skildret af den tre gange Oscar-nominerede Mark Ruffalo.
I seriens første scene skærer Thomas hånden af sig selv, mens han sidder på et bibliotek og skræmmer alle for vid og sans. Thomas, der lider af skizofreni, gør det i en ofring til guderne. Herefter følger man broren Dominicks kamp for at få ham ud af den lukkede og voldsomme institution, hvor Thomas bliver anbragt efter hændelsen på biblioteket. Sideløbende bliver der ridset op i familiens mystiske fortid og historie.
Brødrene kender ikke til deres rigtige far, men da deres mor ligger på sit dødsleje, giver hun Dominick en bog, som deres italienske bedstefar har skrevet om hans livshistorie. Måske står sandheden om deres biologiske far deri? Sproget er på siciliansk, så Dominick skal have den oversat til engelsk, hvilket tager sin tid.
Derek Cianfrance, kendt for ’Blue Valentine’ og ’The Place Beyond the Pines’, har instrueret denne hjerteskærende miniserie, som sidder i kroppen i lang tid efter.
Se den på HBO
Devs
Tech-bosserne er blevet den moderne skurk. Med uanede midler og en udpræget mangel på empati og samfundssind forfølger de deres egne gale idéer.
Det er også på spil her i denne foruroligende fremtidsvision, der måske, måske-ikke er så fjern endda.
Hovedpersonen Lily Chans kæreste forsvinder en dag fra det hemmelige program på computervirkesomheden ’Amaya’ blot for at dukke op et par dage senere på overvågningskameraerne, hvor han sætter ild på sig selv. Men der er noget ved det tilsyneladende selvmord, der får hende i gang med sin egen efterforskning.
Det er forfatter og filmskaberen Alex Garland, som mange måske kender fra en anden sci-fiklassiker ’Ex Machina’, der har skabt serien, og man kan mærke hans kølige ånde gennem hele historien, der uden megen udenoms støj lader uhyggen langsomt kryber ind i koderne.
Det er ganske enkelt fremragende.
Se den på HBO
Giri / Haji
Den japanske politimand Kenzo Mori bliver tvunget af den japanske mafia til London for at lede efter sin skurkeagtige bror, der har forbrudt sig mod det stadig strikes æreskodeks. Bag denne tilsyneladende banale fortælling ligger der en ganske original og forfriskende fortælling om to kulturer og en række interessante figurer.
Trods tilstedeværelse af både gangstere, narkoafhængige trækkerdrenge og andre røvere og soldater foregår den faktisk i et temmelig roligt fortællertempo (nogle gange lidt for roligt). Den tager sig tid til at bygge nogle ægte karakterer, som den er tro mod.
Efter en lidt langsom start er briterne (og BBC) virkelig kommet i gang med at lave nogle kvalitetsserier, og man kan mærke den lettere britiske hånd på værket, der giver sig bedre tid, og som har mere fokus på personerne end eksplosionerne, som der stadig kan være tendens til i det amerikanske.
Se den på Netflix
Gangs of London
Og apropos serier med stor kvalitet fra Storbritannien; Hvis du er til bande-intriger, ekstreme kampscener i serier og film og nød at se fx ’Gomorrah’ og ’The Wire’, så vil du elske C Mores nye krimidrama 'Gangs of London'. Det er folkene bag hitserien 'Chernobyl', der har kastet sig ud i deres største produktion til dato. I serien følger vi Wallace-familien i Londons kriminelle underverden, hvor narkoalliancerne er sat på prøve, og en bandekrig lurer.
Serien er lige til at forsvinde i og fortjener selvfølgelig en plads på årets liste.
Se den på C More
We Are Who We Are
Manden bag indieperlen 'Call My By Your Name' fra 2017, Luca Guadagnino, har lavet en ligeså stilistisk og smuk tv-serie med 'We Are Who We Are’. Historien foregår på en italiensk militærbase, hvor vi følger to amerikanske teeangere, der gennemlever alle de glæder og sorger, der følger med i den alder. Det handler om indentitet, venskab, seksualitet og kærlighed.
På den måde er der flere fællestræk med 'Call Me By Your Name', og var du fan af filmen, er denne tv-serie et must at se.
Se den på HBO
Run
Den romantiske komedie er en genre, man normalt med held bør løbe fra. Men en gang imellem popper der en interessant variant af genren, som både er sjov og har noget på hjerte. I de senere år har der været den fine ’Love’ på Netflix, og måske den bedste af dem alle ’Fleabag’ med Phoebe Waller-Bridge. Og netop sidstnævnte er executive producer på ’Run’, som er lavet af hendes mangeårige makker Vicki Jones.
Seriens udgangspunkt er godt fundet på, da to gamle gymnasiekammerater genopliver en gammel pagt, hvor de skal mødes på et tog tværs gennem USA, når den ene skriver ’Run’ i en sms.
Den balancerer konstant på det fjollede, og der går nogle gange lige lovlig meget jagt i den (de bliver forfulgt af en forsmåede assistent), men de to hovedroller har vid og charme, hvilket er helt afgørende elementer i genren.
Så hvis du trænger til lette kalorier, kan du trygt begive dig ud på løbetur med denne serie.
