Hvad kan glatte slipsedrenge i Maseratier lære af langskæggede litteraturstuderende weekend-dj’s, der kan tale i timevis om den helt rigtige ristning af kaffe i timevis, men har svært ved at skaffe pengene til at betale den?
Ikke så lidt, og faktisk er mange fra de to grupper ved at nærme sig hinanden på et fælles ståsted, hvor en god hyre og et kreativt liv ikke er modsætninger.
Det mener den amerikanske skribent David Infante, der i sidste uge lancerede gruppebetegnelsen yuccie, en forkortelse for Young Urban Creatives, i en klumme på sitet Mashable. Infante skriver:
Annonse
”Yuccier er det kulturelle afkom af yuppier og hipstere. Vi er opsatte på at få succes ligesom yuppierne og på at være kreative ligesom hipsterne. Du krydser yuppiens nyrige tørst efter lystyachter og anerkendelse med hipsterens anti-ambition og røgsvøbte individualisme.”
Infante tager udgangspunkt i sig selv og folk, han kender, når yuccien skal defineres som type.
De er folk, der har tatoveringer, jovist, men kun under tøjet. Folk, der gerne vil rode med motorcykler og vinylplader, men kun hvis de samtidig kan tjene penge nok til at købe dyrt mikrobryg og rejse på ferie til Austin. Folk, hvis arbejdsetik er drevet af lyst og kreativitet, men som også vil have penge på kontoen til at betale både for maden på en ordentlig restaurant og tandlægeregningen bagefter, hvis en tand skulle knække på en olivensten.
”Jeg kan godt genkende typen, fra rejser i USA, men også fra iværksætteri herhjemme,” siger Henrik Byager, der arbejder med livsstils- og kommunikationsrådgivning.
”Jeg kan se en ny strømning på vej, hvor man gerne må gå ind for profit og vækst. Men hvor man ikke må være en gold spekulant. Det kan vi ikke lide. Man må ikke være en materialist på den der måde, hvor det bare handler om at få råd til en stor sportsvogn. Der er sådan en understrøm af, at vi er the good guys, der gør tingene anderledes. Rigtige mennesker, der laver rigtige produkter. Som måske endda gør verden til et bedre sted,” siger Henrik Byager til euroman.dk.
Ifølge klummeskribent David Infante kan man blive yuccie ad to veje.
Enten er man typen, der har haft en karriere i erhvervslivet, men drømmer om at løsne slipset og beskæftige sig med de ting der giver en glæde i fritiden, og som har en anden værdi end den rent økonomiske. Det kan være gulddrengen, der opgiver mavesåret i Saxo Bank og i stedet beslutter at åbne et cykelværksted.
Eller også er man typen, der er skridtet mere ambitiøs end alle de andre nyuddannede, der drømmer om at udleve deres hobbyer og kreativitet, og som fra starten kæmper for at kunne tjene penge på det. Og måske også typen, der er realistisk nok til at sadle om, når han finder ud af, at han aldrig kommer til at tjene penge på det sure øl, som han brygger i kælderen, og i stedet får sig et arbejde på kontoret hos Mikkeller.
Henrik Byager mener, at der tidligere generelt har været en berøringsangst i de kreative miljøer i forhold til alt, hvad der var kommercielt. Men det kan være ved at ændre sig, siger han og nævner som eksempel det politiske parti Alternativet, som en platform, hvor det er legitimt at tænke i vækst. Så længe der også følger en grøn omstilling med, så længe værdierne er de rette.
”Så kan man godt være cool og bevare sin integritet uden at blive en blodsuger,” siger han.
Morten Vammen, der er skribent og radiovært og hyppigt hudfletter subkulturer her på euroman.dk, fortæller, at han tidligere har opfattet sit professionelle liv som et valg mellem enten og eller. Enten sjovt og con amore eller vellønnet og fuldstændig på kommercielle vilkår, i for eksempel reklamebranchen.
Annonse
Han mener, at noget i tidsånden ar ændret sig, og at det bedre kan lade sig gøre at forene begge dele, fordi såvel erhvervslivet som subkulturerne er blevet mindre forbeholdne over for hinanden.
Morten Vammen nævner som eksempel en kritisk artikel, han for nylig har skrevet til den danske udgave af det ofte kontroversielle magasin Vice. Artiklen var sponsoreret af Danske Bank.
”Redaktøren siger, jeg kan skrive kritisk om fx Mærsks part i det militær-industrielle kompleks uden problemer. Ingen har løftet et øjenbryn over at Vice, med al sin subkulturelle bagage, er i collaboration med Danske Bank. Det er helt naturligt for de unge, de drømmer alle om at sælge ud. Jeg er også klar, bare prisen er rigtig, haha,” siger Morten Vammen.
Samtidig advarer han mod at gøre sig illusioner, hvis man som sultende kunstner modtager et tilsyneladende fordelagtigt tilbud fra det etablerede erhvervsliv.
Morten Vammen er i hvert fald ikke i tvivl om, hvem der ligger ovenpå, når kreativitet og marked bliver sengepartnere:
”Pengene ligger i at pimpe de kreative, lukrere på den trafik og de akser, de skaber. Det er formaterne og brandsne, der laver pengene, de kreative er bare udskiftelige daglejere eller nogle, der prøver at lave et personligt brand på at gentage noget markedsrettet klonet, sikkert bras.”
I sin artikel om yuccierne, erkender David Infante at leve med en vis portion selvhad.
Men selvhadet skyldes ikke skam over at sælge ud. Tvært imod. Selvhadet skyldes hans evindelige trang til bekræftelse og ros.
Den trang er i sig selv, siger han, en motivation bag alt, hvad han laver og primær grund til, at han valgte et fag med vægt på individuel eksponering og ikke bare den lige vej til et arbejde med en garanteret god løn.
Den er der nok mange af os med bare en anelse kreative prætentioner, der kan genkende.
Men selv om yuccie-begrebet potentielt set favner mange af os privilegerede middelklassemennesker, og selv om det har været i rigtig mange medier de sidste par dage – man kan sågar tage en quiz og finde ud af, om man selv er en - er det stadig for tidligt at sige, om det går lige så hurtigt i glemmebogen som for eksempel det kuriøse livsstilsprædikat spornoseksualitet:
”Om vi kommer til at se 1000-vis af eksempler på yuccies, det er jeg ikke helt sikker på. Det bliver vanskeligere og vanskeligere at lave en genrebetegnelse for en hel masse mennesker. Ikke mindst, fordi vi stritter imod,” siger Henrik Byager.
”Folk vil være unikke. De her mennesker, vi taler om, vil alle sammen sige, at de ikke er en del af nogen strøm. Alle vil sige, at de har nogle helt specielle evner og forudsætninger. Lige gyldig om de laver eldrevne tandbørster eller vinddrevne fladskærme.”
