Modeuge-posten: Hård rock, træningstøj og en særlig frisure vender tilbage
Copenhagen Fashion Week er i gang, og Euroman er naturligvis ude i marken. For at du ikke skal scrolle igennem uendelige Instagram-opslag, har vi her samlet det bedste, vi har set fra modeugens første dag.
Foto: James Cochrane
Af AndersHjort, Kristoffer Day Ernst og Magnus Fuglsang Søgaard
Ferien er forbi. Modeugen er i gang. Og alting føles næsten normalt, eller i hvert fald som dengang før, verden lukkede ned.
Fra morgenstunden var der tryk på, først til (di)visions show på en parkeringsplads højt over byens tage i Dronningens Tværgade med direkte udsigt til Marmorkirken - med vild energi, tunge riffs fra et metalband, Slayer-T-shirts og et eksklusivt gæstevisit fra topmodellen Josephine Skriver.
Åben himmel, vind i håret, og tilrejsende modefolk fra hele verden - Japan, Frankrig, USA, Norge – som alle efter reglerne skulle være corona-tjekkede og satte sig til rette med vaccinations/immunitets-armbånd om håndleddene. Det føltes vildt pludselig at stå midt i en verden, som er åben.
Annonse
Næste stop var et heftigt techno-teaparty hos Nikolaj Storm i Skuespilhuset, hvor der uden for på Sankt Annæ Plads var kæmpe politiopbud, afspærringer og en tilsyneladende endeløs trafikprop. Og så åbnede himlen sig. Et ordentligt regnskyl væltede ned.
Så var det godt, at vi kort efter kunne gå inden for i læ på Store Vega, hvor vi blev rusket godt og grundigt igennem af 7 Days Actives højenergiske show med stilsikkert Active Wear, pumpede og tonede modeller og høj hiphop. Malkit Singh i topform, Freja Kirk og diverse toptrænede atleter på catwalken – og Philine Roepstorff med hund. På front row.
Modeugen er i gang. Ferien er slut. Vi er næsten tilbage til normalen. Også på den danske modescene.
Marmorkirken, halstatoveringer, åben himmel, hård rock, højt hård, øreringe, neopunk, de unge og de urolige, streetcast, Soundboks, solbriller, skrigorange og sitrende modeuge-kickstarter-energi.
Annonse
Københavns bedst beliggende parkeringsplads målt på udsigt lagde i dag rammerne til modeugens første show med herretøj iblandt, da (di)vision inviterede udenfor til brandets hidtil største show i dets levetid.
En outreret blanding af modeller, der talte alt fra topmodellen Josephine Skriver til countrysanger Goss, gik i takt til tonerne af Metallicas ’One’, der bragede ud af de mange opstillede Soundboks-højtalere.
Efter at være blevet kapret af fast fashion-industrien er ’bæredygtig mode’ efterhånden blevet et forpestet ord. Ikke desto mindre findes der brands som (di)vision, der rent faktisk gør en dyd ud af at forandre branchen til det bedre.
Tøjet er ikke for alle, men alligevel var det trukket i en langt mere ”brugervenlig” (ready to wear) retning, og stylsene kammede aldrig over. Loungewear, der tenderede til leisurewear, og workwear-elementer var parret med sans for proportioner og materialevalg, og især (di)visions arbejde med patchwork satte en tyk streg under søskendeparret Wicks gode håndværk og evne til at arbejde med farver.
Vi håber aldrig, at (di)vision bliver modne og mister den ungdommelige energi, men de er kun blevet bedre med alderen, og det beviste de i dag.
Årets frisure
Annonse
Platinblond berlinsk look med solbrun hud, der lægger fem point til looket og trækker fem år fra alderen. Hvad gør man ikke for at forblive ung med de unge?
Dansere. Diversitet. Tonede maver. Trænede fyre. Træningstøj. Store Vega badet i lys. Høj hiphop. Malkit Singh, Freja Kirk, Philine Roepstorffs hund.
7 Days Active fik skabt et imponerende show i Store Vega med græs på gulvet og toptrænede atleter på catwalken, bl.a. Danmarks næste medaljehåb: Para-atleten Daniel Wagner.
Og hermed et par backstage-billeder fra showet:
Multikunstner
Kun veteraner i branchen ved, at tidligere moderedaktør på Euroman Frederik Lentz Andersen engang havde en storslået modelkarriere i udlandet. Som en gammel cirkushest lugtede han igen savsmuld til (di)vision-showet, som hans firma Holidays i øvrigt selv producerede, og gik en af indgangene med en rutine, som sjældent er set.
Citroner, pastelfarver og et hav af mønstre. Den stod på kunstnerisk forfilm, en regulær farveeksplosion, fiskerhatte og en vild energi til Nikolaj Storm-showet i Skuespilhuset tidligere i dag.
Velklædte kendinge
Modeugen tiltrækker naturligvis også modekyndige tilskuere, og vi rendte bl.a. ind i Rune Glifberg og kæresten og modellen Hanni Gohr (1). Rune netop er hjemvendt fra Tokyo, og var i dagens anledning iført bukser fra en kenyansk atlet, han havde byttet tøj med til OL.
Vi stødte også på altid velklædte Alexander Gram fra An Ivy (2) samt brødrene Kristian og Mads Grove Møller med deres ven, basketballspilleren Chanan Safir Colman (3).
Lille Søndervoldstræde på Christianshavn var i dag tryllet om til en hyggelig italiensk gade med vasketøjsnore og patinerede stole. Lovechild 1979 viste her deres nye kollektion frem, og selvom brandet traditionelt laver kvindemode, var der også mandlige modeller til showet. Vi var vilde med den sydlandske vibe.
(Se hele Søren Le Schmidt-showet fra ca. 14.50 min. i videoen ovenfor)
Elegante gevandter
Dagens sidste show blev afholdt af Søren Le Schmidt, der er kendt for sine elegante kollektioner, og det var skam heller ingen undtagelse denne gang. Til tonerne af Mads Langer præsenterede han bl.a. en række velskårede skjorter og jakkesæt i både klassisk og mere avantgarde stil, hvilket satte et glimrende punktum for modeugens første dag.