Thomas Rydahl: "Vi er bedre end det mandeideal, vi er vokset op med"

ER RYDAHL IKKE EN lille bøsserøv? Som friskbagt teenager spillede jeg basketball. Det var i slut-80’erne, dengang Magic Johnson styrede NBA. Jeg spillede i frikvartererne, efter skole og hjemme foran garagen. Og både mandag aften og lørdag morgen cyklede jeg afsted til træning med mine Converse i tasken. Jeg elskede det, selv om jeg var håbløst hvid, alt for lav og ikke specielt god. Efter træning sjoskede vi ned i omklædningsrummet. Vi var lettede over at have overlevet trænerens hårde formaninger og ekstra løbeture fra baglinje til baglinje. Vi skubbede de stinkende støvler af fødderne, smed tøjet og gik i bad. Den del elskede jeg ikke. Det var tid til mandehørm. Eller ’locker room talk’, som Donald Trump senere har døbt det. Her blev skiftende drenge hånet for manglende muskler, pikkens størrelse eller andet, der stak ud eller slet ikke gjorde. Her var ingen leder, ingen inkarneret ondskab, bare en stemning af fis og ballade og billige point. Der var altid nogen, der piskede hinanden med håndklæderne og skruede op for den kolde hane, når man stod med sæbe i øjnene.

En mandag aften var det mig, der røg ind i maskinen. Træneren kiggede på mig og spurgte de andre drenge: Er Rydahl ikke en lille bøsserøv? Måske var det fordi jeg var en lidt (for) følsom dreng, der hverken havde hurtige svar eller slog først. Selvfølgelig var mine holdkammerater med på det. De gjorde ingenting, andet end at grine nervøst, men det var nok. Da holdet senere på året tog til Sverige på basketlejrskole, ville ingen sove ved siden af mig, fordi det jo måtte være farligt. Jeg lod som om, det ikke gjorde mig ked af det, men indeni var jeg sikker på, at der var noget i vejen med mig. Jeg var ikke ligesom de andre, jeg var ikke en rigtig dreng. Jeg kunne ikke tale med nogen om det. Det var for sårbart, for svært, jeg vidste ikke hvordan. Jeg klemte det inde, undertrykte min frustration og overlevede. Det er sådan, mænd gør — fordi vi ikke har lært andet.

25 år senere brød mit liv sammen. Selvfølgelig. Mit system kunne ikke mere. Jeg var blevet en kedelig skygge af mig selv, og både jeg, mit ægteskab og mine børn led under det. Jeg var overvældet og ulykkelig og havde lyst til at drukne mig selv i arbejde eller dulme min smerte med serier, internet eller porno, men i stedet skete der noget andet. Jeg begyndte at tale med mine venner om mit liv og om deres liv. Jeg begyndte at studere, hvordan jeg som mand er vokset op med særlige doktriner og et uddateret mandeideal, der får de fleste af os, hvis ikke alle, til at føle os ensomme, forkerte og skamfulde. På sigt kunne min indsats ikke redde mit ægteskab, men jeg blev langsomt mig selv igen, ja, endnu bedre: Jeg blev fri.

Måske kan du genkende dig selv i min historie. Fra ungdomsår til skilsmisse er den symptomatisk for den mandekultur, de fleste af os er vokset op i, hvor hver mand dybest set er overladt til sig selv. Han har (muligvis) masser af gode venner, men formår ikke at være sårbar eller at tale med dem om de svære ting. I stedet er han afhængig af sin kæreste, der, som den eneste, yder følelsesmæssig omsorg, uden at han kan tage imod den eller gengælde den og som han helst ser vekslet til sex. Måske gav den slags afstumpethed mening for 5-10 generationer siden. Dengang samfundet skulle groome unge mænd til at gå i krig eller slås for en plads i verden. Men i dag er det mandeideal ikke kun lige så sort-hvidt som Johnny Weismüllers udgave af ’Tarzan’ fra 1932, som jeg så i fjernsynet i 80’erne. En hvid mand som konge over arterne, beundret for sin styrke og sit frygtelige skrig, men pinagtigt ude af stand til at kommunikere. Alligevel formidles idealet stadig fra dreng til dreng, fra far til søn, med krav, forventninger og idealer, der gør drenge og mænd frustrerede, syge og destruktive. Det er ikke kun et problem for mænd, men for alle omkring os.

