’Ghettostjerner’ er et sjældent vellykket forsøg på at skildre en banal hiphop-problemstilling

UNGE RAPPERE MED indvandrerbaggrund, der med den ene hånd dyrker et stort musikalsk talent, og med den anden hånd holder liv i gamle, dårlige vaner på gaden. Det lyder som en problemstilling, vi har hørt før. Alligevel bør du give ’Ghettostjerner’, der kan streames på DRTV i fire afsnit, en chance.

Her følger vi tre aarhusianske rap-artister: Drill-gruppen Shooter Gang, duoen Speedy & Shariffo, begge fra Trillegården, samt sangeren Baloosh fra Bispehaven. Fælles for dem er de systematiske udfordringer, som unge mænd med anden etnisk herkomst fra udsatte boligområder oftest støder på. Og så er deres vej ind i musikbranchen blevet banet af ham, der også er det stærkeste kort i ’Ghettostjerner’: Den aarhusianske rap-legende Marwan.

Marwan, der selv bragede igennem lydmuren i 2007 med debutpladen ’P.E.R.K.E.R.’, fungerer som en art manager og mentor for de unge artister. Han kender deres baggrund, udfordringer og drømme, og vigtigere end det; han forstår dem, fordi han selv har gennemlevet deres kamp for en mere konstruktiv tilværelse. I ’Ghettostjerner’ er Marwans fortællerstemme et virkelig vellykket værktøj til at formidle problematikker, der formentlig kan synes fjerne i store dele af Chromecast-Danmark.

Udfordringen for denne type dokumentarer er ofte at finde den rette fortællerstemme. Artisterne har svært ved at udtrykke essensen i deres problemer, og de konventionelle journalister kan ikke oversætte det på en troværdig måde. I ’Ghettostjerner’ fungerer en brandy-drikkende og storrygende Marwan som det perfekte bindeled mellem de uslebne rappere og os som seere.

Så når Tan fra Shooter Gang siger ”fucking pansere”, forklarer Marwan baggrunden. Det er oplysende, sobert og nuanceret uden at være undskyldende.

’GHETTOSTJERNER’ TILBYDER et sjældent fyldestgørende indblik i tilværelsen for de unge rappere, selvom artisterne til tider er næsten komisk umeddelsomme. Der er ting, man bare ikke taler om, men hvis man anerkender den præmis, er der masser af sjove, tankevækkende og sågar rørende øjeblikke i seriens fire afsnit.

Mit personlige højdepunkt falder i slutningen af afsnit 1, hvor den maskerede gruppe Shooter Gang skal spille deres første koncert nogensinde - et opvarmningsshow for bykongen L.O.C. Marwan beder dem om at holde alle deres venner væk. Hvis der opstår ballade, vil de aldrig blive booket til noget igen. ”For meget perkershit kan ikke betale sig,” siger han. Ét forkert træk, og du er ude. Det kender Shooter Gang alt til.

Det er sødt, sjovt og sympatisk at se den unge rapgruppe med den udfarende attitude møde spillestedets ansatte med deres bedst indøvede rigsdansk og pletfri skoledrengsattitude, hvorefter der straks opstår diskussion om, hvorvidt de må tænde en joint ud ad vinduet i backstagelokalet.

Generelt skal DR have ros for i et helt år at have fulgt artisterne i en så tidlig fase af deres karrierer. Det er et modigt valg, men giver os som seere et sjældent indblik i de allerførste succeser og de allerstørste fiaskoer. Fra den første koncert for Shooter Gang og den første studenterhue for Shariffo til Speedys udsmidning fra gymnasiet og Balooshs fængsling, netop som musikkarrieren er på vej op i kurs.

De unge mænds problemstillinger er på mange måder velkendte og nærmest banale. Og selvom mange centrale informationer udelades, særligt om omfanget af artisternes kriminelle vaner, giver ’Ghettostjerner’ en unik, rørende og meget anbefalelsesværdig indsigt i de problematikker, vejen til succes er brolagt med i store dele af samfundet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop, Streaming og Musik