Ægteskabet mellem Kanye West og Adidas bliver ved med at give børn. Yeezy-samarbejdet er en uudtømmelig skokilde, der gang på gang får folk til at ligge i kø på fortove rundt omkring i hele verden.
Og nu er der nyheder igen. Du behøver ikke længere nøjes med at bære Yeezys uden for fodboldbanen. Den nye ’Turtle Dove’ Yeezy 350 Cleat er nemlig intet mindre end en fodboldstøvle, der er blevet udviklet i samarbejde med Adidas Football.
Fodboldstøvlerne er lavet i det ikoniske Yeezy primeknit og er udviklet i lightweight-materiale, der angiveligt skulle få fodboldstøvlen til at føles som et ekstra lag hud.
Annonse
NFL-spilleren DeAndre Hopkins fra Texas gjorde reklame for støvlerne på Twitter i weekenden, hvor han takkede Adidas og Kanye for et par helt friske Yeezy ’Turtle Dove’ 350 Cleats, men der var ikke nogen, der vidste, at Adidas rent faktisk ville producere et helt sortiment af dem.
I går afslørede Adidas imidlertid på Twitter, at fodboldstøvlerne ville blive lanceret på deres hjemmeside. Og som man nok kunne forvente, er de nye ’Turtle Dove’ Yeezy 350 fodboldstøvler allerede udsolgt. Og som man nok også kunne forvente, er lanceringen af dem naturligvis ikke gået ubemærket hen.
Multikunstneren Kanye West har det som en påfuglehan med at gøre opmærksom på sig selv. Og nu ser det ud som om, at fodboldstøvlerne er blevet bandlyst af NFL blot et par timer efter, de kom på markedet på Adidas’ hjemmeside i aftes. De har hvert fald allerede uddelt en Yeezy-bøde.
NFL-spilleren DeAndre Hopkins var som før nævnt den første til at løbe henover de amerikanske fodboldbaner i et sæt helt friske Yeezys. Men gaven fra selveste Yeezus til fodboldspilleren skulle blive dyr. For i skrivende stund, har fodboldstøvlerne kostet DeAndre Hopkins en bøde på 6.000 amerikanske dollars, hvilket svarer til i omegnen af 39.700 kroner. Stille og roligt.
Ifølge NFL skal knopperne på fodboldstøvlerne have en ’solid base color’, og det kunne de halvvejs transparente halvvejs beige Yeezy-knopper ikke leve op til.
Den 24-årige footballer har bøjet sig for NFL-reglerne og sagt til den amerikanske sportskanal ESPN, at han dropper de karakteristiske flyknit-støvler på banen i fremtiden. Altså medmindre Kanye skulle gå hen og betale bøden.