Se den på HBO
Normale mennesker
Den var nærmest dømt til at skuffe på forhånd, filmatiseringen af Sally Rooneys anmelderroste roman ’Normal People’. For kan noget, der fungerer så godt på skrift, blive til en god serie? Det var derfor mere end en glædelig overraskelse, at serien var en fremragende fortolkning af fortællingen om Connell og Marianne og deres komplicerede forhold til både hinanden og omverdenen.
Med gode skuespilpræstationer fra hovedrollerne, de relativt ukendte Paul Mescal og Daisy Edgar-Jones – førstnævnte er netop blevet nomineret til en Emmy for sin rolle – og et soundtrack, der går lige i hjertekulen, er der både lagt op til frustration og fugtige øjne, når Connell og Marianne famler sig frem til både at finde ud af, hvem de er, og hvad de vil.
Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med serien, skal du i gang, for her er en af de bedste kærlighedsserier, du kommer til at se.
Se den på DR TV
High Maintenance – sæson 4
Amerikanerne har de seneste år været eminente til at lave disse novelle-serier, hvor man følger forskellige (bogstavligt talt) skæve eksistenser. Der var den fremragende ’Easy’, der desværre aldrig fik det ellers fortjente store publikum, og så er der ’High Maintenance’, der ser ud til at have fået mere fat.
Her følger man den cyklende pusher kendt som ’The Guy’, og hvert afsnit handler om dem, han møder. Det er fint, følsomt og sjovt lavet, og det giver et fantastisk indblik i personer og miljøer, der ellers aldrig får plads i tv-fladen.
Den er nu på fjerde sæson, men dampen er bestemt ikke gået af piben. Et fint lille New Yorker-portræt, der får én til at elske den pulsende og pulserende by endnu mere.
Se den på HBO
What we do in the Shadows? - sæson 2
Man kan forestille sig de problemer, de har haft med at pitche denne idé (som først var en film og nu en serie). ’Vi vil gerne lave en mockumentary om en gruppe vampyrer, der er strandet på Staten Island i USA, hvor de håbløst er ude af takt med tiden prøve at orientere sig og finde nye ofre. Og nå ja, det er for resten en komedie ala ’The Office’. Heldigvis bed (!) pengemændene på, og vi har fået denne sjove lille skæve perle.
Vores favoritvampyr er Colin Robinson, der lever af at suge energi ud af levende væsner. Han elsker fx en god diskussion ved kørekortskontoret, eller snakke om tv’ets indstillinger, når de skal se Super Bowl. En sådan vampyr kender de fleste formentlig fra deres dagligdag.
En anelse træthed er begyndt at vise sig her allerede i anden sæson, men der er dog stadig rigeligt med godbidder, hvis man vil have en let og fornøjelig komedieserie.
Se den på HBO
The Mandalorian
The hype is real. Mens Star Wars-serien 'The Mandalorian' gik sin sejrsgang det meste af verden i 2019 og blev nomineret til en Emmy, har vi ventet og ventet på, at Disney+ også kom til Danmark, så vi kunne se med. Men endelig er den her, og tv-serien, der foregår fem år efter ’Return of the Jedi’ og imperiets fald, skuffer på ingen måder, som flere af de nyere Star Wars-fortællinger ellers har for vane at gøre.
'The Mandalorian' er nemlig på mange måder en serie til fans, skabt af fansene selv. Instruktøren Jon Favreau, der voksede op med Star Wars-legetøj, har masser af retroreferencer til George Lucas og ligeledes til spaghettiwesterns, men vigtigst af alt har han bygget videre på nok den sejeste figur i universet siden Han Solo, den ensomme dusørjægerulv Mando.
Se den på Disney+
Babylon Berlin - sæson 3
Første sæson af 'Babylon Berlin' strøg direkte til tops, da vi lavede den tilsvarende liste i 2018, hvor vi blandt andet skrev følgende: "Der er grund til at kippe på hatten for dette utroligt ambitiøse tyske projekt, der sparker nyt liv i serieverdenen."
'Babylon Berlin' formår at holde samme høje niveau i den længe ventede sæson 3.
Her er historien om mellemkrigstiden i Tyskland nået til 1929, hvor Wall Street-krakket, der sender chokbølger gennem den tyske børs, fungerer som en motor. Børsspekulanter og nazister prøver at udnytte situationen, og selv sønnen til den krigstraumatiserede politikommissær Gereon drages af kammeratskabet i den nationalsocialistiske ungdomsbevægelse Hitlerjugend. Der er i det hele taget meget på spil for Gereon i tredje sæson, hvor han har fået den uforfærdede og frisindede Charlotte som kriminalassistent. I de første to sæsoner så vi, hvordan hun blev nødt til lave prostitution ved siden af for at kunne tjene nok penge.
'Babylon Berlin' er en serie, der både er vulgær, smuk, mørk og melankolsk på samme tid.
Se den på DRTV
The Crown - sæson 4
Ligesom med 'Babylon Berlin' har vi her et historisk drama med et gigantisk budget, som udmunder i smukke billeder og velspillede scener. I fjerde sæson af verdens dyreste serie om det britiske kongehus introduceres Lady Diana Spencer endelig på Buckingham Palace, og hun er sæsonens helt store scoop.
Hun laver et charmerende indtog på de bonede gulve, men vi ser også, hvor ensomt et liv hun har i Buckingham Palace, og hvordan hun udvikler bulimi.
'The Crown' er et hjerteskærende og gennemført drama, som ikke kun er for royale tilhængere.
Se den på Netflix
Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Streaming, HBO, Netflix og Viaplay