Streaming-guide: Fem nye skuespillere, du skal lære navnene på
For tiden stormer et nyt kuld af skuespillere frem i både film og serier. Hvis du vil kende dem, der snart indtager den røde løber og bliver der længe, skal du læse med her.
Foto: PR/HBO Nordic Justice Smith (i midten), der spiller med i HBO-serien 'Generation', banker for alvor på til den amerikanske skuespillerelite.
En sideeffekt af, at der pumpes så mange film og serier ud til verdenspublikummet i disse år, er, at flere skuespillere får chancen.
Der er nemlig virkelig mange roller at få, og dermed også større mulighed for at slå igennem med et helt særligt talent. Produktionsselskaberne tør satse, og det kan ses.
Hvor skuespillere for blot få år siden skulle passe ind i en relativ stereotyp kasse for at komme frem i filmbranchen, er kasserne i dag blevet brudt op og mere interessante roller titter frem. Det er tydeligt, at nutidens bedste roller formes omkring skuespilleren frem for, at skuespilleren formes omkring rollen.
Dette har bevirket, at en række store skuespiltalenter i øjeblikket brager frem i film- og serieverdenen. Fælles for dem er, at de i deres seneste rolle efterlader et uudsletteligt indtryk på tv-skærmen. Det er tydeligt, at de er kommet for at blive.
Her er fem, du godt kan begynde at lære navnene på:
Zoë Kravitz i ’High Fidelity’
Egentlig har Kravitz været med i en hel del år efterhånden. Hun er datter af musiker Lenny Kravitz, og mange rynkede på næsen, da hun fik et mindre gennembrud i ’Californiacation’, fordi det nærmere lugtede af gode forbindelser end af sublime egenskaber. Men siden har Zoë Kravitz vist, at det bestemt ikke skorter på talent. Hun var skuespilmæssigt den store (og lidt oversete) oplevelse i ’Big Little Lies’, og nu viser hun som hovedrollen i ’High Fidelity’, at hun er en skuespiller af allerfineste karat. I serien spiller hun en hjerteknust newyorker-cool pladeforretningsindehaver, som taler direkte til os, der ser med. I hver eneste scene leverer hun en flabet og ligefrem kvinde på så besættende vis, at man opsluges fuldstændig af fortællingen. Kravitz er kommet for at blive.
Kan streames på Disney+
Justice Smith i ’Generation'
Måske husker du ham som Ezekiel ”Books” Figuero i ’The Get Down’, men det er nu med ’Generation’, at Justice Smith for alvor banker på til den amerikanske skuespillerelite. Serien er produceret af selveste Lena Dunham, og ligesom ’Girls’ har den også humor som motor og identitetsforvirring som trækplaster. Og så har ’Generation’ altså også en storspillende Justice Smith, der som studerende nægter at underlægge sig tøjreglementet på sin high school. Smith leverer den unge mand Chester med så meget nerve og bid, at man frydes, men samtidig er man ikke et sekund i tvivl om, at der ligger en smerte og lurer inde bag i de smalle solbriller. En eminent præstation.
Kan streames på HBO Nordic
Maisie Williams i ’Two Weeks to Live’
Uanset om det er i ’Game of Thrones’ eller ’The New Mutants’, leverer Williams fra øverste hylde. Det gør hun også i mere underspillet form i ’Two Weeks to Live’, hvor hun tager på noget af en vanvidstur, der involverer både hævn, kampsport og skydevåben. Williams bruger sin sans for det hårde ydre, som vi har set tidligere i karrieren, men hun krydrer det med en veltimet humor, der bløder fortælling og handling underfundigt op. Hendes øjne skildrer en historie om et plaget barn, mens hendes dræberinstinkt viser sig at være ganske voldsomt. Så selvom serien vælger nogle lidt for lette løsninger undervejs, lægger Williams med hovedrollen endnu en nuance til sit store talent.
Kan streames på Paramount+
Amir Wilson i ’His Dark Materials’
Han har kun været med i fem projekter indtil videre, men derfor er det nu også bare endnu mere imponerende, hvor hurtigt han har gjort opmærksom på sig selv. Amir Wilson er en skuespilstjerne i svøb, og særligt i anden sæson af ’His Dark Materials’ brager han igennem. Mimikken og præcisionen i hver eneste replik rammer helt rent, og det bliver virkelig interessant at se, hvilke roller skuespilleren vælger fremover. Wilson passer nemlig godt ind i eventyrgenren, men han har også en dybde og et spil i ansigtet, der kunne bringe flere følelser frem, end vi hidtil har oplevet i hans spirende karriere.
Kan streames på HBO Nordic
Talia Ryder i ’Never Rarely Sometimes Always’
Som film fremkaldte ’Never Rarely Sometimes Always’ tårer hos alle os, der sad ved verdenspremieren under Berlinalen 2020. Her spiller Talia Ryder kusinen til en ung kvinde, der er blevet gravid. Sammen drager de fra deres hjemstat til New York City, hvor det er lovligt at få foretaget en abort. Det er hjerteskærende, hvad de to unge kvinder oplever på et par døgn uden søvn i storbyen. ’Never Rarely Sometimes Always’ er et filmisk mesterværk, mens Ryder er sørgmodig og alligevel ligefrem i rollen som støttende oppasser. Senere i år er hun tilmed en del af den nye ’West Side Story’, ja, Talia Ryder ligner i den grad en kvinde, der får nogle af de helt store roller i de kommende årtier.
Kan lejes på iTunes
Se, hvad vi ellers skriver om: Streaming, Serier, Film og Skuespil