Det skal du se på Netflix i november
Animerede Anden Verdenskrig-slag, Lady Diana Spencers ankomst i 'The Crown' og den melodramatiske storfilm ‘Hillbilly Elegy’ er nogle af de ting, som man kan glæde sig til at se på Netflix næste måned.
Foto: Lacey Terrell / Netflix 'Hillbilly Elegy'
'The Liberator', animationsserie
‘The Liberator' er en ny animationsserie på fire afsnit om de mest dramatiske kampe under Anden Verdenskrig. Den sande historie er baseret på Alex Kershaws bog 'The Liberator: One World War II Soldier’s 500-Day Odyssey from the Beaches of Sicily to the Gates of Dachau' og handler om militærofficer Felix Sparks og hans 157. infanterienhed, som satte livet på spil og kæmpede over 500 dage for at befri Europa.
Serien er som den første nogensinde produceret i den nye teknologi Trioscope ™ Enhanced Hybrid Animation. En teknologi, som kombinerer Computer-generated imagery med live-action og skal være en forbedring i forhold til animationsteknologien rotoscoping, der bl.a. blev brugt i Richard Linklaters to film 'Waking Life' og 'A Scanner Darkly'.
Kan ses fra 11. november
'The Crown', serie (sæson 4)
Netflix’ biografiske og ambitiøse serie om dronning Elizabeths tidlige regeringstid er nået til sin fjerde sæson, hvor Lady Diana Spencer endelig introduceres på Buckingham Palace.
Diana portrætteres af den 24-årige skuespillerinde Emma Corrin, som også får selskab af Gillian Anderson, der får rollen som Margaret Thatcher, der i 1979 bliver udnævnt som Storbritanniens premierminister. Sæson fire omhandler perioden fra netop 1979 og helt op til 1990.
Kan ses fra 15. november
‘Hillbilly Elegy’, film
Der er høje forventninger til den kommende storfilm 'Hillbilly Elegy', da det er den Oscar-vindende instruktør Ron Howard (‘A Beautiful Mind’, ‘Apollo 13'), der står bag. Flere medier har også bare ud fra traileren allerede meldt Amy James ind i ræset om prisen som bedste kvindelige hovedrolle til næste års Oscar-uddeling.
Amy James spiller den alkoholiserede mor Bev, som har forsømt sin rolle og skabt en dysfunktionel familie. Sønnen J.D. Vance (Gabriel Basso) er for længst flygtet, men da den nu jurastuderende eksmarinesoldat er på nippet til at score sit drømmejob, tvinger nye problemer i familien ham til at vende hjem til det barndomshjem, han har prøvet at glemme alt om. Her bliver han genforenet med Bev og den hårdføre bedstemor (Glenn Close), som i hans opvækst tog sig mere af ham end moren.
Filmen forventes at få en begrænset biografpremiere i Danmark, inden den bliver tilgængelig på Netflix.
Kan ses fra 24. november
'Kærlighed og anarki', serie (sæson 1)
Denne nye svenske drama-serie udspiller sig på kontoret i et gammelt forlagshus mellem konsulenten Sofie og den unge IT-ingeniør Max. De to indleder en flirt og i al hemmelig udfordrer hinanden til at gøre ting som fx at gå baglæns hele dagen.
Udfordringerne bliver mere og mere vovede, hvilket bare gør konsekvenserne endnu større.
'Kærlighed og anarki' er skabt og instrueret af Lisa Langseth, der tidligere har lavet projekterne ‘Euphoria’ og ‘Hotell’. Manuskriptet har Langseth skrevet i samarbejde med Alex Haridi, der også skrev afsnit til en anden svensk-produceret Netflix-serie, 'Quicksand'. Producerne i 'Kærlighed og anarki' er også de samme fra 'Quicksand'.
Kan ses fra 5. november
'Paranormal', serie (sæson 1)
Dr Refaat Ismail er en skeptisk hæmatolog, hvis verden pludselig vendes på hovedet, da han i 1969 begynder at opleve paranormale aktiviteter og ufrivilligt bliver den førende ekspert, når der efterforskes indenfor området.
Thriller-serien er baseret på Ahmed Khalid Tawfiks bestseller og er den første nogensinde, som Netflix har produceret i Egypten.
Kan ses fra 5. november
Se, hvad vi ellers skriver om: Netflix, Serier, Film og Streaming