Det skal du streame i april

Den sidste del af krimiserien 'Ozark', en mandlig graviditet og tre andre serier, du skal se i april.

Det skal du streame i april
Offentliggjort

'Gaslit'

Julia Roberts og Sean Penn er hovedrollerne i den kommende Starz-serie, og sidstnævnte skuespiller er nærmest ikke til at genkende. For at kunne spille rollen som Rigsadvokaten John Mitchell har Penn været en tur i sminken og blandt andet fået sig en protese.

'Gaslit' omhandler de ufortalte historier om Watergate-skandalen og er baseret på første sæson af podcasten 'Slow Burn' af Robbie Pickering.

I serien møder man Martha Mitchell, der er en stor personlighed med meget på hjertet. Hun er den første til at slå alarm ved den tidligere amerikanske præsident, Richard Nixons, involvering i Watergate.

Historien udfolder sig herefter fra sider, der ikke før er set i forbindelse med Watergate.

Premiere 24. april på Viaplay

'Barry' – sæson 3

Efter første sæson af HBO's mørke komedieserie løb over skærmen i 2018, kårede vi Bill Hader til at have leveret en af de stærkeste mandlige skuespilspræstationer det år:

"Endelig, endelig, endelig … fik den brede filmverden øjnene op for Bill Hader! Den komiske timings ypperstepræst har levet en relativt stille karriere med ’Saturday Night Live’ og sjove biroller i blandt andet ’Trainwreck’. Men med ’Barry’ brillerer Hader så i sin egen serie, hvor han spiller en lejemorder, der pludselig bliver opslugt af et amatørteater. Det er så tosset, sjovt og elegant, at man frydes, og Bill Haders mimik er så suveræn i hver eneste scene, at man hele tiden skifter imellem latter og forundring. Det her er årets (endelige) gennembrud," skrev vi.

De to første sæsoner kastede da også seks Emmy-priser af sig. Og nu er man så snart klar med tredje sæson, der er otte afsnit lang. Her skal Barry være desperat efter at forlade sin voldelige fortid til fordel for sin nyfundne lidenskab, men at komme ud er rodet og svært. Mens Barry har elimineret mange af de eksterne faktorer, der skubbede ham i retningen af vold, opdager han hurtigt, at de ikke var de eneste kræfter, der spillede ind.

Premiere 25. april på HBO Max

'Anatomy of a Scandal'

David E. Kelley har skabt de store HBO-succeser ’Big Little Lies’ og 'The Undoing', men nu prøver han sig af hos konkurrenten Netflix med en ny serie. Der er tale om en politisk thrillerserie, hvor anklager om voldtægt risikerer at koste James Whitehouse sin post som minister i det engelske parlament.

Efter Whitehouse gentagne gange skifter forklaring, begynder konen også at tvivle på ham. Men er ministeren i virkeligheden offer for kynisk magtspil?

Serien er baseret på Sarah Vaughns bestsellerroman af samme navn.

Premiere på Netflix 15. april

'He’s Expecting'

Når det kommer til mandlig graviditet på det store lærred, har man i Vesten oplevet Arnold Schwarzenegger i 90'er-komedien 'Junior', mens Asien har haft Manga-klassikeren 'First Pregnancy'. Nu har Netflix lavet en genindspilning 'First Pregnancy' med komedieserien 'He's Expecting'.

Succesrige Kentarō Hiyama lever i en verden, hvor mænd har en 1/10 chance for at blive gravide uden menneskelig indgriben, og da han selv bliver gravid, bliver han tvunget til at forholde sig til sociale uligheder, han aldrig havde spekuleret over før.

Premiere 21. april på Netflix

'Ozark' – Sæson 4 (del 2)

Sidste kapitel om Marty Byrde, der arbejder som økonomisk rådgiver, men i det skjulte hvidvasker penge for et mexicansk narkokartel, er allerede klar. Finalesæsonen delte Netflix op i to, og den første del, der ramte streamingtjenesten i marts, lagde op til masser af drama og spænding.

I anden halvdel har Byrde-familien både FBI, Navarro-kartellet og ikke mindst karteladvokaten Ruth efter sig og prøver endnu en gang at flygte ud af Ozark.

Hvad skal det hele ende med?

Premiere 29. april på Netflix

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Streaming, Netflix, HBO og Viaplay