Andreas Kraul: ”Min hårfarve er en stabil, fasttømret del af mit liv”

’DET SKAL VÆRE en dreng, og han skal være rødhåret,’ sagde min mor til jordemoderen. Fra jeg var helt lille, har min mor fortalt mig, at det er en kæmpe gave at være rødhåret. 

Og hun har igen og igen fortalt mig historien om dengang, jeg blev født under hedebølgen i 1975. ’Det er det også,’ svarede jordemoderen, da hun åbenbart kunne se et umiskendeligt rødt skær i den smule hår, jeg havde på hovedet. Og sådan gik min mors ønske i opfyldelse.

JEG SÅ MEGET speciel ud. Der var ikke super-mange penge i mit barndomshjem, men min mor ville gerne have, jeg var pænt klædt på og gik i kvalitetstøj. 

Jeg havde tit franskinspireret tøj på, fx halvlange shorts i Provence-farver, og dertil kom det ret kraftige røde hår, der i perioder vel nærmest var en slags Prins Valiant-frisure. 

JEG VAR IKKE bare rødhåret, jeg havde en solid rød manke, som jeg flashede med stor stolthed og selvtillid. Og selvom der selvfølgelig var nogle i skolen, der en gang imellem kommenterede mit hår, tvivlede jeg aldrig selv på, at det var fedt at være rødhåret. 

I DAG VILLE man nok bruge udtrykket, at jeg ’ejede mit hår’, og når man så tydeligt ejer en ting, ender det med at blive kedeligt for andre at drille med det. 

MAN SKULLE IKKE tro det, men jeg var et meget kønt barn. Fine træk, lysere i huden end de fleste andre og så med mit store, flotte røde hår. Jeg så nærmest lidt engle-agtig ud – og hvad det kunne bruges til, blev tydeligt, da min gode ven Jakob og jeg fik job som apotekerbud hos Apotek Godthåb på Frederiksberg. 

Vi mødte ind med vores cykler og en rygsæk, og så kørte vi ellers rundt med medicin til de ældre og svagelige i kvarteret. Lønnen i sig selv var ikke vildt høj, vistnok 35 kroner i timen, men trods alt et fint tilskud til lommepengene. Men drikkepengene – de var fantastiske og i sig selv en solid indkomst.

’SKAL JEG LUKKE Deres pilleglas op, frue?’ Jeg lærte hurtigt, at mange af de ældre havde gigt og svært ved at få pilleglasset op. Og de ældre damer, som var blevet sparet for en tur ned til apoteket, kunne slet ikke stå for denne meget kønne, velopdragne og tjenstvillige rødhårede dreng. 

Nogle uger kom jeg op på at have fået 200 kroner i drikkepenge, hvilket jeg i høj grad tilskriver mit udseende. 

DER ER EN amerikansk komiker, som engang har sagt, at til begravelser vil halvdelen af de tilstedeværende hellere ligge i kisten end at skulle holde en tale. Sådan er det ikke for mig. Jeg kan godt lide at fortælle anekdoter og vil gerne have folks opmærksomhed. Og hér fandt jeg allerede i en ung alder ud af, at det er en fordel at være lidt speciel og at skille sig ud.

SOM DRENG KUNNE jeg en gang imellem fornemme, at mange voksne var lidt påpasselige med at dele min og min mors glæde over mit hår, og nogle gav udtryk for en bekymring for, om jeg nu ville blive drillet. Men jeg kunne altid mærke min mors åbenlyse glæde og stolthed, og det var helt klart medvirkende til, at jeg selv følte, at det var noget særligt og fantastisk at være rødhåret. 

MENS MANGE AF mine venner i ungdomsårene gerne ville blende ind og helst bare ville være én i mængden, havde jeg det slet ikke sådan. Det var ikke, fordi jeg søgte opmærksomhed, når jeg gik på gaden eller fik lavet piercinger eller overvejede at farve mit hår blåt. Jeg vidste nemlig, at jeg fra naturens hånd havde noget særligt, der var mit. Rødt hår ér bare nemt at huske.

AT VÆRE RØDHÅRET er en stor del af min identitet. ’Jeg er ham den rødhårede, jeg skal sgu nok klare den.’ Min hårfarve er en stabil, fasttømret del af mit liv, og jeg bærer det røde hår med absolut stolthed.

