Ny HBO-serie: Frygt og lede i den engelske overklasse
’Patrick Melrose’ fortæller den på én gang uhyggelige og humoristiske historie om den rige og forsømte unge mand, der konstant balancerer på kanten af sammenbrud, mens han med heroinen pumpende i årerne udstiller den aristokratiske klasse.
Opdateret: Nu er anmeldelsen bygget på alle afsnitene
Noget af det sværeste at skildre på film og tv er misbrug. Hvordan viser man de indre dæmoner, der river rundt i ofrene, mens de søger efter den øjeblikkelige hvile og fred, som stofferne tilbyder? Det gøres nemmere på bog som i Hunter S. Thompsons mesterværk ’Frygt og lede i Las Vegas’, og det lykkedes fremragende i Edward St Aubyns fem bøger om Patrick Melrose.
HBO gør nu forsøget i ’Patrick Melrose’, der tager udgangspunkt i sidstnævnte, og hvor hver afsnit på en time skildrer en bog hver. Og den er mere end sluppet hæderligt fra det. Ikke mindst fordi den ikke kun stiller skarpt på ét misbrug (heroin), men snarere en hel række (fx seksuelt). Hertil kommer der skarpe lussinger af svigt fra især faderen, men også moderen - og sidste ende også af hovedrollen selv.
Annonse
Det er lykkedes at få en af Englands varmeste skuespillere, Benedict Cumberbactch, med, og han er perfekt i rollen som Patrick.
I første afsnit skal han hente sin nyligt afdøde fars aske i New York, samtidigt med at han prøver at slippe ud af et heroinmisbrug. Måske ikke det mest muntre udgangspunkt. Ikke desto mindre formår serien (som bøgerne) at gøre det sjovt med en dialog, der er ligeså skarp, som den er fortvivlet.
Især mødet med farens venner, der inviterer ham på drinks i en fornem Country Club, er formidabel. Mens de ældre mænd udveksler absurditeter om fx storvildtjagt, skyder Patrick heroin på badeværelset, og bagefter prikker han til vennernes konsekvente venden-det-blinde-øje- til, hvad der foregik af uhyrligheden i Patricks barndomshjem.
Netop de barndomstraumer, der forklarer Patricks selvdestruktive adfærd, hentydes der kun til i første afsnit, men man får dog klart et billede af en far, der ikke gør meget rigtigt. At hans mor også står for massive svigt skildres utroligt hjerteskærende i ’Moders mælk’, der måske er et af seriens bedste episoder.
Det er altid svært at efterfølge rigtig gode bøger, og men den er faktisk meget tæt på at leve op til sit litterære oplæg. Og der værd at anerkender de mange gode kræfter, der er i spil, ud over Benedict Cumberbactch, hvad enten det er Dave Nicholls fine manuskript eller biroller som Allison Williams (Girls).
Året er stadig ikke gået, men det er et godt bud på en af årets aller bedste serier.
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.
