Kærligheden er tilbage i tv-serierne

2020 tegner til at blive et år for tv-serier, hvor kærlighed ikke længere er noget, man bare rynker på næsen af.

Kærligheden er tilbage i tv-serierne
Offentliggjort

Op gennem 2010’erne blev det i serieverdenen mindre cool at beskrive kærlighed som en ting, vi mennesker har brug for. Det korte serieformat overtog fra det lange, og kærligheden fyldte forsvindende lidt i de bedste fortællinger.

I ’Girls’ ville Hannah gerne finde ro – også gerne med en fyr – men det passede bare ikke sammen med den store drøm om at være ’sin generations stemme’. I ’Atlanta’ var Earn og ekskæresten Van egentlig som skabt for hinanden, men alligevel blev hun ved med at glide ud af hans hænder og forvirrede sind. Og i ’Better Things’ har Sam nu over fire sæsoner nærmest ikke haft tid til kærlighed, fordi karrieren, veninderne og de tre døtre fylder det hele.

2010’ernes bedste serier var generelt kendetegnet ved hovedpersoner, der havde nogle klare meninger om og interessante perspektiver på virkeligheden. Det skabte storslåede fortællinger om verden lige nu og her, men samtidig levnede det ikke rigtigt plads til noget så gammeldags som forelskelser og romantiske følelser.

2020 lader til at ville lave om på dette. Det er tydeligst at iagttage i årets indtil videre mest sublime serie: ’Normale mennesker’, der er baseret på forfatter Sally Rooneys mesterlige roman af samme navn, skildrer Marianne og Connells op- og nedture. Kærligheden mellem de to unge er kompleks. Den udvikler sig i alle mulige retninger hen over årene, men essensen er ikke til at tage fejl af: Kærlighed er noget, der skal tages dybt alvorligt, og den samme tendens ser man i flere af årets andre seriebrag.

I anledning af at DR har vist tolvte afsnit af ’Normale mennesker’, følger her tre serier, du skal se, hvis du vil opleve, hvordan kærligheden igen skal helt ind på midten af fortællepaletten i 2020’erne.

Insecure

Isaa Raes serie er ikke en af de mest omtalte eller streamede i Danmark, men det er en af de bedste, der er lavet i de senere år. Vi er nået til fjerde sæson i fortællingen om Issa, og her træder hendes ironiske og cool side mere i baggrunden til fordel for hendes mere oprigtige og ligefremme side. Issa stabler en stor fest i lokalsamfundet på benene og finder ud af, at hun gerne vil arbejde med at gøre noget for andre. Hun bliver mere opmærksom på, hvad hun mangler og ikke mangler i sit liv, og det, at hvert eneste afsnit i denne sæson hedder noget med ’lowkey’, skaber en fornemmelse af, at hun skal tage det roligt og ikke overspille sine kort. Men det, Issa finder ud af, er, at hun netop må træde mere i karakter og sige, hvad hun vil have. Afsnittet ’Lowkey Happy’, hvor hun er ude med sin ekskæreste, er en rørende fortælling om to mennesker, der rækker ud efter hinanden. ’Insecure’ er blevet følsomt forrygende.

Kan streames på HBO Nordic

Little America

Apple TV+ har en lille sag liggende, der udstikker en ny linje. ’Little America’ er en antologiserie om mennesker, som forsøger for at udleve den amerikanske drøm. Den er skabt af holdet bag ’Master of None’ og ’The Big Sick’ og er derfor naturligvis sjov, men også meget lidt berøringsangst, når det kommer til at beskrive kærlighed. Faktisk er flere af afsnittene kolossalt ligefremme, når vi eksempelvis oplever en kvinde, der falder pladask for en medkursist på et 10 dages stille-kursus, eller en syrisk flygtning, der søger asyl i USA for at kunne leve det frie liv, som han på grund af sin homoseksualitet ikke kan få lov til i hjemlandet. ’Little America’ glimrer ved, at den afsnit efter afsnit lægger ud med feel good-fornemmelser, uden den glemmer, hvad der ligger bag dens roller. Det skaber et intenst portræt af antologiens personer og ikke mindst af deres søgen efter identitet, accept og kærlighed.

Kan streames på Apple TV+

Betty

En gruppe unge kvinder skater rundt i New York City, og på overfladen er deres problemer små. Hvis en taske bliver stjålet ved ramperne, må Janay, Kirt, Honeybear, Indigo og Camille på jagt gennem storbyens gader, og hvis én af dem har været så stenet at glemme sine rygepinde et sted, må de naturligvis skaffe dem tilbage. Men neden under denne fortælling danser kærligheden hele tiden rundt. For uanset om det er den spændende skaterfyr, som Camille har et godt øje til, eller den flotte kvinde, der virker mere og mere tiltrækkende på Honeybear, så er kærligheden oprigtig og aldrig kantet. De unge kvinder er ikke bange for at tage chancer og fortælle, at de er vilde med andre eller hinanden. Det skaber en befriende og kærlig tone midt i det ellers ret tilbagelænede univers, som ’Betty’ foregår i.

Kan streames på HBO Nordic.

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, HBO, Streaming og Casper Hindse