Lars Ulrich: "Jeg har mareridt, hvor min arm er lavet af gummi, når jeg prøver at spille"

Du er på en årelang verdensturné med bandet. Hvad gør du, inden du går på scenen?

”Vi kommer til arenaen 3-4 timer før koncerten og mødes med fans og presse. Bagefter spiser jeg – ofte kylling og grøntsager. På min rider står der yoghurt, Perrier, proteinshakes, blåbær, æggehvider og gulerødder, som jeg kan gå og gnave i hele tiden. Meget rock and roll.

Omkring halvanden time før, vi skal på scenen, bliver jeg strakt ud af en massør og varmer op på løbebånd. Så går vi alle fire ind i et øvelokale og gennemgår sætlisten.

Det sidste nummer vi øver, skal være det første nummer, vi spiller på scenen. Ellers går det galt. Det er lidt en joke mellem os. Inden vi går på scenen, står vi i en cirkel og holder om hinanden.

Vi pepper hinanden op eller tager gas på hinanden. En af vores garderobepiger står klar med et håndklæde, så jeg lige kan pudse næse og spytte lidt op som det sidste. Så løber jeg ud.”

Er din forberedelse som trommeslager anderledes end de andres i bandet?

”Jeg har altid været misundelig på de tre andre, som bare tager deres guitar eller bas og begynder at spille. Jeg skal altid skifte til shorts eller løsere bukser og tennissko.

Jeg skal tape mine fingre i fem minutter. Det er meget upraktisk. Og hvis jeg ikke får mine skuldre varmet op og masseret, er jeg bange for, at jeg får en skade, hvis jeg spiller for hårdt. Det er næsten pinligt at skulle fortælle. Men det må jeg bare acceptere, hvis jeg skal spille to en halv times Metallica efter at have rundet 50 år (griner, red.).”

Savner du de vilde dage?

”Jeg har alle minderne. Men jeg føler ikke, at jeg savner det. Vi begyndte at turnere i 1983, og jeg opdagede, at historierne og klicheerne om rock and roll-tourlivet i USA var lidt rigtige. Når du er 19 år og kommer fra et tavst miljø i Hellerup og lige pludselig står foran den verden, hopper du i. Det var skægt. Det var uhæmmet. Der var gang i den. Det var før aids. The sky is the limit. Når du har den alder, tager du det hele.”

Hvad fik dig til at ændre livsstil?

”Jeg er far til tre og har børn, der skal køres i skole klokken 7.35, så jeg kan ikke være ude hele natten. Der er blevet byttet om på prioriteterne. I de tidlige dage med bandet drak vi bajere, før vi skulle spille, men efter fem år holdt jeg op med det. Min tilgang er meget idrætsbaseret. Jeg voksede op med nogle af landets bedste tennisspillere i min familie og spillede selv tennis i HIK efter skole. Det var en sportspræget barndom, og det lever i blodet.”

Hvordan gik du fra tennisverdenen til metalmusik?

”Jeg var omkring ni år, da jeg kom med til en koncert med Deep Purple. Jeg blev interesseret i musikken og energien i sceneshowet som kommunikationsform. Jeg fik lov til at tage til koncerter, men der var ikke så mange i min klasse, der var opsat på det, så jeg tog bussen eller S-toget alene ind til K.B. Hallen eller Falkoner Teatret.

Det blev en hobby væk fra tennis, for min ambition var stadig at følge i familiens tennisfodspor, og jeg flyttede til Californien som 16-17-årig for at træne, men der var så mange tennisspillere i USA.

Jeg var ikke engang den bedste på den gade, vi boede i. På det tidspunkt var McEnroe og Connors populære verden over, og det medførte, at mange middelklassebørn begyndte at spille.

De styrketrænede, løb og slog forhånd ned i hjørnerne seks timer i træk, og det var aldrig det, tennis havde været i Danmark og den verden, jeg var vokset op i. Jeg tabte hurtigt interessen og hoppede ind i musikken, som havde boblet i mig.”

Hvordan er dit forhold til trommesættet egentlig?

”Mine trommer er et redskab. Jeg har ikke et kælenavn for dem eller kalder lilletrommen et pigenavn. Når vi laver et nyt album, får mine trommer en ny farve, men det er det. Jeg kan godt lide, at tingene er de samme.

Nu, hvor jeg tænker over det, har jeg nogle gange mareridt om, at jeg misser begyndelsen på en koncert. Jeg løber ind på scenen, efter vores introtape (Ennio Morricones nummer ’The Ecstasy of Gold’ fra filmen ’Den gode, den onde og den grusomme’, red.) er overstået, men de andre er allerede i gang med at spille.

Jeg når op bag trommerne og sætter mig på stolen, men trommerne er for langt væk til, at jeg kan nå dem. Når jeg prøver at spille, er min arm lavet af gummi. Alt er i slowmotion, og trommestikkerne bøjer sig. Det er som en syret tegnefilm.”

Hvad er din rolle i bandet?

”Desværre for de andre er det mig, der styrer det praktiske. Det kommer fra min mor. Min far levede i sin egen verden, og hun styrede alt for ham – bookede rejser og betalte hans regninger, for han havde aldrig penge på sig. Hun styrede alt i hans liv. Jeg har fået en underlig blanding af de to.”

Hvordan har du det så, når du sidder oppe på scenen bag trommerne?

”Wow, hvor går det hurtigt. Se alle de smukke lys. Slap lidt af. Jeg kan ikke høre guitaren. Trommerne står ikke, som de skal. Efter 5-10 minutter begynder det at sætte sig.

Jeg behøver ikke nogen sætliste, fordi det er mig selv, der har skrevet den, men nogle gange kan jeg ikke huske det næste nummer, og så må jeg lige løbe over til en af de andres sætlister. Men ellers er jeg hele tiden 30 sekunder længere fremme, fordi det er mig, der styrer tempoet.

Det er en meget fokuseret energi. Så når vi er på turné, er det også det roligste sted, jeg kan være, for jeg behøver ikke at tjekke min telefon eller mail.

Der er ingen, der prikker mig på skulderen og siger: ’Kan du lige dit og dat?’ ’Kan vi lige tage en selfie?’ osv. 22 timer ud af et døgn kan der ske hvad som helst, men oppe på scenen er det en safe zone ...”

Et fredfyldt sted midt i al larmen?

”Det er et rigtig cool sted at være.”

LÆS OGSÅ: Torben Ulrich: "Jeg kunne ikke have spillet professionel tennis i dag. Der er for mange krav om at spille i det og det mærke og repræsentere sponsorerne, og det var jeg ikke skabt til"

LÆS OGSÅ: Se de bedste sexscener fra alle syv Game of Thrones-sæsoner

LÆS OGSÅ: Hør Suspekt fortælle om fortiden og fremtiden i særudgave af Euromans Podcast