Ny bog om det skramlede København, der fik tæv af bulldozerne

Var det virkelig sådan, København så ud for ikke så mange år siden? Nedslidt, lurvet, nedrivningsmoden. Med fugtskjolder på væggene, rotter bag panelerne og duer på tomme tørrelofter.

En by, der havde stået for længe ude i regnen og ventet på, at noget skulle ske. Store dele af 1960’ernes København var dømt til nedrivning, og med Socialdemokratiet som sanerings-ivrig fortrop var de første mange huse allerede faldet. Hvor der før havde stået borgerhuse fra 1600- og 1700-tallet, voksede parkeringshuse og beboelsesejendomme frem.

Frederiksborggade med tæt trafik set fra Søerne mod Nørreport i 1962.

Hver gang bulldozerne rykkede ind, stod en ung mand ved navn Leif Ziegler klar med sit kamera, et Rolleiflex, for at dokumentere og forevige. Han tog hundredvis af fotos fra København, Frederiksberg og brokvartererne, hvor fornyelsen var på vej.

Mange borgere forlod de faldefærdige rønner og fik lys og luft og badeværelse i nye betonhøjhuse på Vestegnen. Andre protesterede over politikernes kontante fremfærd over for hele husrækker og kvarterer.

Hjørnet af Åbenrå og Landemærket i det centrale København. Husene var opført efter byens store brand i 1728. På de tomme byggegrunde opstod de såkaldte ildebrandshuse. I 1960’erne var mange af husene i miserabel stand. Husrækken på billedet her blev reddet på målstregen.

I dag finder man nogle af Københavns mest populære områder netop der, hvor gode kræfter gik ind og renoverede i stedet for at rive ned. Mens Adelgade og Borgergade står som eksempler på resultatet af en alt for hurtig og hårdhændet byfornyelsespolitik, slap København i det store hele for saneringskatastrofer som i Oslo og Stockholm, hvor hele kvarterer blev lagt øde. I København var det lige ved at gå helt galt.

Tankstation på hjørnet af Enghavevej og Matthæus-gade. I dag ligger der et højt betonbyggeri med supermarked i stuen. Slagtergårdene på modsatte side af Enghavevej er planlagt til nedrivning.

Mange politikere drømte om at videreføre Lyngbymotorvejen ind gennem byen, tværs hen over Søerne, som skulle rammes ind af asfalt og betonbyggeri. Folkelige protester fik bremset planen.

’Byen der forsvandt’ med fotos af Leif Ziegler og historier af Allan Mylius Thomsen er udkommet på Løfbergs Forlag.

Debatten om bevarelse eller ej er til alle tider aktuel. På Vesterbro er Slagtergårdene, den lange stribe af lave håndværkerhuse på Enghavevej, blevet dømt til nedrivning trods lokale protester.

Bogen ’Byen der forsvandt’ har samlet 700 af Leif Zieglers fotos taget i perioden 1961 til 1972. Det er fotos fra en tid med velfærdsoptimisme, charterrejser og farvefjernsyn. Mens et tyndslidt København stod og kiggede på. Det er sådan, byen fremstår på de ældede farvefotografier: En våd og vindblæst hovedstad med lokum i gården, skorstene på stejle hustage og gule sporvogne i snævre gader.

Det er kaffebarer, kolonialvarehandler, pibebutikker, parykmagere, pølsevogne og natforestillinger i biografen. Det er farvestrålende gavlreklamer for Hafnia Skinken og Hector Fodtøj. Det er ældre kvinder med regnhætte, store briller og softice på Højbro Plads. Det er byen med det store, flabede neongrin. En dag slukkede det.

LÆS OGSÅ: Ny film om Michael Strunge: "Han vil altid være ungdommens talerør"

LÆS OGSÅ: 25 ting og begivenheder du skal glæde dig til i 2018

LÆS OGSÅ: Mads Brügger og Mikael Bertelsen:Den ironiske uskyld