Engang var helte sådan nogen, der slog på tæven og reddede kvinderne samt en hel films handling.
Sådan er det ikke mere. Især ikke i serierne, der i disse år virkelig skaber komplekse og interessante kvinderoller, men som også har fornyet den mandlige helt. For det er bestemt stadig muligt at finde metervare-fortællinger, hvor mændene kan det hele og lidt til – men normen er nu ved at have ændret sig.
Nybruddet har været i gang længe. Faktisk kan heltens omdannelse til antihelt mest tydeligt dateres til Tony Soprano i ’The Sopranos’, Don Draper i ’Mad Men’ og Walter White i ’Breaking Bad’. Men antihelten er nu også muteret siden. Han findes i alle former, farver og udtryk, men først og fremmest kan han være både ”anti” og ”helt”.
For mænd er ikke længere så gennemskuelige i serieverdenen, som de var for bare nogle få år siden. I det ene øjeblik tænker vi, at de er typisk maskuline og karikeret klar på enhver udfordring, mens vi i det næste opdager de sprækker i overfladepoleringen, der gør dem menneskelige.
Det er følgende fem mandlige skuespilpræstationer i aktuelle serier på de danske streamingtjenester glimrende eksempler på.
Matthew Rhys i ’Perry Mason’
Hvis du nogensinde er faldet over forsvarsadvokaten Perry Mason i en serie, der havde sin storhedstid i 1950’erne og 1960’erne, vil du nok blive noget overrasket over den nye serie om ham. For i skikkelse af Matthew Rhys er Mason ikke elegant og ligefrem. Tværtimod er han en forhutlet privatdetektiv, der under Den Store Depression i 1930’ernes USA har svært ved at træde i karakter som menneske.
Først da han virkelig skal, viser han, hvad han er gjort af, men indtil da kæmper han med at holde sammen på sig selv. Matthew Rhys gestalter en arketype på en ny måde. Mason er egentlig hårdslående, men han har det med at ramme sig selv oftere, end han rammer de andre. Altså indtil han indser, at noget må gøres.
Kan streames på HBO Nordic
Magnus Millang i ’Brødrene Ost’
Magnus Millang er en komisk begavelse af de helt sjældne. Det er tydeligt, at han har set timevis af ’The Office’, når han konstant i sin satire kigger i kameraet med enten overbærenhed eller vrede. Efter sketchshowet ’Danish Dynamite’ og komedien ’Selvhenter’ forfiner han imidlertid blikket på den mand, han ofte udstiller: Den selvfede af slagsen.
Dette sker i ’Brødrene Ost’, hvor han – ligesom i ’Selvhenter’ – drager ud i verden sammen med sin lillebror Emil Millang. Denne gang er det dog for at besøge forskellige lande og smage på lokale oste, men sideløbende fortæller Magnus Millang sin helt egen historie. For de to brødres fjolleri får en særlig dybde, når storebror Magnus gerne vil være ovenpå, men konstant bevæger sig på randen af mentalt knockout, eftersom hans fjollerier dækker over en usikkerhed på egne evner. Det er suverænt spillet.
Kan streames på TV2 Play
Kevin Costner i ’Yellowstone’, sæson 3
Intrigerne driver stadig rundt i det moderne cowboy-land i tredje sæson, men det er især Kevin Costner, der er interessant at iagttage. For lige siden første sæson har den rutinerede skuespiller suget al energi til sig som ranchlederen, der ved, hvordan et rænkespil skal skæres. Han kan være den omsorgsfulde, fremstrakte hånd, der få sekunder senere beordrer noget modbydeligt, hvis hans verden trues udefra.
Costner viser, at kloden er fyldt med magtmennesker, der egentlig helst vil have det godt, men som ikke tror på det bedste i andre end sine nærmeste. Derfor er magt og loyalitet også så brugte ord i cowboy-land. I visse scener gyser man over Costners præstation.
Kan ses streames hos Paramount+ og C More
Brian Cox i ’Succession’, sæson 2
Den prisvindende serie handler i sin grundessens om en flok dysfunktionelle børn og en virkelig magtfuld far. Familien Roy driver et medieimperium, men det er især den massivt magtfulde patriark, der haler én ind i seriens stigende vanvid.
Skotske Brian Cox er tydeligvis en dominerende mand i en verden af i går, men samtidig formår børnene omkring ham at bevise, at han har været en gennemgribende ufuldstændig far. Med sin brovtende attitude tror familieoverhovedet stadig på, at penge kan købe alt, men netop den attitude begynder med Cox’ fintfølende mimik at vakle mere og mere.
Kan streames på HBO Nordic
Søren Malling i ’Efterforskningen’
Der er allerede sagt og skrevet meget om Tobias Lindholms nye serie, der har sit udgangspunkt i sagen om drabet på journalist Kim Wall i en selvbygget ubåd. Men det er også kun udgangspunktet, for egentlig handler ’Efterforskningen’ om drabschef Jens Møllers arbejde med at finde frem til, hvad der er sket, da han får sagen ind på sit bord.
Søren Malling spiller med stoisk ro og flossede nerver som drabschefen, der nægter at blive et mere dystert menneske, selvom han arbejder med mord i dagligdagen. Kameraet følger registrerende i hælene på ham og hans hold, og hvert eneste lille ansigtstræk er bittersødt turneret. En skuespilpræstation fra øverste hylde.
Kan streames på TV2 Play
Se, hvad vi ellers skriver om: Streaming, Serier, Casper Hindse og Mænd