Det skal du se på Netflix i maj

Solen skinner, men vi har stadig massivt brug for vores streamingtjenester i disse karantæne-tider. Og heldigvis kommer Netflix stadig med interessant nyt.

Jerry Seinfeld
Offentliggjort

Netflix har gode tider lige nu. For nylig kunne de rapportere, at de har fået 15, 7 millioner flere brugere under corona-krisen, hvilket er rekord for dem. Der kan dog være problemer i horisonten, for produktionen af tv-serier og film ligger stille i øjeblikket, så det bliver spændende at se, hvad de har på programmet i efteråret.

Men nu skal vi se på, hvad de har til os den kommende måned. Det er ikke fordi, der er så mange nyheder, der falder i øjnene, og nogle af de etablerede serier, som kommer med nye sæsoner (Dynasty, Dead to Me) er ikke nogle, der vækker udelt jubel. Men der er dog alligevel flere ting, der virker værd at give chancen. Her er vores bud.

Space Force

Fra folkene bag ’The Office’ (den amerikanske version) kommer nu en ny komedieserie, der bygger på en ide fra Trump. For to år siden foreslog den amerikanske præsident, at man oprettede en særlig rum-division, og det er denne nye særlige styrke, man følger med Steve Carrell i hovedrollen.

Premiere: 29. maj

Hollywood

Efter anden verdenskrig vil en gruppe skuespillere og forfattere skabe nyt liv i den fordomsfulde filmby. Denne mini-serie har fat i en interessant periode, men det er dog ud fra traileren svært at afkode, om den kan leve op til. Nok en serie, man skal give en chance.

Premiere 1. maj

Jerry Seinfeld: 23 hours to kill

Han havde egentlig trukket sig for komiker-scenen, men efter et fint comeback-show på Netflix (der dog var en slags Greatest Hits), er han nu tilbage med et helt nyt show. Jerry Seinfeld har aldrig været en kontroversiel komiker, og nogle gange grænser det til det polerede, men han er stadig den ubestridte mester af observans-komik, og det bliver godt at se hans nye materiale.

Premiere: 5. maj

The Eddy

Vi er i svingende Paris, hvor ejeren af natklub forsøger at redde sin forretning (og liv). Serien er instruereret af Damien Chazelle, der har vundet Oscars for musikalske film som ’Whiplash’ og ’La La Land’. Den kunne være et godt bud på en ny original serie.

Premiere: 8. maj

White Lines

Når man nu ikke kan komme til Ibiza denne sommer, kan man måske snuppe denne dramaserie, hvor en ung kvinde fra England tager til øen for at opklare sin bros forsvinden. Det handler om stoffer, fester og mord, og selvom det måske lyder temmeligt klichefyldt, kan det være, at der er lidt vitaminer i den.

Premiere: 15. maj

Film

The Lovebirds

Issa Rae-Kumail Nanjiani, som nogle måske kender fra Silicon Valley, er tilbage i en ny romantisk komedie. Selve den betegnelse bør dog ikke afskrække, når det gælder Issa, for han har før vist med blandt andet den fine ’The Big Sick’, at han kan tilføje noget nyt til genren. Filmen var egentlig planlagt til biografen, men på grund af corona kommer den direkte på Netflix.

Premiere 22. maj

Superfly

En remake af 70’er klassikeren giver dig mulighed for et par timers virkelighedsflugt med, hvad der uden tvivl ligner en b-film. Men det kan også noget en gang i mellem. Vi er i Atlanta, hvor to rivaliserende bander skal slås (med lidt karate og store skydevåben) om det lukrative narkomarked. Værsgo’ og snus.

Premiere: 10. Maj

A Head full of Honey

I denne film følger vi faren og bedstefaren spillet af en aldrende Nick Nolte, der lider af demens, og som samtidigt skal komme sig over tabet af sin hustru (når han kan huske, at hun ikke er der mere). Sønnen er spillet af Matt Dillon, og alene denne cast gør, at den formentlig er værd at se.

Premiere: 4. maj

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Streaming og Netflix