Jonas Risvig står bag ny Viaplay-ungdomsserie om mandefællesskaber: Se traileren til 'Drenge'
Kort efter succesen med 'Salsa' har den fremadstormende instruktør allerede en ny serie på trapperne.
Foto: Jesper Christensen / Viaplay
Instruktør Jonas Risvig er et af de største talenter i Danmark inden for fiktion til unge. Det cementerede han senest med serien 'Salsa' på P3, der omhandler den fiktive sex-app Drift, og som rykkede på grænserne for dansk ungdomsindhold på tv.
”Vi skal i gang med at lave noget indhold uden filter og respektere, at de unge skal have sandheden på bordet. Vi skal ikke pakke dem ind længere, for de er alligevel ved at overhale os," fortalte Jonas Risvig om sit arbejde til Euroman i 2021.
Nu er Risvig allerede snart på vej med en ny ungdomsserie, 'Drenge', hvor man følger et drengekor i Silkeborg, og hvordan deres mandefællesskab er præget af grænsesøgende vildskab.
"’Drenge’ handler om at finde sin identitet i en tid, hvor man ikke længere har en entydig manderolle at læne sig op ad. For mens drengene forsøger at finde ud af, hvilken type mænd de skal være, afsøger de både lys og mørke, skyld og uskyld, tro og nihilisme og de har gjort deres generations eksistentielle modsætningsforhold til en livsstil og et statement.
Da en af drengene, Lasse, omkommer i en mistænkelig drukneulykke og en ny dreng, Robin, træder ind i gruppen, bliver deres loyalitet og sammenhold sat på prøve," lyder plottet i en pressemeddelelse.
Risvig har haft instruktørrollen, mens Mikkel Sørensen og Lars Bang har skrevet manuskriptet. 'Drenge' kommer i syv afsnit. Premieren er 14. august på Viaplay.
Se traileren herunder:
Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Streaming og Viaplay