Har tv-seriernes guldalder peaket? Holdningerne er delte
Netflix, Amazon, HBO og mange andre smider milliarder af dollars efter nye serie-produktioner. Men der bliver længere mellem genialiteterne som ’Game of Thrones’ og ’Breaking Bad’. Frederik Dirks Gottlieb og Emil Norsker diskuterer fremtiden for tv-serie-markedet.
Foto: PR Breaking Bad.
Pro
Frederik Dirks Gottlieb, serieekspert på DR og vært på podcasten ’Serierådet’
”Den populære mening er, at alting var bedre for 10 år siden. Men det er altså noget vås. Sandheden er, at der bliver produceret mere godt stof nu end for 10 år siden.
Jeg forstår godt nostalgien. Tv-mediet blev revolutioneret i slut-90’erne, og nogle af de serier, der kom frem der, tog fuldstændig røven på os. ’The Wire’, ’Sopranos’, ’Six Feet Under’. Det var nogle dramaserier, som lærte os, hvorfor tv-mediet er genialt. Vi kunne følge karaktererne over lang tid, og vi kunne komme ind under huden på dem, lige som i en roman. Der skete noget der, som vi ikke havde set før eller i hvert fald ikke set særlig tit.
Men det er overdrevent at tale om, at vi var i guldalderen i starten af 00’erne, fordi der var fem gode serier. Vi ænser slet ikke, hvor forkælede vi er lige nu, hvor meget godt indhold, der bliver produceret, og hvor lidt vi betaler for det.
Jeg vil gerne medgive kritikerne, at de bedste dramaer har nogle år på bagen. Men til gengæld har vi fået et væld af genrer, som vi ikke var i nærheden af for 10 år siden: comedy, true crime, dramady, krimi, gys. Der er noget til alle nu, og det er fantastisk.
Men ja, der er også en del lort derude, og det kan være svært at finde hoved og hale i, fordi der er så meget. Man kan godt komme til at se tre dårlige serier i træk, hvis man ikke er kritisk.”
Contra
Emil Norsker, digital redaktør og serieekspert for Euroman
”Vi har været vant til serier på et ufatteligt højt niveau. Det har jo længe været det, man snakkede om, når man mødtes: ’Hey, du skal bare se den der!’
Men efter min opfattelse er der blevet længere mellem snapsene. Der bliver stadig produceret gode serier, men bakken er begyndt at gå nedad, og kreativt ser vi bare ikke det samme, som vi gjorde tidligere. Hvornår har vi sidst haft den serie, som alle snakkede om ved kaffemaskinen?
Det er jo ikke, fordi de ikke forsøger. Der bliver postet vanvittige summer i nye satsninger. Men de rammer den bare ikke på samme måde som med ’Mad Men’ eller ’Game of Thrones’, og de nye serier har ikke den der wow, man-kan-også-lave-det-på-den-måde!
Alle vil hyre de vildeste instruktører og skuespillere. Der bliver produceret utrolige mængder nyt indhold. Men det er som om, vi har nået et kreativt loft. Måske er der en begrænset talentmasse. Det kan man også se ved, at mange af de bedste, nye serier kommer fra andre steder end USA. Eksempelvis tyske ’Babylon Berlin’ og britiske ’Patrick Melrose’.
Jeg er bange for, at vi vil se nogle spillere begynde at trække sig. Og når Netflix’ aktionærer på et tidspunkt synes, de skal begynde at tjene penge, vil originaliteten begynde at falde yderligere i takt med, at pris og reklameindhold vil stige.
Vi kan aldrig vide, hvornår en periode stopper, når vi står midt i den, og så er det ligyldigt, om vi taler serier, musikgenrer eller boligbobler. Men den vil slutte. Det er stensikkert.” ■
Den glæder vi os til
’Watchmen’ har allerede nydt stor succes som tegneserie og film, og nu satser HBO på, at karakterne kan tåle det lange tv-format. Serien bliver skrevet og produceret af Damon Lindelof. Præcis lanceringsdato er i skrivende stund ikke offentliggjort, men HBO lover, at det bliver i 2019 – og med lidt held bliver det årets seriehøjdepunkt.
Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Netflix, HBO og Streaming