'Drenge'
Kort efter 'Salsa' blev vist på P3, er den fremadstormende instruktør Jonas Risvig allerde klar med endnu en serie. Denne gang har han fået Viaplay til rådighed som platform til at lave indhold om unge til unge, og i den nye ungdomsserie 'Drenge' er det mandefællesskaber og dets dynamikker, som bliver udfoldet.
'Drenge’ handler om at finde sin identitet i en tid, hvor man ikke længere har en entydig manderolle at læne sig op ad. Man følger et drengekor i Silkeborg, og hvordan deres mandefællesskab er præget af grænsesøgende vildskab.
Risvig har haft instruktørrollen, mens Mikkel Sørensen og Lars Bang har skrevet manuskriptet.
Premiere 14. august på Viaplay
'House of the Dragon'
'Game of Thrones' formåede desværre ikke at holde det tårnhøje niveau til sidst. Man fik simpelthen for travlt, da man overhalede handlingen i bøgerne og skulle afslutte serien og binde det hele sammen.
Afstandene blev markant kortere. Pludselig kunne karaktererne rejse fra det ene del af kortet til den anden på ingen tid. Og så holdt man op med at slå heltene ihjel, hvilket ellers var noget af det, som gjorde 'Game of Thrones' anderledes end så mange andre serier. Der var ingen retfærdighed.
Nu kommer spinoff-serien 'House of the Dragon', og der er god grund til at tro, at universet kan komme tilbage til fordums storhed og styrke. ‘House of the Dragon’ udspiller sig 200 år før handlingen i ‘Game of Thrones’, og den er baseret på George R. R. Martins bog 'Fire & Blood'. Forfatteren har også været inde over serien.
Vi er tilbage i Westeros, og Targaryen-slægten har deres storhedstid. Forvent ild og drager og store slag.
Premiere 22. august på HBO Max
'Sherwood'
Efter at have gået sin sejrsgang på BBC får danske seere nu også glæden af at kunne se krimiserien 'Sherwood' fra 2022. Her prøver kriminalinspektør Ian St Clair at opklare to mord, der blev begået i 2004 i et minedistrikt i Ashfield nær Nottingham.
Mordene, der har fundet sted i virkeligheden og blev begået med en armbrøst, chokerer det lille samfund, hvor man stadig ikke er kommet over den store minestrejke 30 år tidligere, og gamle konflikter og gammelt nag bryder frem i lyset igen.
'Sherwood' er seks afsnit lang og fik fem stjerner af The Guardian.
Premiere 12. august på DRTV
'Kærlighed for voksne'
Dar Salim (Christian) og Sonja Richter (Leonara) spiller overfor hinanden i denne nye psykologiske thriller på Netflix, hvor de er mand og kone, og udefra ligner det, at deres ægteskab er lykkeligt. Deres søn er netop erklæret rask efter et alvorligt og langt sygdomsforløb, og nu kan de begynde at se lyst på fremtiden igen.
Men under en fest i Christians iværksætterfirma ser Leonora sin mand sammen med en yngre kvinde, og det går op for hende, at han har en affære. Leonara nægter at blive forladt og er klar til at tage alle nødvendige midler i brug for at undgå en skilsmisse.
Hvis du fulgte med i HBO-serien 'The Affair', vil du med garanti kunne lide 'Kærlighed for voksne'.
Premiere 26. august på Netflix
'Riget' – sæson 1 og 2
Vi slutter af med en servicemeddelelse: Nu kan man snart endelig igen streame de første to sæsoner af 'Riget', hvilket er den bedste opvarmning og forberedelse, man kan gøre, inden 'Riget Exodus', den kommende tredje sæson, forhåbentligt får premiere i løbet af efteråret.
Den oprindelige serie sprængte i midt-90'erne rammerne for tv-dramatik, ændrede dansk film og gjorde den dengang relativt ukendte Lars von Trier til et internationalt stjernenavn. Historien om det hjemsøgte hospital lærte danskerne at tage det gode med det onde, og 25 år efter anden sæson sluttede, er porten begyndt at åbne sig på ny. Det kan kun blive uhyggeligt.
Kan ses fra 9. august på Viaplay
Se, hvad vi ellers skriver om: Streaming, Serier, Film, Netflix og Viaplay