Thomas Rydahl: "Vi er bedre end det mandeideal, vi er vokset op med"

ER RYDAHL IKKE EN lille bøsserøv? Som friskbagt teenager spillede jeg basketball. Det var i slut-80’erne, dengang Magic Johnson styrede NBA. Jeg spillede i frikvartererne, efter skole og hjemme foran garagen. Og både mandag aften og lørdag morgen cyklede jeg afsted til træning med mine Converse i tasken. Jeg elskede det, selv om jeg var håbløst hvid, alt for lav og ikke specielt god. Efter træning sjoskede vi ned i omklædningsrummet. Vi var lettede over at have overlevet trænerens hårde formaninger og ekstra løbeture fra baglinje til baglinje. Vi skubbede de stinkende støvler af fødderne, smed tøjet og gik i bad. Den del elskede jeg ikke. Det var tid til mandehørm. Eller ’locker room talk’, som Donald Trump senere har døbt det. Her blev skiftende drenge hånet for manglende muskler, pikkens størrelse eller andet, der stak ud eller slet ikke gjorde. Her var ingen leder, ingen inkarneret ondskab, bare en stemning af fis og ballade og billige point. Der var altid nogen, der piskede hinanden med håndklæderne og skruede op for den kolde hane, når man stod med sæbe i øjnene.

En mandag aften var det mig, der røg ind i maskinen. Træneren kiggede på mig og spurgte de andre drenge: Er Rydahl ikke en lille bøsserøv? Måske var det fordi jeg var en lidt (for) følsom dreng, der hverken havde hurtige svar eller slog først. Selvfølgelig var mine holdkammerater med på det. De gjorde ingenting, andet end at grine nervøst, men det var nok. Da holdet senere på året tog til Sverige på basketlejrskole, ville ingen sove ved siden af mig, fordi det jo måtte være farligt. Jeg lod som om, det ikke gjorde mig ked af det, men indeni var jeg sikker på, at der var noget i vejen med mig. Jeg var ikke ligesom de andre, jeg var ikke en rigtig dreng. Jeg kunne ikke tale med nogen om det. Det var for sårbart, for svært, jeg vidste ikke hvordan. Jeg klemte det inde, undertrykte min frustration og overlevede. Det er sådan, mænd gør — fordi vi ikke har lært andet.