’The Handmaid’s Tale’ spolerer Super Bowl-hyggen med barsk teaser for den kommende sæson

En enkelt eller to sofadasende amerikanere fik måske en kyllingevinge galt i halsen, da en brutal teaser for sæson tre af ’The Handmaid’s Tale’ rullede hen over skærmen under årets ellers knap så sindsoprivende Super Bowl, der blev spillet i nat dansk tid.

Elisa
Offentliggjort

"Det er igen morgen i Amerika. I dag vil flere kvinder gå på arbejde end nogensinde før i vores lands historie. I år vil dusinvis af børn blive født i glade og sunde familier," fortæller en rolig, mandlig stemme til billederne af patosfyldte hverdagsseancer.

Men fredsommeligheden er en kort fornøjelse.

"Vågn op, Amerika, morgenen er forbi," erklærer Offred – i serien spillet af Golden Globe-vindende Elisabeth Moss – med urokkelig mine, mens billedsidens hverdagsfred erstattes af den brutalitet, som har kendetegnet ’The Handmaid’s Tale’s første to sæsoner.

Nok kæmpede anden sæson en smule med at finde debutsæsonens tårnhøje niveau, men at dømme ud fra den korte teaser er der altså ingenlunde slækket på spændingskurven i sæson tre.

Teaseren, som du kan se herunder, røber endnu ingen premieredato.

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Streaming og HBO