Thomas Rydahl: "Vi er bedre end det mandeideal, vi er vokset op med"

ER RYDAHL IKKE EN lille bøsserøv? Som friskbagt teenager spillede jeg basketball. Det var i slut-80’erne, dengang Magic Johnson styrede NBA. Jeg spillede i frikvartererne, efter skole og hjemme foran garagen. Og både mandag aften og lørdag morgen cyklede jeg afsted til træning med mine Converse i tasken. Jeg elskede det, selv om jeg var håbløst hvid, alt for lav og ikke specielt god. Efter træning sjoskede vi ned i omklædningsrummet. Vi var lettede over at have overlevet trænerens hårde formaninger og ekstra løbeture fra baglinje til baglinje. Vi skubbede de stinkende støvler af fødderne, smed tøjet og gik i bad. Den del elskede jeg ikke. Det var tid til mandehørm. Eller ’locker room talk’, som Donald Trump senere har døbt det. Her blev skiftende drenge hånet for manglende muskler, pikkens størrelse eller andet, der stak ud eller slet ikke gjorde. Her var ingen leder, ingen inkarneret ondskab, bare en stemning af fis og ballade og billige point. Der var altid nogen, der piskede hinanden med håndklæderne og skruede op for den kolde hane, når man stod med sæbe i øjnene.

En mandag aften var det mig, der røg ind i maskinen. Træneren kiggede på mig og spurgte de andre drenge: Er Rydahl ikke en lille bøsserøv? Måske var det fordi jeg var en lidt (for) følsom dreng, der hverken havde hurtige svar eller slog først. Selvfølgelig var mine holdkammerater med på det. De gjorde ingenting, andet end at grine nervøst, men det var nok. Da holdet senere på året tog til Sverige på basketlejrskole, ville ingen sove ved siden af mig, fordi det jo måtte være farligt. Jeg lod som om, det ikke gjorde mig ked af det, men indeni var jeg sikker på, at der var noget i vejen med mig. Jeg var ikke ligesom de andre, jeg var ikke en rigtig dreng. Jeg kunne ikke tale med nogen om det. Det var for sårbart, for svært, jeg vidste ikke hvordan. Jeg klemte det inde, undertrykte min frustration og overlevede. Det er sådan, mænd gør — fordi vi ikke har lært andet.

25 år senere brød mit liv sammen. Selvfølgelig. Mit system kunne ikke mere. Jeg var blevet en kedelig skygge af mig selv, og både jeg, mit ægteskab og mine børn led under det. Jeg var overvældet og ulykkelig og havde lyst til at drukne mig selv i arbejde eller dulme min smerte med serier, internet eller porno, men i stedet skete der noget andet. Jeg begyndte at tale med mine venner om mit liv og om deres liv. Jeg begyndte at studere, hvordan jeg som mand er vokset op med særlige doktriner og et uddateret mandeideal, der får de fleste af os, hvis ikke alle, til at føle os ensomme, forkerte og skamfulde. På sigt kunne min indsats ikke redde mit ægteskab, men jeg blev langsomt mig selv igen, ja, endnu bedre: Jeg blev fri.

Måske kan du genkende dig selv i min historie. Fra ungdomsår til skilsmisse er den symptomatisk for den mandekultur, de fleste af os er vokset op i, hvor hver mand dybest set er overladt til sig selv. Han har (muligvis) masser af gode venner, men formår ikke at være sårbar eller at tale med dem om de svære ting. I stedet er han afhængig af sin kæreste, der, som den eneste, yder følelsesmæssig omsorg, uden at han kan tage imod den eller gengælde den og som han helst ser vekslet til sex. Måske gav den slags afstumpethed mening for 5-10 generationer siden. Dengang samfundet skulle groome unge mænd til at gå i krig eller slås for en plads i verden. Men i dag er det mandeideal ikke kun lige så sort-hvidt som Johnny Weismüllers udgave af ’Tarzan’ fra 1932, som jeg så i fjernsynet i 80’erne. En hvid mand som konge over arterne, beundret for sin styrke og sit frygtelige skrig, men pinagtigt ude af stand til at kommunikere. Alligevel formidles idealet stadig fra dreng til dreng, fra far til søn, med krav, forventninger og idealer, der gør drenge og mænd frustrerede, syge og destruktive. Det er ikke kun et problem for mænd, men for alle omkring os.