Nu vil dansk modedarling indtage et af verdens sværeste markeder

London … kalder?

Nu vil dansk modedarling indtage et af verdens sværeste markeder
Offentliggjort

Hvis du går og føler dig velsignet af medvind i alle livets forhold, har vi en dårlig nyhed: Din følelse af succes blegner totalt sammenlignet med den, der de seneste år har overgået danske NN.07.

Det har simpelthen været optur på optur for Anders Rahrs mærke, der startede som chinos-brand i 2007, men i dag er kendt for at klæde metropolitane mænd på fra top til tå.

Vi taler viral opmærksomhed i ’The Bear’, samarbejder med legendariske Timex og Sebago, lancering af en flagskibsbutik i New York, og nu sættes der trumf på med en ny flagskibsbutik – denne gang i London.

”Interessen og opmærksomheden omkring vores tøj i Storbritannien er markant, så vi er virkelig begejstrede for at kunne tage den fulde NN.07-oplevelse til hjertet af London,” siger administrerende direktør Anders Rahr i en pressemeddelelse.

Og hjertet af London er vitterligt, hvad der er tale om, i hvert fald hvis man holder af at shoppe, for den nye NN.07-butik kommer til at ligge lunt og godt lige midt i Covent Garden. Der er med andre godt med nabobutikker, NN.07 kan slås med de stilbevidste og visakortssvingende kunder om.

”At åbne i London er endnu et skridt på vejen til målsætningen om virkelig at etablere NN.07 på global plan,” fortsætter Rahr i pressemeddelelsen.

NN.07 i London er på benene nu, og skulle du have lyst til at svinge forbi, er adressen 7 Earlham Street.

Se, hvad vi ellers skriver om: Shopping og London