Efterårsferien er en god mulighed for at få sig nogle oplevelser i sofaen med sublime serier, dokumentarer og film. Både til at få set det nye indhold, men også alt det, som du ikke har haft tid til endnu.
Vi har samlet det bedste på streamingtjenesterne til din efterårsferie:
'Succession' på HBO
Det hjalp lidt på ventetiden med 'The White Lotus' og en ny sæson af 'Billions', men hvor har det været ulideligt at vente to år på næste kapitel af 'Succession'. Men nu er det heldigvis snart slut med at vente.
Tredje sæson af vel nok verdens bedste, skarpeste og mest vanvittige komedieserie lander på HBO på mandag i den kommende uge.
Omdrejningspunktet i 'Succession' er en aldrende milliardær mediemogul, der spiller sine ødelagte voksne børn ud mod hinanden i et konstant ugennemsigtigt magtspil. Men som bekendt sluttede anden sæson af med, at sønnen Kendal for åben skue stak en kniv direkte i ryggen på faren Logan og udleverede hans kendskab til de slibrige sager på firmaets krydstogtsskibe.
Endnu et spændende magtopgør i den usympatiske familie venter, og det bliver helt sikkert ikke kedeligt.
Kan ses her.
'The North Water' på DRTV
Danske Roland Møller står over for Colin Farrell og Jack O’Connell i BBC-miniserien ‘The North Water’, som DR nu har fået retttigheder til at vise. 'The North Water', der er optaget under vilde vejrforhold i Arktis, beskrives som et hvalfangerdrama.
Serien bygger på Ian McGuires anmelderroste roman ’Nordhavet’, og optagelserne ser fantastisk flotte ud.
Kan ses her.
'You' på Netflix
Stalker-serien 'You' på Netflix, der er baseret på Caroline Kepnes’ bedst sælgende roman med samme navn, er tilbage med ny sæson. Som nygifte og forældre til en lille baby forsøger Love og Joe nu at skabe et normalt liv i en velhavende forstad i Californien. Men gamle vaner er svære at slippe.
Hvem bliver det nye stalkeroffer?
Se serien her.
’The Morning Show’ på Apple TV
Udover de utallige geniale replikskifter, Jennifer Anistons og Steve Carells skuespilspræstationer er vi imponeret over, hvor elegant seriens skabere navigerer i det minefelt, det må have været at lave en skarp satire over #MeToo.
’The Morning Show’ tager sin begyndelse ved, at morgen-tv-stjernen Mitch Kessler (Carell) fyres for upassende seksuel opførsel, og så begynder alle skeletterne ellers at stryge ud af skabene. Reese Witherspoon udfolder hele registeret, og Billy Crudup har vel sit livs bedste rolle som chefen for det hele, Cory Ellison, der er høj på hele magtspillet og alle intrigerne. Det er en skarp, velskrevet serie, kort og godt, og vi tror, at det vil være allerhelvedes intimiderende for indtil flere midaldrende, mandlige danske tv-værter at se ’The Morning Show’ og pludselig kunne genkende sig selv.
Anden sæson af serien skulle have været sendt i november 2020, men blev udskudt på grund af corona. Nu er den her, men snyd ikke dig selv for også at se første sæson.
Kan ses her.
’Fodboldfeber – historien om Premier League’ på DRTV
Tilblivelsen af verdens mest sete fodboldliga skabte furore i datidens fanmiljøer og ændrede moderne topfodbold for eftertiden. Ny dokumentarserie skildrer tilblivelsen af Premier League og fortæller historien om, hvor meget fodbolden har rykket sig, og hvor lidt verden har forandret sig.
Der skal lyde en klar anbefaling herfra om at se ’Fodboldfeber – historien om Premier League’. Det er fortællingen om de Tv-transmitterede titelræs, de store personligheder og de triste skæbner, men mest af alt er det historien om, hvordan pengene overtog det smukke spil og ændrede fodbolden for altid.
Se dokumentaren her.
'Once Upon a Time in Hollywood' på Netflix
Quentin Tarantino har været meta i det meste af karrieren. Mesterinstruktøren har refereret til både mindre og større værker i filmhistorien i alle sine film – og i de senere år har han tilmed refereret til sine egne. Men aldrig har Tarantino lavet en så personlig film som ’Once Upon a Time in Hollywood’, der er en kærlighedserklæring til verdens uskyld, før den gik tabt.
Hvert eneste billede emmer af romantik, og alligevel er der en allestedsnærværende dysterhed i fortællingen om en falleret skuespiller og hans stuntmand, der forsøger ikke at blive overhalet af tidsånden, men som allerede er ubehjælpeligt bagefter. Sjældent har en film formået at pille masken så solidt af filmbranchen og samtidig være en smuk kærlighedserklæring til selvsamme.
Kan ses her.
'Du så os date' på DRTV
Sidney Lee var ubetinget Danmarks største reality-fænomen, men pludselig forsvandt wrestleren, der smører sig ind i selvbruner og bæller Cult Shakers, fra skærmen.
Nu gør Sidney Lee et kort, men længeventet tv-comeback. Han medvirker i programserien 'Du så os date' på DR2+, hvor tidligere realitystjerner fra samme datingprogram – fra 'Singleliv' til 'Landmand søger kærlighed' – skal på en blind date sammen og tale om, hvordan det var at dele sit kærlighedsliv med hele Danmarks befolkning.
Sidney Lee er sat overfor 'Numse-Rasmus'. Noget af et match, hvis du spørger os.
Se programserien her.
Se, hvad vi ellers skriver om: Streaming, Serier, HBO og Netflix