’Joker’ er på vej: Det skal du se på Netflix i juli
Fra Joaquin Phoenix-mesterstykke til tysk ungdomsserie. Her er, hvad du skal kaste dig over på Netflix i juli måned.
Foto: Warner Bros. / Netflix
‘Cursed’, tv-serie
Det er den legendariske Frank Miller, kendt for sine ’Batman’-bøger og film som ’Sin City’, og makkeren Thomas Wheeler, der står bag denne serie, baseret på d’herrers egen bestseller-bog fra sidste år af samme navn. Katherine Langford indtager hovedrollen som den unge krigerkvinde Nimue.
Premiere 17. juli
’Joker’, film
Én af sidste års heftigst debatterede film, både på godt og på ondt, ’Joker’, kan nu endelig indtages hjemme på sofaen. Hvor filmen havde dens kritikere i forhold til dens (a)moral, er der, hvad angår hovedrollen, ingen tvivl: Joaquin Phoenix leverer en mesterlig, nervepirrende præstation.
Premiere 17. juli
‘The Wolf of Wall Street’, film
Fra én formidabel hovedrolleindehaver til en anden. Her i form af Leonardo DiCaprio i rollen som den kokainsniffende pengeforbryder Jordan Belfort i ’The Wolf of Wall Street’ (2013). En Martin Scorsese’sk tour de force i selvdestruktion og korrumperende foretagender.
Premiere 1. juli
‘How to Sell Drugs Online (Fast)’ (sæson 2), tv-serie
Her har vi virkelig fat i et af tidens temaer: Nørdens hævn. Denne gang i form af den unge Moritz, der påbegynder en lettere uovervejet karrierevej som ekstern drug dealer, selvfølgelig med noget fandens popularitet for øje. Alligevel føles det friskt, ja, og så er det såmænd på tysk – genau!
Premiere 21. juli
‘It del 2’, film
Opfølgeren til Stephen King-filmatiseringen ’It’ (2017), der på verdensplan hev mere end fire milliarder kroner i kassen, hedder praktisk nok bare ’It del 2’ (2019). Den finder sted 27 år efter mødet med Pennywise, og selv om modtagelsen var mere lunken, er det solid underholdning.
Premiere 6. juli
Se, hvad vi ellers skriver om: Netflix, Streaming, Serier og Film