Indtil 29. marts i år kunne Mackenzie Pearson passe sit psykologistudium på Clemson University i South Carolina i nogenlunde ro og mag. Uden andre forstyrrende indslag end de sædvanlige for en 19-årig kvinde. Dagen efter blev hendes essay ’Why Girls Love the Dad Bod’ bragt i det landsdækkende universitetsmagasin The Odyssey, og langsomt, men sikkert var Mackenzie Pearson ikke længere en helt almindelig studerende, men den verdensberømte moder til et nyt begreb, et helt fænomen, ja, hed det sig i medierne, en global bevægelse.
Mackenzie Pearson blev inviteret indenfor i alskens tænkelige udsendelser og artikler for at forklare sig. En fyr med en dad bod, lad os for nemheds skyld kalde det en farkrop på disse spaltegrader, træner en gang imellem, men han bunder også øl efter øl i weekenderne og kværner gladelig otte stykker pizza uden hverken at kny eller få kvalme, lød den gennemgående beskrivelse til seerne af bl.a. USA’s mest sete morgenprogram, ’Good Morning America’.
Washington Post fulgte op med det klikvenlige test dig selv-flowchart ’Har du en dad bod?’, og hypen overlevede sågar rejsen helt til Danmark. Til bl.a. Euroman.dk og videre ind på Viborg Stifts Folkeblads redaktion, hvor man greb såvel tendens som pen og forfattede en lederlignende artikel om, at overspændte mavemuskler altid har været til grin.
Til BuzzFeed, det amerikanske underholdningssite, trumfede Pearson, vores studerende fra det sydøstlige USA, med analysen: ”Det er nærmest, som om jeg har igangsat en bevægelse for et positivt billede af mandekroppen, som jeg ikke tror, vi var klar over, at vi havde brug for i vores kultur.”
Jeg har altid haft et anstrengt forhold til artikler, der sendes af sted med et ’Ny trend’/’Hot trend’/’Cool trend’/’Hip trend’ eller bare ’Trend’ i overskriften. Inden et kolon, hvorefter dagens trend så bliver rullet ud. Trends har sjældent godt af at blive sat på den hurtige nyhedsformel, for så er de ikke så interessante trends længere, og slet ikke når lidt for gamle journalister pakker dem ind i lidt for slidte buzz-låneord fra det store udland, fordi de tror, at det er det, der lokker de unge læsere, fremtidens attråværdige mediebrugere, til. Det er til at gennemskue og klikke væk fra.
Værst er det, at historien ikke har nogen substans. Efter min mening. Farkroppen lever i bedste velgående, det ved jeg af erfaring, og det har den gjort længe, og jeg kender ingen med en potentiel farkrop, der ikke for en kortere eller længere stund har overgivet sig til den.
LÆS OGSÅ: 16 eksempler på at lokaljournalistik er for vildt
Men jeg kender heller ingen, der før eller siden ikke har haft et ønske om at have styr på sin krop, uden at målet nødvendigvis er at ligne Cristiano Ronaldo på tre uger. Det handler om forfængelighed, men sandelig også om at være sund, have overskud, have det godt.
Langt de fleste mænd i den vestlige verden, som artiklen henvender sig til, befinder sig i den fysiske og psykiske tilstand. Og har det rigtig fint med det.
Jamen, er det så ikke en nyhed, at kvinder bakker op om farkroppen? Ja, ligefrem erklærer den attraktiv? Jo, i det studentikose medie, nyheden er afleveret i. Sjov nok, men med et lidt for løst forhold til virkeligheden til at forsvare en verdensudbredelse.
Og på den måde kendetegner historien om farkroppen og dens virale sejrsgang alt, hvad der er galt med moderne medier i dag: Omstændighederne om en historie kan være så fascinerende, at ingen rigtig gider forholde sig til, hvad der er op og ned i indholdet.
Essayet om farkroppen er frem for alt historien om den unge, ukendte skribent, der bliver berømt for at opfinde en mundret betegnelse for noget, de fleste har et forhold til.
Det er det, verden klikker på, ikke substansen, for den er der ikke.
LÆS OGSÅ: Rikke Møller Pedersen: "Jeg blev mobbet fra 0. til 7. klasse"
LÆS OGSÅ: Tillykke med huen: Her er dine 7 muligheder
LÆS OGSÅ: Yuccien: Hipster, der er blevet voksen
LÆS OGSÅ
