Mord, hor, whisky, kokain og 500 fucks. Alt er ved det gode gamle, men nye komplekser sniger sig ind i serien om Shelby-familien fra Birmingham. Euroman anmelder første afsnit af Peaky Blinders sæson 5.
Tommy Shelby spørger sig selv, om han er blevet gud, og når efter lidt betænkningstid frem til, at det er han ikke.
Endnu.
Annonse
Sådan forlader vi den handlekraftige forretningsmand, politiker og morder i første afsnit af Peaky Blinders’ femte sæson, og det er en slutning, der varsler nye indre og ydre fjender for gangsterbossen fra Birminghams sortsvedne og revolutionsrøde arbejderkvarterer.
Året er 1929. Shelby gør sig både på Wall Street og i det britiske underhus, og mens han taber en formue under børskrakket det første sted, arbejder han sig opad i det politiske hierarki i det andet Han har taget slips på, og det ser pænt ud.
Men han omgiver sig stadig af gadens mænd med barberbladene stukket godt ind i flat cap’en, og mord vedbliver med at være en nærliggende løsning på Shelbys problemer, uanset om de kommer fra den kinesiske mafia eller lidt for kritiske journalister fra Londons borgerlige presse.
Familiesituationen er denne: Broderen Arthur er bestyrelsesformand, men mere af navn end af gavn, og hans ambitiøse kone Linda vil fortsat have ham til at sætte sig på den reelle magt i koncernen, men han er og bliver en knytnævernes mand, og Lindas afmagt og afsky må dulmes i en sky af kokain.
Den yngste bror, Finn, vil bevise sig selv i den del af familieforetagendet, som ikke tåler dagens lys, og det koster ham en kugle i armen. Tommy og Arthur billiger det principielt ikke, men kan ikke skjule deres stolthed og opbevarer kuglen, så Finn kan få den som minde. Vi husker alle den første, som de siger.
Polly, deres tante, møder vi in flagrante med en betragteligt yngre mand, og hun har genindtaget sin position som matriarken og Tommys concigliere. Hendes søn, Michael, har i et orgie af sex, sprut og – mere – kokain tilsidesat Tommys ordre om at sælge familiens aktier inden krakket på den amerikanske børs, og her venter en af den nye sæsons mest interessante konflikter: Tommy er rasende over tabet, men tør han straffe Pollys øjesten?
Annonse
Den engang så revolutionære Ada, Shelby-brødrenes søster, har flyttet sin passion fra Karl Marx til kunst – og til en smuk sort mand, som oven i købet har gjort hende gravid – med en ”bastard”, som Polly nøgternt konstaterer. ”Men du er en moderne kvinde,” tilføjer hun, og deri ligger kimen til endnu en konflikt med de konservative brødre.
Og så er der Thomas Michael Shelby, medlem af parlamentet for arbejderpartiet Labour. I første afsnit beordrer han to mænd og en hest dræbt – hesten klarer han selv og påkalder sig sønnens vrede – og han lægger i kakkelovnen til konfrontationer med såvel bander i Birmingham som banditter i Westminster. Vold kommer som bekendt i mange skikkelser, og nabodistriktets partifælle, som kun kort introduceres, vil formentlig med tiden blive en lige så farlig fjende som den fremstormende mafia i Chinatown.
Tommy Shelby kæmper sideløbende med sine indre dæmoner, som holdes på afstand med flydende narko, men den er ikke stærk nok til at stække et voksende storhedsvanvid. ”Ingen lytter til mig,” råber han, når korthuset begynder at vakle.
Og det er her, at gudekomplekset viser sig som cliffhanger til fortsættelsen, der kun kan sende Shelby en vej. Den vej, millioner af seere elsker at se ham følge. Vejen mod helvede. Ganske passende med Black Sabbath som følgesvend i et soundtrack, der sætter strøm til de vidunderlige kulisser fra mellemkrigstidens England.
Peaky Blinders er tilbage og viser, hvem der har tweedbukserne på.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
