"Det føles, som om motorcyklen knækker under mig. Jeg når at tænke: ”Satans. Det her går galt.”

Klavs Lyngfeldt, 58 år:

Jeg er tidligt på den, klokken er knap seks om morgenen. Jeg kører på min lille motorcykel, en 125 kubik med 12 heste, jeg har islandsk sweater på, regntøj og gummistøvler.

Ruten fra mit hjem i Bagsværd til Flyvestation Værløse, hvor jeg er elektronikmekaniker, har jeg tilbagelagt hundredvis af gange. Jeg kører motorcykel året rundt, og jeg kender hvert eneste bump, hver eneste revne i asfalten.

Der er næsten ingen trafik, og det er stadig mørkt udenfor. Jeg vinker til en bekendt, der står og venter på bussen. Jeg kan godt lide fart, det skræmmer mig ikke at køre stærkt. Men denne her morgen kører jeg kun 60 km/t.

LÆS OGSÅ: Whistleblower: "Jeg synes, prisen har været helt urimelig høj"

Jeg ser en pukkel i asfalten, der dækker over et dæksel. Den kører jeg altid over. Også i dag. Men min motorcykel er dårligt vedligeholdt. Pakningerne ved støddæmperne er slidte, og olien er løbet ud. Til gengæld er der kommet kondens, der er blevet til væske.

Denne kolde februar-nat har der været minusgrader, og væsken er frosset. Der lyder et lille knæk, da en eger på baghjulet knækker. Den næste eger følger efter. Jeg går ellers virkelig meget op i mine motorcykler, og jeg er ferm til at køre på dem. Men jeg kan intet stille op.

Det føles, som om motorcyklen knækker under mig, og jeg kan ikke styre dens retning. Jeg ser ligeud og opdager, at jeg har kurs direkte mod en lygtepæl. Baghjulet er blevet til gelé. Jeg når at tænke: ”Satans. Det her går galt.”

LÆS OGSÅ: "Jeg lagde øret til hans mund og lyttede. Ingenting. Det var slut. Skikkelsen i sengen var ikke længere min far, men en krop, der langsomt blev stiv og bleg"

Og så rammer forhjulet ind i lygtepælens sokkel. Jeg ryger til den ene side, mens motorcyklen fortsætter til den anden. Lygtepælen er lavet af kraftigt stålgitter, den bærer el-ledninger, og min bekendt ved busstoppestedet har siden fortalt, at han kunne høre braget og ledningerne snurrede flere hundrede meter væk.

Jeg kan næsten intet mærke i øjeblikket. Det føles bare som at få et knytnæveslag på benet. Mine tanker kredser om, at jeg skal op at stå igen. Men mine gummistøvler er væk, og det samme er mine sokker. Jeg prøver at rejse mig fra den grøft, jeg ligger i, men benet svinger sært fra side til side. Det er brækket to forskellige steder og hænger kun fast i hud og sener. Smerte mærker jeg ikke.

Jeg opdager, at der står en mand, som jeg kender lidt, på den anden side af vejen. Han har hørt braget, men da han kan se, at jeg sidder op, går han roligt ind og ringer efter en ambulance.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at tjene en formue - og miste den igen

I ambulancen begynder smerten at komme. Slaget har virket som en slags lokalbedøvelse, men den forsvinder. På skadestuen tjekker en meget smuk læge, der ligner en model fra Paris, om jeg har fået hjernerystelse. Intet tyder på det.

Men hvis jeg havde ramt pælen med hovedet, var jeg død på stedet. Jeg låner en telefon for at ringe til mine forældre, fordi de bor tæt på det sted, hvor min motorcykel ligger krøllet sammen. Hvis de ser den, vil de få et chok, og det vil jeg gerne skåne dem for. Jeg når at spørge min mor, om hun har nået at lave selvangivelse, før jeg får fortalt, at jeg er på Gentofte Amtssygehus.

Jeg får gips på i tre måneder. Mit højreben er blevet 15 mm kortere, og min højre fod er drejet let ud til siden som en halv Charlie Chaplin. I dag lever jeg af at skrive om motorcykler, og jeg afholder kørekurser. Det er ret vigtigt for mig at køre med fuldt sikkerhedsudstyr. Også de rigtige støvler.

LÆS OGSÅ: Sådan køber du en brugt bil

LÆS OGSÅ: Sådan får du betjening i en travl bar

LÆS OGSÅ: "Under de stille passager i filmen kunne min sidemand høre mit mekaniske hjerte."