Min kæreste prøvede forleden at forklare mig, hvordan piger og kvinder vokser op med en frygt for at være alene hjemme, for at befinde sig i en elevator med en fremmed, for at blive for fuld en aften i byen. På grund af mænd. Mænd er, med få ord, det stof, mareridt er gjort af. Det gjorde fysisk ondt at høre om. Vi skaber og har skabt mange fantastiske ting — fra Eiffeltårnet til Tesla, men vores mentale umodenhed præger vores omverden, mere end vi er klar til at diskutere. Det er os, der går i krig, fylder fængslerne, begår vold og voldtægt, stjæler og myrder. Vi uddanner os dårligere end kvinder, vi har langt højere dødelighed af alvorlige sygdomme som kræft, sukkersyge og hjertekarsygdomme, fordi vi ikke vil søge hjælp — og vi står for langt de fleste selvmord. Alt sammen på grund af et snæversynet mandeideal, der forhindrer os i at udvikle os hver for sig og sammen.

Siden mit sammenbrud har jeg deltaget i adskillige mandekurser og haft mere end hundrede samtaler med forskellige mænd. Det er påfaldende, hvor mange mænd, der går gennem livet som en pandoransk boks, der for alt i verden ikke må lukkes op. Mens kvinder gennem generationer har lært sig selv en omgangsform og et sprog, der hjælper dem med at hele og bearbejde deres sjæleliv.

Forklaringerne er mange. Som drenge er vi måske blevet straffet eller udskammet af de voksne omkring os, når vi viste vrede, liderlighed eller afmægtighed. Og som voksne har vi set det gå galt, når vi er i vores følelsers vold. Ofte overdøver vi vores svære tanker med travlhed, vi slukker vores liderlighed med porno, og vi holder vores følelser på afstand med alle tænkelige midler. Som tiden går, skyr vi alt, der minder om dybe samtaler, terapi eller endda stilhed. Indtil den dag, det hele falder fra hinanden.

Mine oplevelser og observationer af mænd har inspireret mig til at skrive min nye roman, ’Forførernes klub’. Den fortæller om Flemming, der skal starte forfra efter en svær skilsmisse. Han vil egentlig bare have sit gamle liv tilbage, da han støder på en klub, hvor han lærer at forføre. Med romanen forsøger jeg at vise en vej ud af ensomheden, ud af desperationen, ud af afhængighed og mindreværd. Det er derfor ikke tilfældigt, at Flemming finder et fællesskab. Det er nemlig i fællesskabet med andre mænd, at vi kan udvikle vores sårbarhed og evne til at rumme egne og andres følelser. Forandringerne i mændenes rækker er allerede i gang. Symptomatisk nok er det kvinderne, der for alvor har sat blus under kedlerne. De har fået nok og er endelig trængt igennem med deres historier. MeToo kaster et hårdt og befriende lys over den skadelige adfærd, der har fundet sted i årtier, nok nærmere århundreder, men MeToo udstiller også, hvordan vi almindelige mænd har været bange for at sige fra og med vilje set bort fra konsekvenserne af vores mandekultur.

Min datter fortjener at gå i byen uden at være bange – og jeg ønsker for min søn, at han kan gå til basketball eller jazzballet uden at frygte for en ny variant af ’locker room talk’. Det er på høje tid, at vi ser os selv i øjnene og smider vores forfædres forældede manual på bålet. Ud med portrættet af manden som den simple abemand, der dominerer sine omgivelser med sin styrke. Og ind med nuancerne, nysgerrigheden og sårbarheden. Find dit mod til at tale med en ven om, hvordan det er at være dig. Sæt ord på dine behov og tanker, så vores sønner og døtre og kærester og venner kan lære, at der er mange, mange måder at være mand på. Hvis du trænger til at øve dig, inden du springer ud i det, kan du opsøge en mandegruppe, hvor der er rammer for samværet og plads til at fejle.

Vi mænd er bedre end det mandeideal, vi er vokset op med. Og vores plads i fængslerne og vores rolle som krænkere er ikke givet fra naturens hånd. Tværtimod er der rigeligt med opgaver i verden, der kræver, at vi vågner op og tager ansvar for dem, vi har været. Hvem ved, hvad vi kan udrette, hvis vi udskifter kamp med leg, styrke med sårbarhed? Så hvad skal vi skabe? Hvem vil gå forrest — og vil du gå med?