JEG HUSKER EN rejse til et område af Uganda, hvor de måske nok havde set hvide mennesker, men aldrig en rødhåret, og her var der nogle børn, som begyndte at græde, da de så mig. ’Mzungu’, som på swahili betyder hvid mand, råbte de. Jeg tror simpelthen, at de blev bange for denne her meget hvide, meget høje og meget rødhårede mand. 

JEG HAR OGSÅ et helt tydeligt billede i erindringen fra Beijing, hvor jeg befandt mig i metroen. Jeg er jo en høj mand – i mit pas står der 189 centimeter– og jeg er dermed sådan cirka et hoved højere end mange af kineserne. I metroen opdagede jeg så pludselig, at alle stod og kiggede på den ekstremt høje mand med den usædvanlige hårfarve. Flere af dem med åben mund.

DA JEG NOGLE år senere i forbindelse med De Olympiske Lege i Beijing i 2008 gik rundt på tennisanlægget, kom der to fnisende unge kinesiske kvinder hen til mig. Den ene af dem sagde til mig, at hendes veninde syntes, jeg var den smukkeste mand, hun nogensinde havde set. Det udsagn har jeg trods alt ikke hørt så mange gange på vores egne bredde- og længdegrader.

JEG ER HELLER ikke bleg for at tale om mit røde hår, når jeg kommenterer fodboldkampe i radio og på tv, eller når jeg medvirker i DR’s podcast ’Fodboldlisten’. Her bruger jeg fx udtrykket, at jeg skal ind i skyggen, idet jeg potentielt dør, hvis jeg er i solen.

JEG HAR REJST rundt i Afrika og Indonesien, og jeg tror faktisk, min hud er temmelig hærdet, men det er en selvironisering, som handler om, at der skal tages nogle særlige hensyn til mig, fordi jeg er rødhåret. Jeg har også i et liveindslag i TV-Avisen, hvor der var noget galt med farverne eller lyssætningen, sagt til studieværten, som interviewede mig, at: ’Nej, nej, der er ikke noget galt med farverne, jeg ér rødhåret!’

SELVOM JEG HAR været på DR siden 2005, var jeg i mange år ikke noget særlig kendt ansigt. Jeg havde en kendt stemme og var kendt i den lille verden, som kredser om dansk fodbold – her vidste de godt, hvem Andreas Kraul var. 

De senere år, hvor jeg er kommet langt mere på skærmen, specielt efter EM i 2021, har langt flere kunnet sætte ansigt på mig. Og jeg tror, at dét, at jeg er rødhåret, klart er en medvirkende årsag til, at jeg bliver genkendt. 

JEG ER DOG stadig kun B- eller C-kendis. Hvis folk ser mig i supermarkedet eller på færgen, siger de ofte ’Kender vi hinanden?’ eller ’Har vi gået i skole sammen?’

EN AF MINE kollegaer på DR Sporten har givet mig kælenavnet ’Il Rosso’ – inspireret af cykelrytteren Rolf Sørensen, der blev kaldt ’Il Biondo’ på grund af sit lyse hår. Andre har kaldt mig ’Baronen’. Det kommer jo nok af Den Røde Baron.

I DE SENESTE mange år har jeg set mit røde hår som en slags brand – eller som et add-on til mit brand. Jeg har den velsignede gave at have en god portion tro på, at jeg i virkeligheden nok skal kunne de ting, jeg bliver sat til. Det er da dejligt, hvis nogen mener, jeg er en dygtig kommentator, men det er lige så fint, hvis folk bare har lagt mærke til, at jeg er rødhåret.

DET ER IKKE, fordi jeg går hen og siger: ’Hey, vi er da begge to rødhårede!’ hvis jeg møder en fremmed på gaden med samme hårfarve som min. Det kunne jeg aldrig finde på. Men jeg kan mærke, at jeg af en bizar årsag altid bliver så glad, hvis jeg kommer i kontakt med andre rødhårede, især når det er børn og unge.

NÅR DER EN gang imellem kommer en ny spiller ind i Superligaen, som er rødhåret, så håber jeg også virkelig, at vedkommende er god. Jeg kan for eksempel huske, da Adam Sørensen kom frem i Lyngby. Han er knaldende rødhåret. Og er en af dem, jeg har omtalt bedst. 

Interviewet er et redigeret uddrag fra bogen ’Et liv som rødhåret’ af Michael Monty, som netop er udkommet.