Det skal du streame i januar

Christian Eriksen giver efter sit kollaps ved EM i sommer sit første interview i ny dokumentar, 'Ozark' er tilbage, og så har HBO Max fået samlet alle stjernerne fra Harry Potter-filmene i en stor reunion.

Det skal du streame i januar
Offentliggjort

'Christian Eriksen – Min Historie'

Vi kender allerede til de store og vigtige overskrifter fra den kommende DR-dokumentar; Christian Eriksen er okay, han vil spille professionel fodbold igen og drømmer om at komme med til VM i Qatar i november og december her i 2022. Det ændrer dog ikke ved, at nok størstedelen af den danske befolkning har brug for at høre og se Christian Eriksen, når han et halvt år efter sit hjertestop i EM-kampen mod Finland endelig åbner op og tager os med i sine tanker, kollapset og fremtiden. Andreas Kraul har som den første fået lov til at besøge den danske midtbanestjerne i Italien.

Premiere 6. januar på DRTV

'Ozark' – sæson 4

Den kunne blive den nye 'Breaking Bad', lød det, da første sæson af Netflix-serien 'Ozark' rullede over skærmen i 2017. Historien i 'Ozark' har også flere fællestræk med 'Breaking Bad'; En tilsyneladende helt almindelig familiefar – Marty Byrde – arbejder som økonomisk rådgiver, men i det skjulte hvidvasker han penge for et mexicansk narkokartel. Men lad os være ærlige. 'Ozark' nåede aldrig at indfri de store forventninger. Der er dog stadig tale om en udmærket serie, og Jason Bateman i hovedrollen som den hvidvaskende familiefar gør det altid fremragende. Fjerde sæson er snart ude.

Premiere 21. januar på Netflix

'Doggystyle' – sæson 3

Der var vist ingen tvivl om, at DR i 2018 med 'Doggystyle' ønskede at skabe en serie, der kunne tiltrække det samme publikum, som var vilde med norske ungdomsserier og ikke mindst 'Skam'. Der stoppede bestillingsarbejdet til gengæld også, for Anna Emma Haudal beviste med serien, at hun var en original fortæller. 'Doggystyle' blev en fortælling om at ønske sig væk fra det jævne, gøre sig store drømme og karriereplaner, men af udbrændthed alligevel ende med at finde sig til rette i, hvad man er skabt af. Tredje sæson er ude, og den skuffer bestemt ikke.

Kan streames på DRTV nu

'Euphoria' – sæson 2

En anden ungdomsserie, der også tager meget vigtige emner for en hel generation op, er ’Euphoria’, hvor man følger stofmisbrugeren Rue og hendes komplicerede liv i high school. I ’Euphoria’ beskriver man troværdigt stofmisbrug, hævnporno og seksuelle overgreb. Første sæson fik topkarakterer i de fleste anmeldelser verden over, så vi kan kun tillade os at forvente endnu en fremragende sæson.

Premiere 10. januar på HBO Max

'Harry Potter 20th anniversary: Return to Hogwarts'

I 2021 samlede HBO hele vennegruppen fra 'Friends' til en reunion, og dokumentaren var selvfølgelig cheesy til tider, men alligevel også ganske rørende. Nu genbruger HBO Max opskriften og har denne gang samlet de vigtigste elever fra Hogwarts. Harry Potter-filmene fylder 20 år i 2022, og det skal markeres med en klassefest. Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint er naturligvis med.

Kan streames nu på HBO Max

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Dokumentar, HBO, Streaming og Netflix